Fortsæt til indhold
Tysk Turist Information

Vand blev til guld i Lübeck og Bremen

Vandet spiller en vigtig rolle for Lübeck og Bremens historie. De gamle hansestæder kan takke deres unikke placering ved vandet for den fremdrift og velstand, som stadig ses i bybilledet i sådan en grad, at begge byer er at finde på UNESCO’s liste over verdensarv.

Denne artikel er sponsoreret af

advertiser

Af VIBEKE C. LARSEN

Vand og velstand hænger uløseligt sammen med Lübeck og Bremens historie og udvikling.

Fortidens spor af velstand har sat så tydelige spor i de to gamle hansestæder i Nordtyskland, at begge byer figurerer på UNESCO’s liste over verdensarv. Hanseforbundet havde fra 1230 til 1535 monopol på handel i Østersøen og Nordsøen.

I dag forbinder mange Lübeck med marcipan og det store julemarked, men byen er også kendt for sine syv tårne og spændende historie, der trækker tråde til Danmark. Kirkerne og de mange smukke bygninger ligger i den gamle bydel, og netop dette område og byens historiske betydning som den vigtigste spiller i Hanseforbundet gjorde, at Lübecks Altstadt som det første byområde blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 1987.

Holsten Port. Foto: Adobe Stock/JFL Photography

”Velstanden gennemsyrer den gamle bydel. Her finder vi de store flotte borgerlige bygninger, som ligger i gaderne bag kanalerne. Lübeck nævnes ofte som symbol på borgerlighedens Tyskland på grund af de flotte bygninger, men også datidens små virksomheder og håndværkeres huse er velbevarede i de smalle baggårde og gyder,” siger Anders Bager Eriksen, som er historiker og indehaver af rejsebureauet Historiske Rejser, hvor han blandt andet er rejseleder på ture til Tyskland.

Lübecks udvikling til en af middelalderens vigtigste handelsmetropoler i Europa hænger uløseligt sammen med byens placering ved floden Traves udmunding og adgangen til Østersøen. Trave er en lille flod, men den er forbundet til et større flodnet, som forgrener sig ind i landet. Fra saltminerne i Lüneburger Heide blev saltet fragtet til Lübeck via Stecknitz-kanalerne, hvorfra den blev sejlet ud til hele Østersøområdet.

Livet til vands i Lübeck med Mariekirken (Lübecker Marienkirche) i baggrunden

”Salt var en vigtig vare, da der var mange fastedage i middelalderen, og da man typisk kun måtte spise fisk, brugte man salt til at konservere fisken,” fortæller Anders Bager Eriksen.

I dag står det gamle saltlager, Salzspeicher, som et vidnesbyrd om byens storhedstid. Saltlageret ligger ved siden af byens vartegn, den imponerende byport Holstein Tor. Begge dele er opført på UNESCO’s liste over kulturarv.

Salzspeicher i Lübeck. Foto: Torsten Kruger

Krige mod Danmark

Lübecks placering ved Østersøen betød, at byen stod stærk på handelen i Østersøen i det finske og russiske område samt Balkan, hvor byen havde handelsrettigheder.

”Sejladsen var farefuld, og skibene sejlede i konvoj. På vejen gjorde man holdt på Gotland, da øen var bindeleddet midt i Østersøen. Lübeck fik også en stærk stemme her og styrede en del af handlen på øen. Det resulterede i en lang række krige med Danmark, fordi vi havde en interesse i at knække Lübecks handelsmagt i området, så vi selv kunne styre handlen,” fortæller Anders Bager Eriksen.

Lübeck spillede hovedrollen som datidens handelsby og blev rollemodel for byer som Rostock og Stralsund.

Marienkirche i Lübeck. Foto: Olaf Malzahn

”Også i Danmark har vi kirker i rødstens gotik, som er inspireret af Marienkirche i Lübeck. Kirken er et symbol på magt og velstand i den gamle hansestad og blev et hovedværk for kirkebyggeri i området omkring Østersøen,” fortæller rejselederen.

