Globalt brand giver den lokale revisor nye fordele
For den lokale revisor kan det have store fordele at være en del af et større brand. Det oplevede revisor og partner, Ruben Stæhr, da hans kontor i Hadsten blev en del af det verdensomspændende revisor- og rådgivningsfirma Grant Thornton. Selv om navnet klinger udenlandsk, er lokalkendskab og den tætte kontakt til kunderne stadig i højsædet, samtidig med at revisoren kan trække på specialviden fra kolleger over hele landet.
Det grå hus med de hvide vinduer på Søndergade 34 i centrum af Hadsten ligner sig selv.
Her har lokalområdets håndværkere, forretningsdrivende og virksomheder i årevis fået hjælp til årsregnskaber, skatteregler og momsafregninger. Alligevel er noget forandret på kontoret. Nemlig navnet på døren.
I oktober 2023 fusionerede det lokale revisorfirma, Kvist & Jensen, med det verdensomspændende revisions- og rådgivningsfirma Grant Thornton, som er verdens syvende største.
”Vores kunder bor i lokalområdet, og vi møder dem i supermarkedet. Derfor har vi været meget bevidste om at vise, at vi stadig har de samme værdier, som vores kunder kender os for,” siger revisor og nu også partner i Grant Thornton, Ruben Stæhr.
I en mindre by som Hadsten går det ikke ubemærket hen, når den lokale revisor pludselig ændrer navn fra et danskklingende navn til det internationale Grant Thornton.
”Vores kunder har lagt mærke til vores nye navn. De synes, det er lidt svært at udtale, og det må vi give dem ret i, men ellers har de været positive overfor fusionen. Selv om vi har fået nyt navn, er vi stadig de samme mennesker, som godt kan lide at være tæt på vores kunder og kollegaer. Sådan bliver det ved med at være,” understreger Ruben Stæhr.
Der er en særlig korpsånd i firmaet. Uanset om man sidder i Randers, København eller Hadsten, er der et fælles ønske om at spille hinanden gode på tværs af kontorerne, og det kommer både os og vores kunder til gode.Ruben Stæhr, Revisor og partner i Grant Thornton
En særlig korpsånd
Med det nye navn følger en masse fordele for kunderne i og omkring den østjyske stationsby. Det lokale revisorfirma bliver en del af en meget stor familie, som strækker sig langt ud over landets grænser. Grant Thornton har kontorer i mere end 130 lande, og med fusionen i Hadsten dækker virksomheden hele Danmark med 10 kontorer i Jylland, på Sjælland og i hovedstaden. For Ruben Stæhr og hans 14 medarbejdere betyder det, at de har fået cirka 600 kolleger i Danmark, og deres ekspertise, de kan trække på.
”Vi har fået adgang til en masse afdelinger med specialiseret viden inden for eksempelvis skat, moms, it-revision og andre områder, som hjælper os i vores arbejde. Det er en fordel for vores kunder, at vi kan ringe direkte til en kollega, som er ekspert inden for et særligt område. Det er også en kæmpe fordel for os som rådgivere, så vi i endnu højere grad kan opfylde vores kunders ønsker og behov,” siger Ruben Stæhr.
Han oplever, at der er en stor velvilje blandt kollegerne i Grant Thornton til at hjælpe hinanden.
”Der er en særlig korpsånd i firmaet. Uanset om man sidder i Randers, København eller Hadsten, er der et fælles ønske om at spille hinanden gode på tværs af kontorerne, og det kommer både os og vores kunder til gode,” forklarer han.
Fusion skal tiltrække fremtidens revisorer
Der mangler revisorer i Danmark, og branchen kæmper for at få unge til at vælge revisorvejen. På et mindre revisorkontor i provinsen kan det være en endnu større udfordring at få fat på de unge revisortrainees end i de store revisorhuse i de større byer. I Hadsten satser Ruben Stæhr på, at det nye navn og netværk kan være med til at tiltrække fremtidens revisorer.
”Jeg håber, at fusionen vil have en positiv effekt på vores rekrutteringsmuligheder. Grant Thornton er et større brand, og det giver bare flere muskler på den front,” siger han.
Grant Thornton har en afdeling, der udelukkende beskæftiger sig med branding og marketing, og som har fokus på at gøre virksomheden interessant for unge. Samtidig kan et internationalt revisions- og rådgivningsfirma som Grant Thornton også give medarbejderne mulighed for udlandsophold og dermed et internationalt netværk.
På Søndergade ligner hverdagen dog sig selv, for selv om medarbejderne nu har godt 70.000 kolleger fordelt over hele verden, er det stadig den tætte kontakt til de lokale kunder og kollegerne på kontoret, som fylder i det daglige arbejde.
”Fusionen har givet os en masse fordele rent professionelt, samtidig med vi har kunnet bevare den samme hyggelige kultur på kontoret, hvor vi kender hinanden på kryds og tværs. Det betyder meget for et kontor som vores,” understreger Ruben Stæhr.