Bedemand H. J. Madsen

Hvad gør du, hvis dit familiemedlem dør i udlandet?

Hvis der sker et dødsfald i udlandet blandt en af dine allernærmeste, skal det håndteres anderledes, end hvis det sker herhjemme.

Ifølge tal fra Udenrigsministeriets Borgerservice var Spanien det land, hvor flest danskere døde i 2015. Foto Colourbox
Artiklen er leveret af

Hvis det værst tænkelige sker, og et nærtstående familiemedlem dør i udlandet, og du sidder herhjemme, så skal du først og fremmest finde ud, hvilket forsikringsselskab afdøde havde.

Ifølge tal fra Udenrigsministeriets Borgerservice var Spanien det land, hvor flest danskere døde i 2015. På ambassaden i Madrid fortæller kommunikationskoordinator, Mikkel Larsen, at ambassaden ofte involveres, når der skal formidles kontakt mellem de lokale myndigheder, de pårørende og forsikringsselskabet.

”Derefter er det normalt forsikringsselskabet, der står for alt det praktiske,” lyder det fra Mikkel Larsen, som generelt anbefaler danskerne at tegne en forsikring, når de rejser, fordi hjemtransporten i tilfælde af dødsfald kommer til at ske for egen regning, hvis man ikke er forsikret.

Karin Tranberg, der er Executive Vice President i SOS International, som er alarmcentral for forsikringsselskaber i Norden, anbefaler, at du tager kontakt til afdødes forsikringsselskab som det allerførste, når nogen dør i udlandet. Foto PR
Karin Tranberg, der er Executive Vice President i SOS International, som er alarmcentral for forsikringsselskaber i Norden, anbefaler, at du tager kontakt til afdødes forsikringsselskab som det allerførste.

”Hvis du ikke ved, hvor afdøde havde sin forsikring, så kan du starte med at ringe til SOS International, der samarbejder med både store og små forsikringsselskaber herhjemme for at høre, om vedkommende er registreret der. Vi anbefaler, at man tager en kopi af sin rejseforsikring til ens nærmeste, inden man tager hjemmefra, så de er bedre stillet, hvis en situation som denne skulle opstå,” siger Karin Tranberg og tilføjer, at alarmcentralen står for al koordinering i forhold til den lokale ambassade og den lokale bedemand - og sørger for, at der bliver lavet et ligpas.

”I det øjeblik alarmcentralen er kontaktet, så overtager alarmcentralen ansvaret, og sørger hele tiden for at opdatere den pårørende,” siger Karin Tranberg.

Vil du afsted til destinationen?

Hvis den afdøde har været ude at rejse alene, så vil en normal rejseforsikring typisk ikke dække, at man som pårørende rejser ud.

”I nogle tilfælde går forsikringsselskaberne alligevel ind og dækker det, hvis en afdød for eksempel har været i Thailand, og der er meget bagage, der skal transporteres hjem. Der kan det i nogle tilfælde være billigere for forsikringsselskaberne at flyve en pårørende til destinationen og få bagagen hjem på den måde. Der er selvfølgelig også særtilfælde, hvis en forælder er død på en rejse, og børnene for eksempel står alene tilbage, og der vil man oftest sende en pårørende afsted,” fortæller Karin Tranberg og tilføjer, at man selvfølgelig altid kan høre om sine muligheder for at komme afsted til rejsedestinationen, hvis man gerne vil dertil.

Dog anbefaler man i SOS International, at man overvejer nøje, hvorvidt man skal tage afsted, hvis afdøde har været involveret i en ulykke, fordi det så kan være en voldsom oplevelse at se afdøde.

Vær tålmodig

Karin Tranberg råder til, at man væbner sig med god tålmodighed i forhold til at få afdøde hjem, selv om det kan være svært i sådan en situation.

”Det kan, særligt fra nogle lande, tage virkelig lang tid, før man kan få afdøde hjem. Nogle steder kan det tage nogle uger, og i særlige tilfælde, hvor man for eksempel har været i tvivl om dødsårsagen, kan det tage endnu længere tid. Vi ved, at folk er utålmodige, fordi de gerne vil have en begravelse, og det er helt forståeligt, men man skal være klar over, at det ikke går så stærkt.”

Hvis man ønsker at få en urne hjem i stedet for afdøde, så vil forsikringen ifølge Karin Tranberg normalt dække kremeringen og en hjemtransport af urnen. I nogle tilfælde dækker man også, at man selv henter urnen.

Når du har været i kontakt med forsikringsselskabets alarmcentral, skal du desuden finde en lokal bedemand her i Danmark, som skal stå for den danske begravelse, hvis det er det, du ønsker.

Hos Bedemand H. J. Madsen i Aarhus har man stor rutine i at håndtere og hjælpe familier, som har dødsfald i udlandet.

”Vi kan godt begynde at tale om det praktiske og ønsker for højtideligheden, men vi kan ikke fastsætte en dato for begravelsen eller bisættelsen, før vi er helt sikre på, hvornår kisten er i Danmark. Nogle gange skal afdøde i en ny kiste, når afdøde kommer hjem, fordi kisten, der kommer, kun er beregnet til transport,” siger bedemand Helle Trabjerglund og tilføjer, at man derudover ordner alt papirarbejdet her i Danmark.

I både 2015 og 2016 havde SOS International lige under 100 hjemtransporter i enten kister eller urner til Danmark.

Følg
Jyllands-Posten
Annoncørbetalt indhold Bedemand H. J. Madsen

Vi dør fysisk – men ikke digitalt

Hvor mange sociale konti har du? Er du på Facebook, Instagram, Twitter, LinkedIn - har billeder liggende på Dropbox - og er i besiddelse af et par forskellige mail-konti? Hvad sker der med din digitale arv, når du dør? Hvis du ikke har truffet et aktivt valg, så vil du formentlig leve videre digitalt efter din død.
Annoncørbetalt indhold Bedemand H. J. Madsen

Tænk over fordelingen af dine værdier, inden du dør

Et testamente minimerer risikoen for familiære arvekonflikter, hvor der kan være mange følelser på spil.
Annoncørbetalt indhold Bedemand H. J. Madsen

Sorgprocessen er en vigtig heler

Tillad dig selv at være i de forskellige sorgfaser, når nogen tæt på dig er død: Det er helende for dig. Lukker du dine følelser ude, kan du ende med en kronisk sorgreaktion.
Annoncørbetalt indhold Bedemand H. J. Madsen

Hvad gør du, hvis dit familiemedlem dør i udlandet?

Hvis der sker et dødsfald i udlandet blandt en af dine allernærmeste, skal det håndteres anderledes, end hvis det sker herhjemme.
Annoncørbetalt indhold Bedemand H. J. Madsen

Husk at skrive din sidste vilje ned

Hvis du allerede nu ved, hvad der skal ske med dig, når du er død, så kan det være en stor fordel at få skrevet det ned. Det vil gøre situationen lettere for dine efterladte, som står med meget andet praktisk og ikke mindst med en kæmpe sorg, når du er død.

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her