Svalbard Ekspressen - En unik sørejse af komfort og eventyr
Hurtigruten søsatte sidste år Svalbard Ekspressen. En sørejse langs den norske vestkyst fra Bergen til Longyearbyen på Svalbard, som undervejs byder på dybe fjorde, høje bjerge og gastronomiske oplevelser i særklasse. På Svalbard venter enestående naturoplevelser. En tur med Svalbard Ekspressen er en oplevelse på første klasse.
Dybe fjorde, tindrende fjelde – og måske en isbjørn
Det er blot nogle af de oplevelser, der venter gæsterne på Svalbard Ekspressen, som er Hurtigrutens nyeste rute. Turen går fra Bergen til Longyearbyen på Svalbard og blev indviet sidste år i forbindelse med rederiets 130-års jubilæum.
Svalbard ligger kun 1350 kilometer fra Nordpolen og er kendt for nordlys og isbjørne, men rejsen langs den norske vestkyst er en oplevelse i sig selv - fra charmerende kystbyer og historiske seværdigheder til dybe fjorde og sneklædte bjerge. Rundturen tager 15 dage, men man kan også tage enten den nordgående eller sydgående rute, som tager otte dage.
På vejen lægger skibet til ved 16 særlig udvalgte steder. I havnebyerne kan man udforske lokale markeder, besøge historiske steder og museer eller tage på vandreture i det omkringliggende landskab enten på egen hånd eller på en guidet udflugt.
Udover de kendte byer som Bergen, Tromsø og Honningsvåg inkluderer turen også ukendte perler som øen Senja, der kaldes for ’miniature Norge’, da øren har lige så varieret natur som landet. Åndalsnes, hvor man fra udsigtspunktet Rampestreken kan nyde den spektakulære udsigt udover Romsdalsfjorden, Romsdalsalperne og Åndalsnes og endelig øgruppen Træna, hvor Norges ældste fiskerleje ligger. Øens historie går helt tilbage til stenalderen.
Afslappet stemning og service i top
Hurtigruten kan dateres helt tilbage til 1893 og var oprindeligt en post- og handelsrute langs Norges vestkyst Det var nemlig hurtigere at sejle post og proviant frem til de små bygder langs kysten end at fragte det til lands.
Svalbard Ekspressen sejles af skibet MS Trollfjord, som er blevet nyrenoveret på så nænsom vis, at skibet er blevet optaget på rejsemagasinet Condé Nast’s Traveler’s ’Gold List 2024’, der kårer verdens 142 bedste hoteller og skibe. Indretningen er inspireret af den norske natur og Hurtigrutens 130 år lange historie. Udtrykket er skandinavisk lethed tilsat hygge og nostalgi. Det giver en afslappet og uformel stemning ombord, mens komfort, faciliteter og service er i top. Uanset om man hygger sig med en god bog i skibets bibliotek, nyder en drink i baren eller tager en tur på løbebåndet i fitnesscentret, giver de store panoramavinduer et enestående kig til den fantastiske natur. Om sommeren går solen aldrig ned, og om vinteren er det muligt at se nordlyset danse på himlen.
Gastronomisk sørejse
Sørejsen langs Norges vestkyst er også en gastronomisk rejse gennem det norske køkken – både det traditionelle, det moderne og fremtidens madoplevelser bliver præsenteret ombord. Konceptet hedder ’Norway’s Coastal Kitchen’, og gæsterne kan glæde sig til at smage lokale specialiteter og egnsretter. Maden i skibets tre restauranter og panoramabaren er inspireret af sæsonens lokale råvarer, gamle norske madkonserveringsteknikker som fermentering, saltning og tørring samt nyfortolkninger af gamle norske retter. På menuen er lokale oste og pølser, friskfanget fisk og skaldyr, elg og rensdyr.
Hurtigruten har gennem mange år gjort det til sit vartegn at proviantere hos de lokale producenter langs ruten. Selskabet samarbejder med 70 lokale producenter og leverandører langs hele kysten. Passagerne spiser fisk fra de fjorde, skibet sejler på, grønt fra de omkringlæggende marker og kød fra kvæg, der græsser på fjeldene. Det er både godt for lokalsamfundet og klimaet, ligesom Hurtigruten også er engageret i flere norske projekter, som fremmer bæredygtigheden, herunder et omfattende strandoprydningsprojekt på Svalbard.
På MS Trollfjord findes tre restauranter. Brasserie Árran er en hyldest til samerne og serverer traditionelle retter med en moderne twist som bidos, samisk rensdyrgyde. Flora er skibets største restaurant, hvor der både serveres buffet og à la carte, alt produceret af sæsonens råvarer. Endelig rummer skibet også Røst, som er en arktisk fine dining-restaurant med en menu inspireret af fiskebankerne på Røst ved Lofoten og den lokale flora og fauna langs kysten. På Svalbard Ekspressen er mad og drikke inkluderet i prisen, så det er bare at kaste sig ud i det gastronomiske eventyr.
Unik øgruppe
En sørejse med Svalbard Ekspressen er ikke bare et krydstogt, det er en opdagelsesrejse. For dem der ønsker at lære mere om Norges rige kultur og historie, tilbyder Hurtigruten en række aktiviteter om bord. Coastal Experience Team består af internationale forskere, biologer og andre med særlig viden om den norske vestkyst. Teamet arrangerer ekspeditioner, vandreture og friluftsaktiviteter i land og filmaftener, værksteder, workshops og foredrag ombord. Resten af tiden er de til stede og deler gerne ud deres viden.
Efter otte dages sejlads når MS Trollfjord Svalbard. En unik og isoleret øgruppe, hvor mennesker kun spiller birollen i den maleriske natur og det enestående dyreliv. Skibet lægger til kaj i Ny Ålesund og Longyearbyen. Longyearbyen var oprindelig en mineby og fik sit navn efter den amerikanske forretningsmand, John Munro Longyear. Byen er et internationalt samlingssted for forskere og kendt for sine farverige huse, som står i skarp kontrast til det barske landskab. Herfra er der mulighed for en lang række oplevelser som vandreture, udflugter og safari, men man skal være opmærksom på isbjørnene, som lever og færdes frit i området. Det er ikke tilladt at forlade byen uden riffel eller sammen med en guide.
Fra Longyearbyen er det muligt at flyve tilbage eller sejle retur med Svalbard Ekspressen, hvor endnu flere eventyr venter langs den norske vestkyst.
Læs mere om Svalbard Ekspressen her.