Et butikstyveri i Mårslet ved Aarhus udviklede sig lørdag til en voldepisode
En 21-årig mand forsøgte at vriste sig fri efter at være blevet tilbageholdt af personalet, og sent på eftermiddagen blev Østjyllands Politi tilkaldt til butikken.
Slog med sin styrthjelm
"Vi har sigtet en mand i forbindelse med et butikstyveri. Manden var blevet tilbageholdt af en 41-årig medarbejder, der havde fanget den 21-årige mand i butikstyveri, hvorefter kunden slog medarbejderen med sin styrthjelm," siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Rikard Jakobsen.
Den 21-årige mand er ikke tidligere kendt af politiet, men er nu sigtet for vold.
Den 41-årige butiksansatte slap med overfladiske knubs i hovedet og havde ikke behov for at komme på skadestuen.