Annonce
JP Aarhus 20 år
Sport

Styrketræner bøjer stegepander

Simon Stewart er styrketræner for en række elitesportsfolk i Aarhus og morer sig i fritiden med blandt andet at bøje stegepander af jern med de bare næver.

Simon Stewart erkender, at han savner selv at være manden i centrum. Foto: Jan Dagø

»Jeg er en styrkenørd.«

Simon Stewart behøver hverken lang betænkningstid eller mange ord til at forklare, hvorfor han kan findes på YouTube under overskriften »Simon Strongman - Rolls up a thick Ikea frying pan«.

Og ja, på hjemmesiden med de mange videoklip ruller den amerikanske muskelkarl rent faktisk en stegepande sammen til en pandekage - med de bare næver og på omkring halvandet minut.

Bedre reklame kan dårlig tænkes for en fyr, der lever af at gøre elitesportsfolk i Aarhus større, stærkere og hurtigere, og lignende overgreb på hestesko, telefonbøger og svensknøgler vækker da også altid jubel blandt hans elever - topsejler og OL-guldvinder Martin Kirketerp, basketballspillerne i Bakken Bears, landets bedste bueskytter, taekwondo-kæmper Mads Hansen og atletikforbundets bedste kastere.

Søsters bryllup

Peder Linnet fra Bakken Bears var så begejstret for kraftudladningerne, at han gav sin tale et effektfuldt twist ved sin søsters bryllup.

Efter at have advaret den nye svoger om at opføre sig ordentligt over for sin brud fastslog han, at han i modsat fald kendte folk, der kunne bøje ham sammen på alle ledder og kanter.

»Og så kom jeg ind i rockervest og solbriller og rev et spil kort midt over, inden jeg kastede det i hovedet på ham. Så røg en tyk telefonbog, en stegepande, en jernstang og så videre, og han endte faktisk med at være noget nervøs,« siger den aarhusianske styrkeløfter.

Simon Stewart slutter anekdoten med et rungende grin og afslører sig som alt andet end en bad guy.

En anden fordom lever han dog op til, for han har i bedste amerikanske stil formået at gribe de chancer, der tilfældigt er kommet forbi - blandt andet da han i slutningen af 1990'erne af al vilje ville på universitet for at slippe væk fra sin lilleby.

Førsteprioritet var et sportsstipendium, men Simon Stewart opgav amerikansk fodbold efter at have brækket ryggen på en holdkammerat ved et uheld og blev i stedet optaget på University of Idaho som kuglestøder og diskoskaster.

Dér fandt han hurtigt en makker, der var lige så nørdet med vægte og styrketræning som han selv, og i dag tøver Joachim B. Olsen ikke med at tildele Simon Stewart en stor del af æren for sin internationale succes med blandt andet OL-bronze i 2004.

»For mig var det vigtigere at have en god træningsmakker end en dygtig træner, for det var fedt at have én, som man kunne træne hårdt med og blive presset af,« fastslår Joachim B. Olsen.

På sin side er han til gengæld ansvarlig for omplantningen af Simon Stewart, der kom til Danmark for at pumpe det danske medaljehåb op til legene i Athen og for selv at blive skarp til de amerikanske udtagelsesmesterskaber.

Skulderproblemer

En sød dansk pige forpurrede hans planlagte hjemtur bagefter, og Joachim B. Olsens bøn om at blive hans træner frem mod OL i Beijing fik ham igen til at afbestille flybilletten, da et afbrudt forhold til kæresten ellers på ny havde fået Simon Stewart til at spejde over Atlanten

På det tidspunkt havde knæ- og skulderproblemer stoppet hans egen karriere, og Simon Stewart fik pludselig god brug for sin uddannelse i idræt, træning og fysioterapi, da hans daglige gang i elitemiljøet på Atletion begyndte at kaste andre opgaver af sig.

»Der er tusind måder at løfte vægte, og det er ekstremt forvirrende og ikke så udbytterigt, hvis man gør det selv og ikke er ekspert. Jeg overtager ansvaret, så de aktive kan koncentrere sig om selve deres sport. De skal have tillid til, at jeg nok skal klare den del af det, for jeg har selv været eliteudøver, jeg har studeret og jeg har været træner.«

Simon Stewart erkender, at han savner selv at være manden i centrum.

»Jeg får betaling i resultater, hvis de vinder mesterskabet, kommer til OL eller når et andet mål, men jeg er kun en lille del af deres arbejde. Jeg ville rigtigt gerne kunne nøjes med at arbejde med ét stort hold eller ét stort forbund, for det er hårdt at have så mange atleter for at få det hele til at hænge sammen,« fastslår Simon Stewart.

Voksede op på en gård

»Så kunne jeg specialisere mig i en sport og slippe for hele tiden at skifte kasket, men jeg må bare glæde mig over, at jeg lærer en masse ved at arbejde med så forskellige sportsgrene.«

Og så lige tilbage til hans passion for at krumme metalgenstande, som han på ingen måde finder bizar.

»Jeg voksede op på en gård, så jeg lavede landbrugsarbejde og dyrkede sport, hvilket gjorde mig stærk og meget fascineret af at være stor. Jeg konkurrerede altid med drengene fra de andre gårde om, hvem der kunne løfte en brændeknude eller holde et tungt værktøj over hovedet længst,« fortæller Simon Stewart

»Derfor har jeg altid haft stærke hænder og håndled, og da jeg måtte stoppe som kuglestøder, begyndte jeg at træne dem målrettet. Jeg blev nødt til at træne, for ellers ville jeg miste forstanden,« siger den aarhusianske styrketræner.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Sket i byen

På skraldejagt i skovbunden

En gruppe børn og voksne var søndag formiddag ude og samle affald i Riis Skov på foranledning af familiemediet "Børnenes Aarhus".
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Man behandler da en ældre dame ordentligt, gør man ikke?

Michael Dohn Sørensen
De uheldige episoder var en kærkommen lejlighed. Der var jo igangsat en redningsplan, men den efterlader nu indtrykket af blot at være spil for galleriet.

Debat: Politikerne er for uambitiøse

Bent Bjørn Møller Hansen
Aarhus' historie
Annonce
Redaktionen anbefaler
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce
Viden
Professor advarer: "Big Data" kan føre til forkerte behandlinger
Mere sundhedsdata har et kæmpe potentiale for behandlinger. Men udviklingen kan paradoksalt nok øge mængden af fejldiagnosticeringer, advarer statistiker. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her