Vil du være student? Måske er HF-enkeltfag vejen
Hvis du står uden en gymnasial uddannelse og er på udkig efter en løsning, der ikke kræver, at du fokuserer alt din tid udelukkende på studiet, så er nøgleordet enkeltfag. Enkeltfag vil du også stifte bekendtskab med, hvis du har færdiggjort en ungdomsuddannelse, men mangler et eller flere fag for at søge ind via kvote 1 på et studie.
Enkeltfag kan altså både bruges til at sammenstykke en ungdomsuddannelse eller til at supplere din ungdomsuddannelse. Vil du vide, hvilke fag du kan vælge imellem? Så se udvalget af enkeltfag lige her for Københavns VUC.
Hvem kan tage HF-enkeltfag?
For at kunne tage enkeltfag skal der mindst være gået ét år, siden du blev færdig med folkeskolens 9. eller 10. klasse, eller du gennemførte undervisning, der står mål hermed. Kan du bekræfte det, har du frie hænder til at tage HF-enkeltfag i den rækkefølge, du ønsker. Dog skal du være opmærksom på, at der kan være krav om, at du skal have haft et fag på et bestemt niveau, før du kan tage det på et højere niveau.
Enkeltfag på gymnasialt niveau skal du eksamineres i
Når du tager enkeltfag på gymnasialt niveau (C, B eller A), skal du til eksamen. Vælger du at læse VUC enkeltfag med det formål at sammenstykke en fuld HF, skal du for at kunne få dit eksamensbevis også lave en større skriftlig opgave (SSO) og et eksamensprojekt. Som enkeltfagskursist kan du aftale med skolen, hvornår du laver dem.
Er enkeltfagskursister berettiget til SU?
Hvis du ikke kan jonglere at have et fuldtidsjob samtidig med din uddannelse, uanset om det drejer sig om enkeltfag eller en fuld HF, er der måske mulighed for at få SU. For at kunne få SU, når du tager enkeltfag, så skal du have mindst 23 timers skemalagte timer om ugen (17 timer når du har hjemmeboende børn under 7 år), og der er krav til, hvornår du senest skal være færdig.