Fra geisha til bargirl til queer-figur – læs om Butterflys mange forvandlinger
Puccinis yndlingsheltinde var efter sigende den unge geisha Cio-Cio-San, Butterfly. Hovedrollefiguren fra Madama Butterfly har skinnet igennem flere fortællinger og forvandlinger på både film og Broadway. Med sin vidunderlige musik og underliggende kritik står Butterfly i dag som den ”evige geisha”.
Denne artikel er sponsoreret af
Originalartikel af Nila Parly – redigeret af Julie Krogh Thomsen
Puccinis Madama Butterfly fra 1904 handler først og fremmest om kærlighed – den mellem to unge mennesker i et kærlighedsmøde på kanten af virkeligheden. Derudover handler den om kedsomhed: Den amerikanske flådeofficer, Pinkerton, gifter sig med Cio-Cio-San vel vidende, at han snart vil forlade hende igen til fordel for en ”rigtig” amerikansk hustru. Hans ægteskab med den japanske geisha i Nagasaki er for ham som udgangspunkt kun et tidsfordriv, som måske alligevel ender med at forfølge ham til evig tid. For konsekvensen af deres relation er, at Cio-Cio-San går mere eller mindre til grunde efter hans afrejse.
Kras kritik og ”The star-spangled banner”
Ud over kærlighed og kedsomhed ulmer der under overfladen også en kras kritik af den vestlige verdens kolonialistiske kvindesyn samt en iboende eksotisme, altså en imitation af elementer fra andre kulturer. Det gør selvsagt Madama Butterfly både sårbar og relevant for nutidens blik på historien og betyder, at ethvert kunstnerisk hold må reflektere over portrætteringen af fortællingen samt dens udtryk i scenografi og ikke mindst kostumer og makeup.
Cio-Cio-San var efter sigende Puccinis yndlingsheltinde. Musikken bakker da også op om alt, hvad hun synger, og sopranen er på scenen i et omfang, der langt overgår tenoren. Det er hendes historie, hendes følelsesliv, hendes stemmes udvikling fra rørende skønsang til dramatisk ”tour de force”-udladning, der udtrykkes med hele orkestrets klanglige sikkerhedsnet udspændt under sig.
Puccini har inkorporeret adskillige originale japanske melodier i værket, og det store orkesters sirligt elegante klangunivers er tydeligt inspireret af hendes hjemlands pentatone skalaer. Pinkerton er til sammenligning en temmelig flad karakter, og hans musik bliver karakteristisk nok igen og igen kædet sammen med den amerikanske nationalsang, som om han ikke var et menneske men en hel nation.
Et skingrende ulige magtforhold
Fundamentet under Cio-Cio-Sans familie skrider, da hendes far forud for fortællingen begår æresselvmord. Konsekvensen bliver, at den unge pige må gå i lære som geisha. Hun er bare 15 år, da hun bliver gift med Pinkerton, og han er svaret på alle hendes drømme om kærlighed og et bedre liv. Pinkerton derimod opfatter ægteskabet som en midlertidig løsning, også selv om han bliver stadig mere betaget af den unge kvinde og til sidst fortryder sin egoistiske fremfærd.
Magtforholdet mellem de to er fra starten skingrende ulige, og at det ender fatalt for Cio-Cio-San kommer ikke rigtig som en overraskelse. Desuden havde Puccini det med at tage livet af sine heltinder i slutningen af operaen, og det var også forventningen hos det italienske operapublikum i begyndelsen af 1900-tallet.
En række af geishaer
Madama Butterfly er i dag en af de mest elskede og spillede operaer i verden, inklusive Japan. Historien har inspireret til utallige bearbejdelser, bl.a. hele tre stumfilm, en animationsfilm, utallige spillefilm, balletter, musikdramaer og romaner samt en japansk tv-serie.
Puccini var også selv fascineret af populærkulturens mangfoldige fortællinger om den unge geisha. Hans opera Madama Butterfly (1904) baserer sig nemlig på et teaterstykke af samme navn fra 1900, der baserer sig på en novelle fra 1898, der slutteligt baserer sig på den selvbiografiske roman Madame Chrysanthème fra 1887. Romanforfatteren Pierre Loti havde selv været flådeofficer og havde, som så mange andre vestlige soldater på den tid, benyttet sig af den japanske lov, der tillod midlertidige ægteskaber med japanske kvinder.
Nyere spin-offs
Sidenhen er andre spin-offs kommet til: En af de mest kendte er West End- og Broadway-musicalen Miss Saigon fra 1989, hvor fortællingen foregår under Vietnam-krigen. Den er skabt af Alain Boublil og Claude-Michel Schönberg, der også stod bag musical-succesen Les Misérables. Her er den mandlige hovedperson fortsat en amerikansk flådeofficer, mens Cio-Cio-San er forvandlet til en prostitueret sydvietnamesisk ”bargirl” ansat på et bordel i Saigon. Noget af en deroute for den kunstneruddannede, forfinede geisha fra Puccinis opera…
Så er dramaet M. Butterfly af den asiatisk-amerikanske forfatter David Henry Hwang væsentlig mere politisk korrekt. Det havde premiere i Washington i 1988, året før Miss Saigon, og blev i 1993 indspillet som film med Jeremy Irons i hovedrollen. M. Butterfly handler om en fransk diplomat, der gifter sig med en Peking-operasanger. Det viser sig efter 20 års samliv, at operasangerinden i virkeligheden er en mand, der hele vejen igennem har spioneret imod ham som kinesisk agent. I denne fortælling er det dog Diplomaten, der som Butterfly i Puccinis originale operaværk ender med at begå selvmord.
Sommerfuglens vingeslag kan derfor sætte mange ting i bevægelse rent kunstnerisk i fortællingen om Butterfly. Selve operaen Madama Butterfly er dog så elsket og har fået så høj klassikerstatus, at Cio-Cio-San står som den evige geisha i musiklitteraturen. Men måske skal Pinkerton ikke føle sig for sikker på at slippe fra sit ansvar i fremtidige opsætninger? Måske kan nye lag lægges ind?