Annonce
JP Aarhus 20 år
Politik

Rådmand om omstridt byggeri: Det er en ommer

Massive protester over nyt butikscenter i Højbjerg får rådmand til at slå bremsen i.

Marc Perera Christensen (K). Arkivfoto

Kulturrådmand Marc Perera Christensen (K) kan være ved at trække tæppet væk under et nyt, omstridt byggeprojekt i Højbjerg.

Det sker, efter at beboere i Højbjerg under en høringsproces har protesteret massivt til Aarhus Kommune over, at den private projektudvikler Claes Remien vil opføre et centerbyggeri på hjørnet af Oddervej og Heidesvej. Projektet har ifølge bygherren været flere år undervejs.

Indkøbscentret skal efter planen opføres på tre grunde, hvoraf Claes Remien ejer de to, og Aarhus Kommune den sidste, og ideen var, at kommunen skulle rykke ind i byggeriet med et bibliotek samt en afdeling af borgerservice efter at have solgt sin grund fra til Remien. Men nu siger Marc Perera Christensen, at »arbejdet med etablering af et nyt bibliotek og borgerservice i Højbjerg skal begynde forfra«.

Bekymret over protester

Ifølge Claes Remien var der lagt op til, at Aarhus Kommune skulle være hovedlejer i det nye byggeri.

Selve byggesagen ligger ikke i Marc Perera Christensens magistrat - men i teknisk forvaltning - men kulturrådmanden er bekymret over de mange protester, siger han:

»Borgerservice og biblioteket er til for borgernes skyld. Det er vigtigt, at de placeres et sted, hvor borgerne er glade for at komme. Den netop afsluttede forhøring viser, at der er alt for stor usikkerhed om og utilfredshed med det foreslåede projekt. Når vi laver en høring, er det afgørende, at vi tager borgerne alvorligt. Derfor er der kun en rigtig beslutning i denne sag. Det er en ommer.«

En grundig proces

Det betyder ikke, at der ikke etableres et nyt folkebibliotek i Højbjerg, men blot at etableringen skal gentænkes.

»Det er afgørende for mig, at vi nu får lavet en grundig proces, der inddrager både borgere og kommunen. For mig er det vigtigere, at vi træffer den rigtige beslutning end en hurtig og forhastet beslutning,« siger Marc Perera Christensen.

I en pressemeddelelse fra Magistraten for Kultur og Borgerservice hedder det, at »de mange høringssvar i den netop afsluttede forhøring om et nyt centerbyggeri i Højbjerg fylder samlet mere end et stort ringbind« og at »langt de fleste svar er fra borgere, der er bekymrede over det nye byggeri.«

Simsek afventer proces

Sagen behandles i øjeblikket i Aarhus Kommunes afdeling for planlægning og byggeri, og den ansvarlige rådmand Bünyamin Simsek (V) understreger, at det er for tidligt at bortdømme projektet.

»Jeg har respekt for den konservative rådmands udmelding, men jeg synes, man skal passe på med at træffe beslutninger på et grundlag, man ikke har. Jeg afventer den proces, som er sat i gang,« siger han.

»Rigtig mange borgere har afleveret høringssvar, som forvaltningen nu kigger på. Dernæst vil jeg beslutte, om vi skal arbejde videre med projektet, eller om indsigelser og argumentationer er i sådan en grad, at det projekt ikke har nogen gang på jord, og at vi må afvise det. Og det grundlag har jeg ikke endnu,« siger Bünyamin Simsek.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Himmelbjerget er smuk i al sin enkelhed

Erling Melgaard Jarsbo
Himmelbjerget og omgivelserne trænger på ingen måde til udbygning med "hypet bras" og forgængeligt ragelse.
Aarhus' historie

Seks bud: Her er menneskerne, der former Aarhus om 20 år

Mona Juul. adm. direktør, Envision A/S

Aarhus er en skøn by – også om 20 år. For det er mennesker, der former byen. Ikke omvendt.

Debat: ”Generation innovation” bygger et Aarhus i kraftig vækst

Bente Steffensen, direktør, Erhverv Aarhus

Aarhus er en havne- og handelsby. Det gælder også for år 2038, hvor ungdommen byder ind med flere innovative løsninger, der får erhvervsliv, forskning og befolkning til at vokse i fællesskab.
Annonce
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her