Kom-lidt-væk-weekend med fjordblik og et sprøjt af kultur
Fjordby, industriby, kulturby, fængselsby og koncertby. Med en broget fortid som afsæt for et levende kulturliv er Horsens en by fyldt med kontraster. Og det er netop i kraft af sine modsætninger, at Horsens i dag er så rig på oplevelser og tilbud, der både i variation og mængde trodser byens størrelse. Kort sagt: I kommer ikke til at kede jer i Horsens.
Flugthistorien der inspirerede Hollywood?
Allerede på afstand banker byens forhistorie på. Det første man ser, når man nærmer sig Horsens, er nemlig det gamle statsfængsel, der troner over byen, og det er næppe nogen tilfældighed, at fængslet i folkemunde gik under navnet ”Slottet”. Ganske kendetegnende for den virketrang og lyst til at omfavne historien, der præger det moderne Horsens, er det gamle fængsel nu omdannet til et fyrtårn for kultur og events: FÆNGSLET.
FÆNGSLET huser et af verdens største fængselsmuseer. Her kan I bl.a. få den fascinerende historie om udbryderkongen Lorentzen, der gravede en 18 meter lang tunnel ud i friheden, og som ifølge et stædigt rygte har været inspiration for bogen og siden Hollywood-filmen En Verden Udenfor.
Fra dampmaskiner til bosnisk arbejderbolig
Historien er også nærværende på Industrimuseet, hvor I kan følge udviklingen fra industrialiseringen i det 19. århundrede frem til det moderne velfærdssamfund. Undervejs kan I bl.a. gå på opdagelse på den gamle tekstilfabrik fra 1920’erne, komme på skolebænken som den tog sig ud i henholdsvis 1930’erne, 50’erne og i 80’erne samt opleve de store dampmaskiner for fuld damp i Maskinhallen.
Blandt museets mest populære attraktioner er Arbejderboligerne, hvor I kan træde ind i en række tidslommer og opleve arbejdernes boliger fra de trange kår i 1880’erne helt frem til år 2000, hvor en bosnisk familie har fundet sig til rette i nye omgivelser.
Poplegender og danske stjerner
Listen over store internationale pop- og rocknavne, der de forgangne 15 år har spillet for op mod 100.000 mennesker i Horsens, er alenlang. Men Horsens er langt mere end mastodont-koncerter med Madonna, Rolling Stones og Harry Styles, og byens mindre spillesteder har jævnligt store danske og internationale navne på plakaten.
Horsens Ny Teater er blandt byens førende spillesteder, og hvis det ikke er den rytmiske musik, der trækker, er der i teatrets brede repertoire alt fra børneteater over spændende foredrag til Shakespeare. Så uanset hvornår I trænger til at komme-lidt-væk i Horsens, er det værd at tjekke det aktuelle program hos Horsens Ny Teater.
Kunst og sovs i verdensklasse
For den kunstinteresserede er der ingen vej uden om Horsens Kunstmuseum, der byder på skiftende udstillinger af moderne kunst og værker fra samlingen. Sidstnævnte omfatter den største danske samling af værker af bysbarnet Michael Kvium, og der er altid mange Kvium-værker på udstilling i de lyse gallerier.
Aktuelt kan I desuden opleve en større soloudstilling med Adam Christensen, der i anledning af museets 40-års jubilæum har skabt totalinstallationen ”I´ve got a bad feeling about this” med både tekstile værker, intime videoer og en intimiderende trappe.
Hvis den moderne kunst har skærpet appetitten, byder museets café på en gedigen bøfsandwich, der to år i træk er blevet kåret til Danmarks bedste. Og hvis det er er for stor en mundfuld, er der naturligvis mange andre fristelser i caféen.
Michael Kvium er også at finde på den flotte skulpturallé, der strækker sig fra banegården, gennem gågaden og ned til Horsens Marina. Foruden Kvium kan I opleve værker af bl.a. Christian Lemmerz, Marie Rubinke, Kirsten Ortwed og Tal R.
Apropos kunst på gadeplan er det også værd at kigge op og holde øje med byens gavle, hvor en række danske og internationale street art-kunstnere har slået sig løs i stort format.
Naturskønt bagtapet
Når byens mange indtryk skal bundfælde sig, er der ro at finde ved de nærliggende naturområder, som Horsens også er velsignet med. I skal f.eks. ikke gå mere end en god kilometer fra Horsens centrum, før I befinder jer i naturreservatet Nørrestrand, der byder på et forbavsende rigt dyreliv og skønne udsigter over såvel Horsens by som ferskvandssøen i reservatet.
I samme retning kan I også gå ud langs Horsens Fjord ad Husoddestien, der på lange stræk snor sig på grænsen mellem skov og kyst. Turen er særligt betagende, når efterårets farverige løvfald er sat ind.
I den anden ende af byen kan I tage en tur rundt om Bygholm Sø, der med sine 7,5 naturskønne kilometer er en favorit blandt lokale naturelskere, der skal have det daglige fix frisk luft.
Overnat på herregård, i palæ eller bag tremmer
I forlængelse af Bygholm Sø ligger Bygholm Park, hvor Comwell Bygholm Park har til huse i en gammel herregård, så her er der mulighed for at overnatte i både historiske og smukke omgivelser samtidig med, at Horsens centrum kan nås til fods på en lille halv time.
Historiske omgivelser er der også til overmål på Jørgensens Hotel, der ligger midt på den travle gågade. Hotellet har til huse i et smukt barokpalæ fra 1774. En gennemgående renovering bragte i 2020 bygningen tilbage til fordums pomp og pragt, og historiens vingesus hænger i luften overalt på hotellet, der også huser egen vinbar og restauranten Eydes.
Centralt i byen finder I også Teaterhotellet, der byder på venlig og hyggelig atmosfære i hjemlige omgivelser. I byens udkant i nærheden af Nørrestrand ligger Scandic Opus Horsens. Det store hotel råder over egen restaurant, et stort velværeområde med dampbad, sauna og spa m.m. – og hvis pulsen skal op, er der også fitnessfaciliteter til den slags.
Har I mod på en usædvanlig overnatning, kan I overnatte bag tremmer i de gamle celler på SleepIn FÆNGSLET. Hvis I ankommer med bil og vil have let adgang til det store opland, er Zleep Hotel Horsens tæt på motorvejen det oplagte valg.
Lokalt mad-kæleri og social dining
I byens centrale latinerkvarter ligger den lille intime restaurant Ji-Mi’s. Det gastronomiske niveau er lige så højt, som restauranten er lille. Et besøg på Ji-Mi’s er en intim helhedsoplevelse, hvor I bliver forkælet hele vejen, så der skal afsættes god tid – og bestilles bord på forhånd.
I samme kvarter finder I også GRAN Social, der, som navnet antyder, har fokus på social dining, og det kreative menukort tager jer på en smagsmæssig rejse kloden rundt. GRAN Social har specialiseret sig i cocktails, og tilbyder drinksmenu til jeres aften – og den kommer naturligvis også i en alkoholfri variant.
Rundt om hjørnet ligger Spisekammeret, der serverer morgenmad og klassiske caféretter til frokost. Spisekammeret huser desuden en specialbutik med lækre delikatesser og gaveidéer.
Hvis I vil have maritim atmosfære, er NIOR Bistro Horsens stedet at søge hen. Her er der fokus på klassiske danske fiskeretter, der er det perfekte akkompagnement til masternes sagte musiceren i lystbådehavnen og den perfekte afrunding på en god lang dag i fjord-, -kultur, -fængsels, industri- og koncertbyen Horsens.