Marienkirche er den mest berømte af Lübecks fem kirker og udråbt til UNESCO-verdensarv. Kirken er kendt for sit imponerende tårn, smukke interiør og en række kunstværker, herunder Bernt Notkes berømte billedfrise ’Døden fra Lübeck’, som blev ødelagt under et luftangreb i 1942. Under samme angreb styrtede kirkeklokkerne ned fra tårnet, og de knuste kirkeklokker ligger stadig på kirkegulvet til minde om luftangrebet.

Bremen, Schnoor-kvarteret i den gamle bydel. Foto: getty images/Schroptschop

Dansk konge var bispefyrste i Bremen

Knap 200 kilometer sydvest for Lübeck ligger Bremen, en anden af de gamle hansestæder. Byens placering tæt på Weserflodens udmunding var med til at gøre den til den tredje vigtigste hanseby efter Lübeck og Hamburg. Fra Weser er der via flodnettet adgang til den centrale og nordlige del af Tyskland.

”Bremen har haft meget handel indadtil og mod Nordsøen, herunder England, Flandern og Holland,” fortæller Anders Bager Eriksen.

Tæt på Bremen ligger Bremerhaven, hvorfra syv millioner mennesker udvandrede i perioden 1830 til 1974.

”Rigtig mange tyskere udvandrede, og i det amerikanske Midtvesten er der i dag et stort område af tyske efterkommere. Men også mange østeuropæere udvandrede fra Bremen,” siger rejselederen.

Bremen er især kendt for sine mange kafferisterier og bryggeriet Beck’s. Som velstanden steg, begyndte byen at udvikle sig som et kulturelt centrum med investeringer i kunst, arkitektur og uddannelse. Byens imponerende rådhus og katedral, Skt. Petri, som ligger side om side, blev opført i perioder med økonomisk fremgang.

St. Petri Domkirke i Bremen. Foto: Lookphotos/H & D Zielske

”Domkirken var oprindelig en midlertidige domkirke, efter domkirken i Hamburg blev ødelagt i 845. Nordens apostel, ærkebiskop Ansgar, flyttede også sit virke fra Hamburg til Bremen,” fortæller Anders Bager Eriksen.

Frederik den 3. var bispefyrste i byen før, at området Bremen-Verden blev tabt til Sverige i 1645. Da hans storebror prins Christian døde i 1647, blev han valgt til konge i Danmark.

”Frederik den 3. stod i en slags politisk mesterlære i Bremen, før han blev konge i Danmark. Her mistede han Skåne, Halland og Blekinge og indførte enevælden,” siger han.

Bremens Holger Danske

Bremens historiske bymidte blev bombet ikke færre end 173 gange under 2. Verdenskrig, men de imponerende monumenter og bygningsværker som byens gotiske rådhus blev bevaret af årvågne brandmænd.

Foran rådhuset står den store statue af Grev Roland. Han var byernes, markedernes og handelslivets beskytter, og ifølge legenden forbliver Bremen fri og uafhængig, så længe Roland våger over byen. Både rådhuset og statuen er optaget på UNESCO’s liste over verdensarv.

”Man bør unde sig selv en rundvisning på rådhuset og en tur i rådhuskælderen, hvor der er spisested,” siger Anders Bager Eriksen fra Historiske Rejser.

Foran rådhuset ses også de fire berømte bysbørn – eller bysdyr – hanen, katten, æslet og hunden, som er kendt fra Grimm-eventyret ’De fire stadsmusikanter fra Bremen’. De fire stadsmusikanter dukker også op i klokkespillet ved Glockenspiel Haus i Böttcherstrasse – Bødkergade, som vidner om, at Bremen var en livlig handelsby. Herfra er der ikke langt til byens ældste kvarter, det hyggelige Schnoor-kvarter, der ligger tæt på floden Weser. Navnet ’Schnoor’ stammer fra de rebmagere, der holdt til her i gamle dage, men i dag er reb afløst af kunsthåndværk, smykkemagere og systuer.

Foto: Lookphotos/H & D Zielske