Nyt værktøj går til kamp mod plastikforurening på tværs af grænser
Plastisk er fantastisk, men ikke i naturen, hvor det skaber problemer for miljø og sundhed. Derfor er der netop nu et arbejde i gang på tværs af EU, som bl.a. skal gøre det nemmere at genanvende plastik og sætte ind mod mikroplast.
Strande, der svømmer i plastaffald. Dyr viklet ind i net eller med maven fuld af poser. Flydende øer af plastaffald i verdenshavene. I løbet af de seneste år er det for alvor blevet tydeligt, hvilke problemer, plastik skaber i naturen, og i 2018 kom både EU og den danske regering med strategier, der skal fremme genanvendelse af plast og understøtte bæredygtig udvikling.
Et af de tiltag, der skal hjælpe i kampen mod plastikforurening, er nye europæiske standarder. Internationale standarder sikrer nemlig, at myndigheder, plastproducenter og de, der håndterer plastaffald, har ens retningslinjer på tværs af grænser.
I Danmark er det den nationale standardiseringsorganisation Dansk Standard, der koordinerer arbejdet og inviterer interessenter omkring plastindustrien til at deltage i formuleringen af de nye standarder.
”Plast indgår i produkter på mange forskellige måder, og vi er nødt til i fremtiden at designe produkter, så de bedre kan skilles ad, sorteres og genanvendes,” siger Jesper Lauridsen, der som seniorkonsulent i Dansk Standard deltager i arbejdet på europæisk plan.
”De nye europæiske miljøstandarder for plast og emballage skal bl.a. gøre det nemmere at genanvende plast og forhindre mikroplast i naturen. For eksempel skal standarderne angive målemetoder og -størrelser for mikroplast, som myndighederne kan bruge, når de laver lovgivning for f.eks. mikroplast i vandmiljøet,” forklarer han.
Udover genanvendelsesstandarder er der selvfølgelig også brug for mange andre standarder, f.eks. standarder, som kan understøtte længere holdbarhed for produkter, standarder for bionedbrydelig plast, biobaserede plaststandarder og for kemisk adskillelse af plast.
Vi kan genanvende meget mere
Forbruget af plastik er steget voldsomt i løbet af få generationer. Mens der i 1950 blev produceret 1,5 mio. tons plastik på verdensplan, oversteg produktionen af plastik 322 mio. tons i 2015. Størstedelen bliver brugt til emballage – og det er især her, der er et stort potentiale for mere genanvendelse, viser tal fra Plastindustrien. Mens vi i Danmark genanvender 64 procent af den industrielle plastemballage, er det kun 15,1 procent af plastemballagen fra private husholdninger, der bliver genanvendt. Det gør Danmark til det land i EU, der er dårligst til at genanvende husholdningsplast.
Samtidig er det et område, som har stor betydning for den danske befolkning. Da TV 2 og Politiken i 2018 lavede en rundspørge blandt danskerne, svarede ni ud af ti, at det er vigtigt at sortere plastik i husholdningen, så det kan genanvendes. Men genanvendelse er ikke let, bl.a. fordi der indgår en masse tilsætningsstoffer i plastik, som giver det særlige egenskaber.
”Ledninger skal være bøjelige og indeholder blødgører, det samme gælder blodposer. Plast, som sidder på en bil, skal være modstandsdygtigt over for solens uv-stråling og skal kunne klare vejrforholdene, uanset om du bor i det nordlige Norge eller det sydlige Spanien. Derudover er det svært at vide, om forbrugeren har gjort noget ved plasten – er den f.eks. blevet malet over eller andet, som gør den ubrugelig. Ved genanvendelse inden for f.eks. medicinalindustrien er der meget høje krav, som gør genanvendelse sværere, mens der er andre områder hvor det er lettere at genanvende,” fortæller Jesper Lauridsen.
Jesper Lauridsen, seniorkonsulent i Dansk Standard
Nordisk samarbejde giver større indflydelse
En af de producenter, der er gået aktivt ind i udformningen af fælleseuropæiske standarder, er svenske Trioplast, som er en af Europas førende producenter af plastikfilm af polyethylen.
”Vi producerer produkter til engangsbrug og har derfor i en årrække fokuseret på, hvordan vi kan gøre dette mere ansvarligt og bæredygtigt. Blandt andet har vi lanceret tre nye produktlinjer. De er fremstillet af fornybare, ressourceeffektive materialer og genbrugsplast, og er alle fuldt ud genanvendelige,” fortæller Kristin Olofsson, Trioplasts direktør for innovation, bæredygtighed og CSR.
Hun er dog godt klar over, at en enkelt virksomhed eller et enkelt land ikke kan skabe en global forandring.
”Hver for sig er de nordiske lande små spillere i EU-sammenhæng, men sammen står vi langt stærkere, og det gælder også i arbejdet med de nye standarder. Det er vigtigt, at industrien engagerer sig i standardiseringsarbejdet, så vi er med til at sikre, at standarderne bliver praktisk anvendelige. Samtidig giver det os en unik mulighed for at påvirke fremtidens marked og bringe os på forkant med den bæredygtighed, der med garanti vil blive krævet fra forbrugerne og politisk side,” siger Kristin Olofsson, som opfordrer danske plastproducenter og interessenter i plastindustrien til at deltage i udviklingen af de nye standarder.
”Vi er nødt til at tale om, hvad vi som industri gør, ellers tror omverdenen, at vi ikke handler,” siger hun.
For at sparke arbejdet med de nye standarder godt i gang holder Dansk Standard gratis kickoff-møde den 25. september for producenter, affaldsbehandlere, NGO’er, universiteter, myndigheder og andre med interesse i plastindustrien. Samme dag inviterer Dansk Standard til morgenbriefing om cirkulær økonomi – fra ord til handling. Tilmelding til begge dele sker på ds.dk
Vil du vide mere om plastik og cirkulær økonomi? Læs med her: https://forkant.ds.dk/category/plast-1204
