*

Politik

Borgmester klandrer minister for manglende dialog om nationalparken

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har udpeget landmand Jørgen Blach, som ny formand for bestyrelsen for Nationalpark Mols Bjerge. Syddjurs’ borgmester Claus Wistoft (V) synes, at ministerens håndtering af formandsvalget har været direkte dårlig.

Der er meget kønt at se på i Nationalpark Mols Bjerge. Minister Esben Lunde Larsens håndtering af udpegning af ny formand er ikke en af dem, mener Syddjurs’ borg mester – Ventrepartifællen Claus Wistoft. Arkivfoto: Jan Dagø

Syddjurs’ borgmester Claus Wistoft (V) kender den nyvalgte formand for Nationalpark Mols Bjerge, Jørgen Blach, særdeles godt.

De to har en arbejdsmæssig fortid sammen, der ligger nogle år tilbage. Mens Claus Wistoft endnu var aktiv landmand og blandt andet drev gården Søholm i Kolindsund, havde borgmesteren og Jørgen Blach tillige en gård sammen i Skotland.

»Jeg kender Jørgen Blach vældig godt, og jeg synes, det er et spændende valg af ny formand for Nationalpark Mols Bjerges bestyrelse, men jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har en eneste aktie i valget af Jørgen Blach. Jeg er overhovedet ikke blevet spurgt eller taget med på råd,« siger Claus Wistoft.

Utilfreds med minister

Han har længe forgæves forsøgt at komme i kontakt med partifællen, miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, for at få en samtale om formandsvalget.

»Det har stort set været umuligt, selvom jeg flittigt har prøvet alle mulige kanaler, og jeg normalt har let ved at komme i kontakt med en af Venstres ministre på Christiansborg, fordi der er en fast procedure for den slags,« siger Claus Wistoft.

Claus Wistoft ville gerne have forklaret ministeren, at den lokale forankring er meget afgørende for en ny formand.

Han forstår udmærket Esben Lunde Larsens ambition om at skære Nationalparkbestyrelsen til, så den nye bestyrelse, som endnu ikke er udpeget, går fra 15 til 11 medlemmer.

»Det synes jeg, der kan være meget fornuft i, selv om jeg gerne havde set, at museerne havde fået en repræsentant med, men normal procedure må være, at der er en dialog med en minister, før han træffer en så afgørende beslutning for en så stor institution i Syddjurs, som Nationalpark Mols Bjerge er.«

Bor i Norddjurs

Den nye formand har bopæl på herregården Lykkesholm, der ligger i Norddjurs Kommune, men hans tilknytning til Syddjurs er der alligevel, fordi han er forpagter af herregården Rugård, hvor en del af jordarealet indgår i nationalparken.

Den nye formand er født i 1956 på herregården Lykkesholm mellem Tirstrup og Balle, som fjerde generation på herregården, der har eksisteret siden midten af 1500-tallet.

Han bor i dag på herregården, som han overtog driften af fra sin far, Mogens Blach.

I dag driver han en omfattende landbrugsvirksomhed i både ind- og udland sammen med blandt andre sin bror Jens Blach.

Landbrugsarealerne er på ca. 2.300 ha landbrugsjord, hvoraf ca. 1.000 ha er ejet, og resten er forpagtet.

Ved siden af landbruget er Jørgen Blach formand for Kolindsund Pumpelag.

Bestyrelsen er nationalparkens øverste ledelse, og den skal i samarbejde med lokalbefolkningen og organisationer sørge for, at den plan, der er udarbejdet for nationalparken, bliver gennemført.

Nationalparkbestyrelsen vil udover formanden, der som den eneste er udpeget, bestå af ti medlemmer.

Ud med lodsejerne

Esben Lunde Larsens valg af Jørgen Blach er kommet, efter at ministeren har besluttet, at Foreningen af Private Lodsejere i og omkring Nationalpark Mols Bjerge ikke længere skal være repræsenteret i bestyrelsen.

Det fik i sidste uge foreningen til at true med en pasmelding i forhold til det fremtidige samarbejde med nationalparken.

Foreningen af Private lodsejere har været repræsenteret i bestyrelsen siden Nationalparkens oprettelse for otte år siden.

»Vores fortsat positive gæstfrihed kræver indsigt og retten til indflydelse,« slog Peter Skovgaard, formand for de private lodsejere, fast.

Esben Lunde Larsen har hidtil ikke haft kommentarer til sagen.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Nu skrues der op for hastigheden på de midtjyske veje

Ole Birk Olesen , transport-, bygnings- og boligminister (LA) | Kristian Pihl Lorentzen, transportordfører (V) | Rasmus Jarlov, transportordfører (K) | Villum Christensen, transportordfører (LA) | Kim Christiansen, transportordfører (DF)
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her