*

Sport

»Så slemt er det ikke. Der er jo flere år med flueben end år med røde krydser«

To år inde i karrieren som professionel tennisspiller har skader, skader, skader fået Søren Hess-Olesen til at humpe afsted, men aarhusianeren bevarer troen på, at bedre tider er på vej.

Trods alt for lang tid i skyggen elsker Søren Hess-Olesen stadig tennissporten. Foto: Joachim Ladefoged

I mange af livets indslag er det sin sag at bevare optimismen.

Hvad betyder det, om glasset er halvfyldt eller halvtomt, hvis indholdet smager rædderligt?

Hvis hver eneste lille forsigtige fornemmelse af noget godt efterfølges af den sønderknusende oplevelse ved endnu et tilbageslag?

Dér har Søren Hess-Olesen været.

Som professionel tennisspiller er han totalt afhængig af at kunne spille sammen med sin krop, der imidlertid bedst kan beskrives som en gennemført dobbeltfejl.

Sortsyn ved årsskiftet

Skade på skade på skade har fået ham til groft sagt at stå i stampe de seneste to år og har forhindret ham i for alvor at komme i gang med karrieren, et forløb, der fik ham til at tænke tanker omkring nytåret 2016.

»Jeg begyndte bare at føle, at hold da kæft, hvor er vejen lang. Det hele har været så hakkende, fordi jeg hele tiden er blevet bremset af et eller andet og så igen skulle holde pause, genoptræne, ramme en god træningsperiode, spille træningskampe, klare mig gennem kvalifikationskampe for at nå ind i turneringerne og så acceptere en halvlang periode med svingende resultater.

Først derefter ville jeg være på det niveau, som jeg hele tiden søger, og så blev det hele lidt sort og negative tanker,« fastslår den 26-årige Søren Hess-Olesen.

»Omvendt vil jeg simpelthen ikke stoppe, før jeg har haft en reel chance for at se, hvor god jeg egentlig kan blive, og det kan jeg først, når jeg har haft en kontinuerlig periode på flere år og har kunnet følge min plan.

Derfor skabte jeg et billede inde i hovedet af en kalender for de seneste 15 år. Jeg satte flueben ud for gode år, dårlige fik et rødt kryds. Jeg gav et rødt kryds til sidste halvdel af 2015 og hele 2016. Så slemt er det ikke. Der er jo flere år med flueben end år med røde krydser, og 2017 ligger også til at blive et flueben.«

De seneste otte måneder har godt nok langt fra været renset for kropslige sammenbrud, men Søren Hess-Olesen har deltaget i otte turneringer, spillet holdkampe både herhjemme og i Tyskland, har debuteret på det danske Davis Cup-hold og mener at kunne mærke, at skavankerne konstant bliver mindre og mindre alvorlige, så på et tidspunkt bliver han forhåbentlig helt fri for at slås mod sig selv.

Finansiel rygdækning

Økonomiske kvaler har Søren Hess-Olesen til alt held ikke skullet kæmpe med.

Ganske vist har resultaterne i sæsonen indtil videre kun indbragt godt 13.000 kr., men han holder sine udgifter på et absolut minimum, bor billigt sammen med sin kæreste og får tilskud fra sit bagland. En rygdækning, der gør ham i stand til ikke at stresse.

»Noget af det værste har været, at jeg mange gange har haft utroligt meget tid til at tænke over tingene. Hvorfor skal det tage så lang tid at blive klar igen? Har jeg gjort noget for lidt? Eller for meget? Eller forkert? Det er jo en naturlig reaktion at ville finde forklaring på alt, men det gjorde det også ekstra hårdt.

Sidste efterår måtte jeg ikke serve på grund af min albue, men måtte godt spille, så jeg besluttede mig for at stille op i nogle turneringer for at bevare fornemmelsen. Tennis er jo mit liv, og jeg kunne ikke klare ikke at spille kampe. Jeg lod være med at serve ret hårdt og forsøgte at være ligeglad med resultaterne, men det var utroligt svært. Et nederlag er et nederlag, og det påvirkede mig mentalt, for det er svært at være ligeglad,« indrømmer Søren Hess-Olesen, der har haft godt af at tale med Frederik Löchte Nielsen.

Den danske veteran har konsekvent nægtet at presse sig selv med store ambitioner og forsøger at nyde hvert eneste slag og være lykkelig for overhovedet at have muligheden for at være professionel.

»Jeg kan lære meget af ham. Efter så lang tid ude kunne jeg sagtens begynde at stresse mig selv til hurtigt at komme højere op på verdensranglisten, men det handler i stedet om at gøre alt det rigtige, og så skal alt det andet nok komme af sig selv,« mener Søren HessOlesen.

Og hans fremtidsdrømme?

I første omgang skal han komme sig over en fibersprængning, der ramte ham for 10 dage siden.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her