<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her
Direkte

En tur i Zoo gav glædestårer og begyndelsen på et generationsskifte

Det sang så småt på sidste vers hos legepladsleverandøren Max Horsens. Indehaveren Max Andersen havde indfundet sig med, at hans hobby, hjertebarn og herlige livsværk ikke ville fortsætte, når han ramte pensionsalderen.

Andet lå ikke i kortene. Så 2020 skulle være året, hvor nøglen drejede rundt for sidste gang, siden den for første gang roterede i begyndelsen i 1987. Ét kort endte dog med at vende hele spillet.

- Jeg havde inviteret både Max og min mor, Tina Torp, til København, fordi jeg ville lufte idéen for dem. At jeg kunne forsøge at drive familievirksomheden videre, fortæller Tobias Riisager.

Så under en gåtur gennem København Zoo foreslog han det. Generationsskiftet. Hvilket blev lidt af en overraskelse for de hans to gæster.

- Max sagde, at det var det bedste, jeg nogensinde havde sagt, husker Tobias om reaktionen, der også kaldte på glædestårer fra papfaderen.

- Han havde drømt om, at en af os børn ville tage over, men han havde nok ikke turdet håbe på det.

Spændende og skræmmende

I 2019 rykkede den dengang 24-årige Tobias Riisager teltpælene op efter tre år i det københavnske og flyttede så hjem til området, hvor han har hørt til hele sit liv. Væk fra Novo Nordisk, hvor han arbejdede og tog sin kontoruddannelse. Væk fra CBS, hvor han tog sin HD-uddannelse i økonomi.

Væk fra hovedstaden. Hjem til Horsens.

I dag står han så for salg og marketing hos Max Horsens. Familieforetagendet, som han så småt er ved at overtage, og det store ansvar, der følger med dét.

- Det er sindssygt spændende, men også skræmmende. Positivt skræmmende. Det sætter jo en retning for livet, og det drejer sig pludselig om mange penge. Men det giver også mange muligheder og lærerige udfordringer, glæder Tobias Riisager sig over.

Overdragelsen sker løbende, stille og roligt, men han er nu kommet til slutningen af det, som de har kaldt for ”prøveperioden”. En 1-1,5 år lang periode, hvor han har haft mulighed for at mærke efter, om det nu også er den rigtige vej at gå for ham.

- Og dét er det bestemt, slår horsensianeren fast og tilføjer: - Derfor kører jeg også på med min uddannelse inden for Ledelse og Organisation, der skal gøre mig endnu mere klar på opgaven, der venter.

Corona-tider i Max Horsens

Selvfølgelig har prøveperioden ikke været lige, som hverken Tobias Riisager eller papfaderen havde tænkt sig. Også hos Max Horsens har det været covid-19-tider, hvilket har gjort oplæringen kaotisk.

- Corona’en har virkelig skabt tumult i forretningen. Ikke fordi det er gået dårligt, men fordi institutionerne, som vi sælger legepladser, legetøj og møbler til, er begyndt at indkøbe andre ting, end de normalt gør. Der er kommet meget mere fokus på, at børn og unge får en masse udemuligheder, siger han om udviklingen.

- Så det har også været nyt for Max og min mor. De tendenser, som de kender til, har jeg ikke kunnet lære, fordi markedet bare ikke er det samme.

Til gengæld har Tobias Riisager været med helt fra start i en ny tid, som han kan være med til at definere og forme. Hvilket han ser positivt på.

Planerne for fremtiden

For forretningen er i en tid med forandringer. Hvad skal der ske med Max Horsens fra nu af, hvor Tobias overtager roret i familievirksomheden? Den skal blandt andet blive mere digital.

- Vi har lige lanceret helt ny hjemmeside her i oktober, så nu skal den bare have lov til at køre. Vi skal også prøve at nå endnu bredere ud, afslører han.

Første store skridt efter hjemmeside-projektet bliver at lægge en plan for virksomheden på den lange bane.

- Jeg skal i fællesskab med Max have lagt en strategi for, hvordan de næste mange år skal forløbe. Hvordan vil vi gerne have, at virksomheden ser ud om 10 år? Det ser jeg frem til.

Men hvad glæder du dig allermest til?

Han griner lidt ad spørgsmålet og tænker sig om et kort øjeblik.

- Til at jeg ikke skal irritere Max med spørgsmål hele tiden, siger Tobias Riisager efterfulgt af endnu et grin, men uddyber så:

- Ej, lige nu glæder jeg mig da til at blive mere selvkørende. Til jeg har styr på det hele, så Max kan drosle ned på arbejdet her. Det er en lang proces, og derfor er det fantastisk at kunne spare med kollegaer, som også er familie.

De familiære værdier

For familien har altid betydet meget i Max Horsens-projektet. Lige nu er det da også Tobias, Max og Tina du møder, hvis du besøger dem på Gl. Egebjergvej 18, hvor Tobias er vokset op. Det personlige er nemlig én af deres kerneværdier.

- I virksomheden fokuserer vi på personlighed. Vi er ikke kun sælgere, men vi er sparringspartnere for dem, vi forhandler med. Vi står sammen, fortæller Tobias.

Det var nok også derfor, at episoden i København Zoo kaldte på glædestårer og varme, inderlige hurraråb. Fordi Max’ hjertebarn og livsværk ikke bare kommer til at fortsætte, men at det bliver i familien. At de nu står sammen om at få generationsskiftet gennemført.

- Så lever ånden af de familiære værdier videre i Max Horsens, præcis som det bør være, afslutter den kommende indehaver af Max Horsens interviewet.

- Det føles også helt rigtigt.

Følg
Jyllands-Posten