<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Direkte

Lær at skriv en god ansøgning

Det er en udfordring at skrive en god ansøgning, som får arbejdsgiveren til at spærre øjnene op, når de læser den. For hvordan skriver man en god ansøgning? Ofte forfalder ansøgninger til floskler og klicheer, hvorfor det er svært for dem, der ansætter at få et reelt indtryk af ansøgeren. Derfor er det vigtigt, at du gør dig nogle overvejelser inden du sætter dig ned for at skrive din ansøgning. Men inden du gør det, så læs med her i artiklen, hvor du vil få nogle tips og tricks til at skrive en god ansøgning, der vækker arbejdsgiverens opmærksomhed.

Hold ansøgningen kort

Først og fremmest er det vigtigt, at du holder ansøgningen kort, da de personer, der sidder og læser ansøgninger, typisk modtager rigtig mange ansøgninger. Hvis du skriver en lang ansøgning på flere sider, er der således stor sandsynlighed for, at de ikke læser den, og så har du spildt tid og energi på at skrive en ansøgning. Sørg for at ansøgningen er kort og skarp, og hold den i stedet for på en A4-side, med mindre der står andet i jobopslaget.

Fang læserens interesse

Det er vigtigt, at du finder på en fængende overskrift, der fanger læserens interesse, og får din ansøgning til at skille sig ud blandt de mange andre i bunken. Ellers kan din ansøgning nemlig hurtigt ende i glemmebogen. Mange ansøgninger skimmes blot hurtigt, men hvis din overskrift giver læseren lyst til at læse videre, så er din chance for at blive inviteret til en jobsamtale stor.

Motivation

I indledningen af ansøgningen skal du forklare om din motivation for at ansøge stillingen. Husk at det er vigtigt at demonstrere kendskab til virksomheden og stillingen, så din ansøgning virker reel, og ikke fremstår som en skabelon-ansøgning. Dem der læser ansøgningerne er øvet i det, og kan meget hurtigt se om du er en reel ansøger, eller om du bare har sendt en hurtig ansøgning for at leve op til reglerne om dagpenge. Derfor skal du vælge hvert ord nøje, så din indledning klart og tydeligt beskriver din motivation for at søge stillingen, og hvad det er ved det pågældende job, der tiltaler dig.

Dit faglige match

Nu er vi nået dertil, hvor du skal beskrive, hvordan du kan bidrage med dine kompetencer. I et typisk jobopslag står der noget om, hvilke kompetencer ansøgeren skal have, og i den sammenhæng, er det vigtigt, at du italesætter dine relevante kompetencer. Beskriv hvordan du med dine kompetencer vil udfylde stillingen, og hvorfor du er den rette til jobbet. Det kan være grænseoverskridende for nogle at skulle beskrive, hvorfor man er den perfekte ansøger, men lad vær med at være for ydmyg. Det handler om at vise sit bedste jeg, uden at gå på kompromis med sin integritet, og det er der intet galt i.

Følg
Jyllands-Posten