*

Syddjurs

God økonomi: Syddjurs investerer, men dropper skattelettelser

Syddjurs’ budget for 2018 viser en god økonomi og prioriterer investeringer i de yngste indbyggere.

Syddjurs’ borgmester Claus Wistoft er yderst tilfreds med det budgetforlig, som et bredt flertal skrev under på onsdag. Det viser en kommune med en sund økonomi, mener han. Foto: Casper Dalhoff

Meget tyder på, at der er politisk enighed i Syddjurs Kommune, hvor 25 ud af byrådets 27 medlemmer onsdag skrev under på budgettet for 2018.

Løsgænger Anette Quist Busk overvejer sin stillingtagen, inden forliget skal 2. behandles, mens kun konservative Jørgen Brøgger står udenfor.

Forud for onsdagens budgetaftale for 2018 afholdt Syddjurs Kommune borgermøde på Facebook. Og i løbet af to timer kom der over 400 kommentarer med forslag til og diskussion af, hvad politikerne skal og ikke skal prioritere i 2018-budgettet:

Skatten skal ned. Skatten skal ikke ned. Hvad med pasningsmuligheder? Skal letbanen udvides til at gå til lufthavnen? Og hvad med social- og handicapområdet?

Der var mange aktive deltagere – og borgmester Claus Wistoft (V) siger bekræftende, at kommunen også kommer til at gøre brug af den slags kommunikation på digitale platforme en anden gang.

»Det var en spændende oplevelse – og meget intens, hvor man knokler på for at svare så mange som muligt. Jeg kan godt forstå de, der sidder i en lægevagt og er under voldsomt pres for at håndtere alle henvendelser,« siger han.

Det er dog begrænset, hvilken indflydelse det digitale borgermøde har haft på budgetlægningen for 2018, eftersom mødet var mandag, og der tirsdag og onsdag blot skulle finpudsninger til, før budgettet onsdag lå fast og godkendt. Bedre tid var der til at fordøje de kommentarer, der kom til det velbesøgte, fysiske borgermøde, som kommunen afholdt nogle uger forinden.

Centrale punkter

Syddjurs’ budget

Forøget byggemodning og salg af byggegrunde til private og erhverv i hele kommunen.

Investeringer i udviklingen af servicen i Hornslet og midler til helhedsplan for Rønde og Ebeltoft.

Renovering af Kolind Svømmebad, løft af idrætspuljen til bedre idrætsfaciliteter, boldbaner i Mørke og det store kulturprojekt Ny Malt i Ebeltoft.

Anlægsmidler til ny daginstitution i Knebel sammen med støtte til projekt ”Mols i udvikling”.

Færdiggørelse af den nye daginstitution i Mørke og en vuggestuegruppe i Hornslet Vest (Ågården).

Renovering af Marienhoffskolen i Ryomgård færdiggøres i 2018.

Investering i bedre trafiksikkerhed, fortove og renovering af stier, vejbelysning, cykelstier.

Investering i nye veje omkring Nimtofte.

Investeringer i bæredygtighed og klima.

Bedre økonomi

Helt overordnet kan Syddjurs Kommune bryste sig af en god økonomi – noget som borgmesteren er særligt stolt af, fordi det viser, at de i kommunen har omlagt den måde, de prioriterer midler på.

»For år tilbage skar man for eksempel en procent på alle bevillingsområder for at få budgettet til at gå op. I dag annoncerer vi allerede et år i forvejen over for forvaltningen, hvilket effektiviseringsråderum vi forventer til næste år. Så er der et helt år til at arbejde med effektiviseringsløsninger. Det giver ro i organisationen,« forklarer han.

Den gode økonomi betød dog ikke, at der blev en skattenedsættelse – noget især de borgerlige partier har kæmpet for. 13 stemte for, men 14 imod. Det var helt afgørende for, at det konservative byrådsmedlem Jørgen Brøgger valgte at trække sig fra forliget.

»Jeg synes, at Syddjurs kører godt på mange måder – det går godt, og der er en god kassebeholdning, som er over det, byrådet har sat som mål. Så lad os nu få skatten ned – det ville underbygge, at Syddjurs er attraktiv at flytte til,« siger han og peger på, at kommunen har en af landets højeste skatteprocenter.

I kommentarerne til budgettet står, at forligspartierne er enige om, at hvis den positive økonomiske udvikling for Syddjurs fortsætter næste år, bør det nye byråd diskutere mulighederne for en skattenedsættelse omkring budget 2019.

For Kirstine Bille (SF), 1. viceborgmester, er det netop vigtigt at sikre sig, at den gode økonomi holder, før skattelettelser kommer på bordet.

»Dermed undgår vi at spille hasard med den økonomi, som vi har brugt syv år på at genoprette. Vi ved ikke, hvordan fremtiden ser ud, så jeg er meget tilfreds med, at vi er herrer i eget hus og kan finansiere driften med vores egen indtægt.«

Investering i bløde områder

I budgetforliget har der været særligt fokus på større anlægsinvesteringer og de bløde områder – børn, ældre – og infrastruktur.

Den fremtidige kapacitet på daginstitutions- og skoleområdet har bl.a. spillet en stor rolle. Forligspartierne har således afsat 14 mio. kr. til en ny daginstitution i Knebel, ligesom en løbende investering skal udvikle servicen i Hornslet – i første omgang med særligt fokus på daginstitutionsområdet. Og så er der investering i både sundhedspleje, vuggestuer og børnehaver.

»Jeg er glad for, at økonomien er genoprettet, så der er plads til at styrke indsatsen for de mindste. Det tror jeg er en rigtig god investering, som gør, at vi undgår fremtidige udgifter, hvor børn bliver til sager, fremfor børn,« siger Kirstine Bille.

Skoler friholdes

Samtidig friholdes skoleområdet for besparelser, men får tværtimod tilført ressourcer, så den lærings- og trivselspolitik, som byrådet vedtog i foråret, kan indfries.

Den har som mål, at alle børn og unge i kommunen skal blive så dygtige, de kan, og bakkes op af en række konkrete indsatser med det formål, at alle unge finder den vej ind i uddannelsessystemet, som matcher den enkeltes evner og interesseområder. På samme måde friholdes ungdomsskolen for de besparelser, som ellers blev pålagt den ved sidste års budget.

I budgettet er der også taget højde for, at Syddjurs er en landkommune, og der er således også investeret i kollektiv trafik og en styrkelse af landsbyerne med en ny landsbyunderstøttende pulje med såkaldt bosætningsfremmende sigte.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Lad os lige smutte til London eller Paris

Jonathan Ries, bestyrelsesmedlem Vedvarende Energi Klosterport 4F, Aarhus C
Vores forbrug har taget overhånd, når danskere flyver til udlandet på en smuttur for at holde julefrokost. Hvad med miljøet?

Debat: Hvorfor blev Camilla Fabricius ikke rådmand?

Randi Bruhn Mannion, Hvidmosevej 8, Ebeltoft
Endelig kom der et svar fra formanden fra Socialdemokratiet i Aarhus på spørgsmålet om, hvorfor Camilla Fabricius ikke blev rådmand i Aarhus.
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her