Efterårsferie med tryllestøv, havsprøjt og (u)hygge
Måske er jeres efterårsferie allerede fuld booket med renovering af gæstebadeværelset og brunch hos faster Grethe, så I ikke mangler indspark til hverken sjove eller stemningsfulde aktiviteter i uge 42. Har I derimod ikke lagt jer fast på efterårets oplevelser, får du her et indspark til en ferie med magiske tricks, frisk havluft og halloween i petroleumslampens skær. Gør jer klar til et efterår med store mængder leg og (u)hyggelig stemning i familiens selskab.
Blid østenvind og blødt bagværk
Sommerhus ved kysten er en klassiker – og efterårslandskabet er ren magi for sanserne med træernes gyldne farvepallet, den opkvikkende havluft i ansigtet, og de små cafévinduer, der kaster lys på de mørke lystbådehavne. Odderkysten og Juelsmindehalvøen syd for Aarhus er indbegrebet af sommerhushygge, og langs den rolige østjyske kyst kan I gå på jagt efter pæne sten i vandkanten uden at blive blæst bagover af vestenvinden. På vej hjem fra stranden må I huske at slå vejen forbi et af de lækre, lokale bagerier – f.eks. det økologiske mikrobageri GROFT eller Bagergården i Saksild eller surdejsbageriet Seia på havnen i Juelsminde.
Bliv dagens helt i skysovs
En god legeplads kan redde enhver dag og være feriens højdepunkt for de mindste. Langs kysten finder I både Naturlegeparken i Juelsminde og Folkeparken i Odder. Dine børn vil elske dig (endnu mere) for at tage dem med hertil.
I Juelsminde Naturlegepark er der virkelig alt, hvad I kan ønske jer! Og det uanset, om dit barn er 2 eller 12 år. Her kan de modige kravle op i det 8 meter høje legetårn og tage turen ned ad kælkebakken året rundt. De mindste kan gå ombord på skibet Julle (med reference til havnebyens historie) og rutsje og gynge til den store guldmedalje. For de større børn og legesyge voksne er der padel- og multibane og ikke mindst en helt ny skatepark.
Legepladsen i Folkeparken i Odder åbnede tidligere på året og er i sin udformning en hyldest til lokalområdets kulturhistorie, og den særlige rolle som landbruget har spillet i udviklingen af byen. Mest iøjnefaldende er nok den store mølle, som er et legetårn med en stor rutsjebane. Fra møllen kan du transportere mel (sand) til det lokale brødudsalg, som er et fint legehus.
Både Industrimuseet og FÆNGSLET i Horsens har også temabaserede legepladser. Vip f.eks. på en Nimbus-motorcykel eller leg fangeleg i skjulte flugtveje. Imens familiens lilleputter boltrer sig, kan du varme dig på en kop kaffe på sidelinjen, som kan købes i museernes respektive caféer.
Tag familien med, og gå jer til en guldmedalje
Det kan være svært at få børnene med ud at gå – men bevæbnet med skattekort er det ingen sag at tilbagelægge hverken 4 eller 8 kilometer, selv om benene er korte. I både Odder, Juelsminde og Horsens er der en skattejagt, hvor I bliver ledt rundt i byerne, mens I svarer på spørgsmål undervejs. Og som gulerod venter der selvfølgelig en flot sejrsmedalje til sidst, som altid vækker stor begejstring.
Der er i alt 7 skattejagter i området, som alle er gratis. Nyeste skud på stammen er skattejagten på øen Endelave, som I kan sejle til på en time fra Snaptun. Denne skattejagt tiltrækker især skattejægere med hang til nuttede pelsdyr. Som hjem for utallige vilde kaniner, er I nemlig ikke alene på jeres eventyr.
