Politik

Det nye byråd skal se på direktøransættelser

Aarhus: Efter kommunalvalget skal byrådet se på nye retningslinjer for direktøransættelser.

Foto: Ilan Brender

Selv om Aarhus Kommune allerede har regler for, hvordan en direktøransættelse skal foregå, så kan der være grund til at se på reglerne igen.

Det konstaterede borgmester Jacob Bundsgaard (S) på onsdagens byrådsmøde, hvor et forslag fra de borgerlige partier blev diskuteret. Partierne V, K, DF og Nye Borgerlige ønsker efter balladen om den udpegede kandidat til jobbet som ny direktør i Teknik og Miljø nye regler, som kan sikre det de fire partier kalder ”fair” betingelser. Borgmesteren fastslog, at de nuværende regler fra 2004 umiddelbart fungerer.

”Jeg er af den opfattelse, at det ikke er nødvendigt at ændre procedurerne. Det handler mere om et samarbejdskodeks i byrådet. Det kan dog være fornuftigt at se på, om proceduren passer til den tid, vi er i nu. Vi er allerede i gang med at se på antallet af instrukser i kommunen, så det vil være naturligt at tage denne med ind,” sagde Jacob Bundsgaard.

Ballade om ny teknik-direktør i Aarhus

For to uger siden afviste de borgerlige partier teknik-rådmand Kristian Würtz (S) kandidat til direktørjobbet i magistraten for Teknik og Miljø. Et af kritikpunkterne var bl.a., at byrådspolitikerne ikke fik tid nok til at sætte sig ind i sagen. Et flertal i byrådet stemte for kandidaten, tidl. folketingsmedlem Pernille Blach Hansen, som dermed fik tilbudt jobbet, men hun valgte at trække sig dagen efter. SF, som stemte for Pernille Blach Hansen, mener, at byrådet bør lave bedre regler.

»Løgn«, »magtmisbrug« og »dårlig dømmekraft«: Borgmester står for skud efter direktørkaos

”Jeg har oplevet, at vi har fået fem minutter til at undersøge en  kandidat, inden vi skulle stemme. Derfor kan der være gode grunde til at se på det igen. Samtidig skal der også være en drøftelse om, hvordan man etisk forholder sig til uenighed om en ansættelse. Det skal det nye byråd se på,” sagde Jan Ravn Christensen (SF), som samtidig påpegede, at ”den sociale kapital smuldrer nok lidt i et byråd op mod et valg”.

Det synspunkt er det konservative byrådsmedlem Marc Perera Christensen enig med ham i. 

En dramatisk direktørdag på rådhuset

”Den sociale kapital bliver altid presset op til et valg. Men det er altid problematisk, når byrådet får en fornemmelse af, at man bare skal rette ind. Der skal være mulighed for at rumme diskussionerne,” sagde Marc Perera Christensen.

Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige, konstaterede, at byrådets håndtering af ansættelsessagen ikke var køn.

”Med udgangspunkt i det skal vi sørge for at få proceduren ændret  fremadrettet. Derudover blev der kastet med sten. Det var heller ikke kønt. Og hvis vi kan undgå det fremadrettet, så skal vi gøre det. Det var en ubehagelig sag, hvor der ikke var tid til at sætte sig ind i den. Vi skal ikke begå den samme dumhed igen,” sagde Lars Boje Mathiesen.

Forslaget blev sendt til behandling i magistraten.

Den tidligere direktør i Teknik og Miljø blev afskediget som følge af konklusionerne i en rapport vedrørende forholdene i Center for Byens Anvendelse og Natur og Vejservice, Teknik og Miljø. Ansættelsen af en ny direktør er nu udskudt indtil  den kommende rådmand for teknik og miljø er kendt efter kommunevalget den 21. november.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Power må skrue ned i Danmark

Tilførsel af ny kapital til moderselskabet i Norge betyder, at elektronikkæden Power må reducere planerne om ekspansion i Danmark. Storbank skal give lov, hvis der åbnes flere varehuse her i landet. Finans
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Omlægning af banen fra Hovedgård til Hasselager

Bo Lindbirk, Fastrupvej 37, Solbjerg
Solbjerg og dens opland er i vild opstandelse over den VVM-undersøgelse, der nu er til høring.
Restauranter

Farvel til gastronomiregionen

Aarhus var europæisk gastronomiregion i 2017 med over 250 madevents i regionen. Evalueringen af året kommer i januar. Aktørerne håber at kunne fortsætte samarbejdet, bl.a. med byens restauranter.
Annonce
Redaktionen anbefaler

Analyse: Hvor skal vi hen, Aarhus?

Analyse: Den 1. januar begyndte den nye byrådsperiode for det nyvalgte byråd i Aarhus Kommune. Men hvad bliver de 31 lokale politikeres udfordringer i de kommende fire år? JP Aarhus kommer her med et bud på byrådets fem væsentligste opgaver.
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her