Skanderborg

Smukfest melder om god interesse uden hysteri

Salget af endagsbilletter går stille og roligt, oplyser Smukfest.

Gnags & Venner lukkede Bøgescenerne på Smukfest 2017. Foto: Morten Lau-Nielsen

Fredagsbilletterne til Smukfest 2018 var hurtigt udsolgt, men det er stadig muligt at komme med på Danmarks Smukkeste Festival, fortæller formand for Skanderborg Festivalklub, Poul Martin Bonde.

»Vi har en stille og rolig afvikling. Og det har vi det også fint med,« betror Poul Martin Bonde.

»Vi har haft nogle usædvanlige år, hvor tingene er gået meget hurtigt, og det gør ikke noget, hvis det igen kunne blive knap så hektisk. Vi har også sat en begrænsning på i år, så man kun kan købe to endagsbilletter.«

Prisen på endagsbilletter er igen blevet justeret op, så adgangen til festivalen onsdag koster 1.100 kr., torsdag 1.250 kr., mens prisen fredag og lørdag er 1.500 kr. Et armbånd til søndag, hvor dele af festivalen er lukket ned, kan dog fås for 275 kr.

Partoutbilletter revet væk

Da partoutbilletter blev sat til salg til 2.695 kr. i december, tog det omkring halvanden time at sælge de omkring 28.000 armbånd. Året før var billetterne helt ekstraordinært blevet solgt på fire timer og tyve minutter, mens endagsbilletter til torsdag, fredag og lørdag på Smukfest 2017 også var væk på få timer.

Vi har fået mange forespørgsler på Britney Spears og Shawn Mendes, så vi måtte til at lægge noget engelsk information om festivalen på hjemmesiden.
Poul Martin Bonde, formand for Skanderborg Festivalklub

Tror du, folk synes, billetterne er blevet for dyre?

»Det fornemmer vi ikke. Partoutbilletterne er også blevet sat op, men de blev revet væk. Fredagsbilletter var væk inden den første time, og torsdag og lørdag går også stærkt i øjeblikket,« fortæller formanden.

»Alle vores endagsbilletter på nær søndagsbilletter giver adgang til camping og shuttlebusser, så man kan sagtens få en uges festivaloplevelse alligevel. Det er der rigtig mange unge, som benytter sig af.«

Udlandet kalder

For en uge siden offentliggjorde festivalen store dele af programmet, og den populære rapper Kendrick Lamar har meldt sin ankomst i bøgeskoven. Også popsangeren Shawn Mendes, der har hittet med numre som ”There’s Nothing Holding Me Back” og ”Mercy” kommer og optræder til Smukfest 2018, mens publikum, der sukker efter elektronisk musik, bl.a. kan opleve den canadiske kunster Deadmau5.

Tidligere er det blevet annonceret, at den amerikanske kunstner Britney Spears åbner festivalen om onsdagen.

Det har ifølge formanden resulteret i en større interesse fra udlandet.

»Vi har fået mange forespørgsler på Britney Spears og Shawn Mendes, så vi måtte til at lægge noget engelsk information om festivalen på hjemmesiden. Vi plejer ikke at sælge ret mange billetter til folk uden for Danmark, men det kan være, at vi i år sælger flere ad den vej,« forudser Poul Martin Bonde.

Festivalgæster brugte flere penge: Smukfest gav ny salgsrekord

Flere danske navne er desuden på plakaten – bl.a. Kim Larsen, Nephew, Rasmus Seebach, Kesi, Gilli, Mø og D-A-D.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Om temaet

Følg med, når Jyllands-Posten serverer nyheder, reportager og anmeldelser fra årets Smukfest.

Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her