Dyr i lange baner
Skal der flere dyr til, er der dejlig, blød pels at nusse på enten Kæledyrsgården eller Børnebondegården. På Kæledyrsgården nær Gudenåen kan I komme helt tæt på de mange forskellige dyr og også være med til at fodre dem. Derudover er der legesager til børnene, udendørs spil og mulighed for at lave bål eller slå sig ned i havemøblerne på gårdspladsen. Børnebondegården ligger lidt uden for Horsens, og her venter både klappedyr og klassiske bondegårdsdyr på at få besøg. Er familiens yngste mere til løver og dinosaurer end gedekid, kan I tilbringe en helt vild dag i Givskud Zoo.
Bliv tryllebundet – bogstavelig talt
Vil I ikke bare trække stikket fra hverdagen, men helt og aldeles glemme tid og sted, byder uge 42 på den magiske festival iLLUS!ONS i Horsens – en festival fyldt med forundring, illusioner, fingersnilde, trylleri og magi for børn, unge og voksne. Festivalen bliver i 2024 holdt for anden gang, og der findes ikke lignende festivaler i Nordeuropa.
Ud over shows på bl.a. Horsens Ny Teater (oplev f.eks. FizzWizzPop og Magic Fight Night) byder iLLUS!ONS på magiske kunstinstallationer, gadeoptrædener og endda trylleskole. I shoppingcentret Bytorv Horsens er der gratis shows, og børnene kan gå på opdagelse i optiske illusioner og på forskellig vis mærke magien på egen krop. Og i hustlerhjørnet på FÆNGSLET kan I opleve, hvor sjovt det er at blive snydt…
Halloweenhygge bag tremmer
Ud over magi byder efterårsferien på FÆNGSLET også på halloweenaktiviteter for modige sjæle, små som store. Familiens yngste kan, hvis de tør, sænke hånden i følekassen og gætte, hvad den gemmer på. De lidt ældre børn kan deltage i et interaktivt mordmysterium, hvor det historiske fængsel forvandles til en levende kriminalgåde. Alle afkroge må udforskes for at finde ledetråde, der (måske) gør jer i stand til at løse mysteriet og afsløre morderen. Hvis I er modige nok, kan I også tage med på rundvisning efter lukketid, hvor kun petroleumslampen lyser de mørke gange op – og de grumme historier fra fortidens fængselsliv står i kø.
Bliver det hele lidt for uhyggeligt, kan I selvfølgelig også blive i sommerhusets trygge rammer og give jer i kast med at lave græskarlygter. Måske endda med græskar, som I selv har været med til at plukke, frisk fra jordbunden? Se hvem, der kan lave den mest uhyggelige eller kreative lygte, eller fortæl hinanden historier i lampens orange skær. Græskarrene kan I få hos Gaardens Grønt i Brædstrup, Blomstermarken 8300 i Odder eller det Kreative Gartneri i Stouby.
Friskpresset æblemost og en gårdhotter to-go
Er I mere til æbler end græskar, kan I også samle en god bunke æbler fra haven og tage dem med på Glud Museum. Her kan I presse de sødmefyldte frugter til jeres egen æblemost. Glud Museum er et hyggeligt frilandsmuseum, hvor du kan opleve 350 års landsbyhistorie – ofte på egen krop gennem særlige aktiviteter i skoleferierne. Og de har en fast udstilling med navnet Pilfingermuseet – så hvis du skulle være i tvivl, er børn mere end velkomne!
Også Fru Møllers Mølleri nær Saksild er et yndet udflugtsmål for hele familien. Her finder I både gårdbutik, slagteri, ismejeri og restaurant. Gå ombord i de lækre kager, hjemmelavet is eller stil sulten med en gårdhotter. Kig indenfor i stalden og hils på køerne og klap gårdens søde hunde. Der er også løbende boder med forskellige kunsthåndværkere, hvor I kan gå på jagt efter et unikt minde fra ferien. I det hele taget er der op til flere gårdbutikker, små producenter, kunsthåndværkere og gallerier i området, som du nemt kan finde frem til med Kystlandets Food Map og Art Map.