<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her
Direkte

4 gode grunde til, at virksomheder skal have kunstig intelligens

Kunstig intelligens kan give enorme gevinster, og udviklingen går så hurtigt, at de virksomheder, der ikke vælger teknologien til nu, får svært ved at følge med.

I mange danske virksomheder bliver kunstig intelligens, såkaldt AI, opfattet som en teknologi på linje med mange andre: Det lyder smart, men så meget haster det vel ikke at komme med? Men det er lige nøjagtig, hvad det gør, mener Lars Bork Dylander, partner og ejer af IT-virksomheden 2BM

”Kunstig intelligens er en teknologi, der vil ændre alt for virksomhederne,” lyder hans konklusion.

2BM har kontorer i København og Aarhus og leverer bl.a. ERP-løsninger fra SAP til virksomheder i hele landet. I forhold til SAP-systemet betyder den digitale transformation, at virksomhederne skal skifte fra R3 til S4, hvilket er et stort skridt, som berører stort set alle virksomhedens grundprocesser. Her oplever 2BM, at mange tror, at skiftet er vigtigt, fordi supporten på den eksisterende version udløber i 2027.

”Men det er ikke tilfældet. Den brændende platform er derimod, at den nye version af ERP-systemet bl.a. er baseret på kunstig intelligens, som giver meget store gevinster for virksomhedernes forretning. Og hvis du ikke kommer med nu, så får du en udfordring med at kunne følge med senere, fordi udviklingen går så hurtigt,” forklarer Lars Bork Dylander, der her giver fire gode grunde til, at virksomheder bør implementere AI nu.

1. Det er umuligt at springe over

At ledelsen mange steder er tilbageholdende i forhold til AI skyldes det, 2BM kalder ’The Big Why’.

”I mange virksomheder er ledelsen stadig i tvivl om, hvilken betydning den digitale transformation egentlig har for virksomheden her og nu,” siger Lars Bork Dylander.

Selv er han dog absolut ikke i tvivl om, at digitaliseringen og det høje tempo på AI-udviklingen vil få kæmpe betydning for virksomhedernes udvikling og konkurrenceevne.

”Vi ser en innovation, som er en ren naturkraft, der vil forandre den verden, vi kender. Derfor kan du faktisk ikke vælge at sætte dig uden for den digitale transformation,” fastslår han.

2. AI gør virksomheden fremtidsklar

Udviklingen lige nu er, at kunstig intelligens bliver indbygget i alle systemer, og at algoritmer som en naturlig og integreret del vil supportere virksomhedens forretningsgange.

”Den kunstige intelligens bliver hele tiden bedre og mere avanceret, og der er ingen tvivl om, at vi er på vej mod autonome virksomheder, ligesom vi snart vil se autonome biler på vejene. Derfor er det interessant at følge, hvordan virksomhederne gør sig klar til fremtiden, og hvilken betydning det får for dem,” siger Lars Bork Dylander.

3. Brug virksomhedens data klogt

Danske virksomheder håndterer enorme mængder data, og mange af disse kan have stor strategisk værdi. Men i dag kræver det, at medarbejderne selv trækker data ud af systemerne og manuelt skaber struktur og sammenhæng.

”Mange ved ikke præcist, hvilke data der er relevante, og derfor trækker de enten for mange, for få eller de forkerte data ud. Med kunstig intelligens, som er godt integreret, vil systemerne automatisk levere netop de data, der er interessante for virksomheden,” siger Lars Bork Dylander.

4. Kom med, mens du kan

Udviklingen inden for AI går så hurtigt, at virksomheder, der ikke kommer med nu, risikerer at få store problemer fremover – også selvom de senere forsøger at hoppe med på den nye teknologi.

”Det bliver nærmest umuligt for virksomheder, der forbliver i Industri 3.0 at konkurrere med Industri 4.0-virksomheder. De forandringer, som AI, IoT, robotter, 3D-print osv. bringer med sig, vil simpelthen være for store. Så virksomheder, der vil klare sig i fremtiden, må indstille sig på at bruge de nye teknologier fuldt ud,” konstaterer Lars Bork Dylander.

Følg
Jyllands-Posten