Annonce
JP Aarhus 20 år
Politik

»Jeg synes da, at jeg er meget mere værd«

Nu er udvalgs- og bestyrelsesposterne fordelt mellem de kommende 31 byrådsmedlemmer, og JP Aarhus har opgjort, hvad de hver især tjener. Aarhus Kommune udbetaler knap 900.000 kr. om måneden til politikerne.

Camilla Fabricius (S) og Maria Sloth (EL) ved det konstituerende byrådsmøde i Aarhus Kommune. Foto: Benjamin Nørskov

Godt nok lykkedes det ikke socialdemokraten Camilla Fabricius at få vekslet sine flere stemmer og højere placering på stemmesedlen end Kristian Würtz til at overtage hans rådmandspost, men derimod har hun sat sig tungt på en række af partiets øvrige poster i byrådet. Dermed skiller Camilla Fabricius sig ud som den fritidspolitiker, der kommer til at hæve den absolut højeste løn for sit politiske arbejde i Aarhus Kommune.

De får en god, ordentlig og billig arbejdskraft.
Camilla Fabricius (S), 1. viceborgmester, medlem af Magistraten, formand for Økonomiudvalget og medlem af §17, stk. 4-udvalget

Det viser JP Aarhus’ gennemgang af, hvad de 31 medlemmer i det kommende byråd får i vederlag for deres kommende poster i kommunens politiske udvalg og diverse bestyrelser og repræsentantskaber, som byrådsmedlemmerne kan blive udpeget til.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) får den højeste hyre, 1,1 mio. kr. om året. Oveni dette beløb kan han lægge et honorar på 56.000 kr. for at være formand for Aarhus Havn.

Han er skarpt forfulgt af de fem rådmænd, der alle kan hæve knap 900.000 kr. årligt for at være politikere på fuld tid og stå i spidsen for hver deres magistratsafdeling.

Fører hos fritidspolitikerne

Byrådet har desuden sat navne på tre magistratsmedlemmer, 42 poster i de faste politiske udvalg, tre pladser i et nyoprettet opgaveudvalg, viceborgmesterposterne, to medlemmer af Tvangsfjernelsesudvalget samt kommunens repræsentanter i diverse bestyrelser m.m.

Vederlagene for disse poster varierer. I udvalgene fra 45.365 kr. om året som menigt medlem til 168.532 kr. årligt for en formandspost i udvalget, der håndterer tvangsfjernelser af børn.

Analyse: Nu begynder kampen om Aarhus byråds bedste politiske ben

Efter at byrådets mange poster er blevet fordelt viser det sig, at Camilla Fabricius som 1. viceborgmester, medlem af Magistraten, formand for økonomiudvalget, medlem af §17, stk. 4-udvalget får et samlet vederlag på 455.000 kr. om året. Det er godt halvdelen af, hvad en rådmand tjener, men over 116.000 kr. mere end den næstbedsttjenende fritidspolitiker, Liv Gro Jensen, Alternativet. Hvis Liv Gro Jensen ender med at blive bestyrelsesformand, når hun og de øvrige medlemmer af Midttrafiks bestyrelse konstituerer sig, vil hun dog stige med 137.000 kr. i årligt honorar og dermed overgå Camilla Fabricius.

Køber sig fri fra firma

Camilla Fabricius er ikke i tvivl om, at hun er pengene værd for Aarhus Kommune:

»Jeg synes da, at jeg er meget mere værd end det. Jeg synes, at de får en god, ordentlig og billig arbejdskraft for det.«

Flere undersøgelser har vist, at lokalpolitikernes arbejdsbyrde er vokset, og set i det lys kan Camilla Fabricius’ mange kasketter i byrådet, hvor hun også er formand for den socialdemokratiske gruppe, virke som noget af en mundfuld. For at få tid til alle sine kommende opgaver har socialdemokraten derfor valgt at neddrosle opgaverne i sit konsulentfirma, hvori hun arbejder med virksomheder med mennesker med adhd og autisme.

»Det nytter jo ikke noget, at jeg påtager mig det ansvar og så arbejder fuld tid ved siden af. Så kan jeg jo ikke løse nogle af opgaverne godt nok,« siger politikeren, der ikke er i tvivl om betydningen af vederlagene for posterne.

»Det betyder, at man kan have noget ro til at koncentrere sig om at få det løst ordentligt. Det har været udfordrende på den gode måde at sidde i det, jeg har siddet i den seneste periode, men det har også været svært at få enderne til at hænge sammen,« siger Camilla Fabricius og forsikrer om, at vælgerne kan regne med, at hun nok skal varetage sine mange poster ordentligt.

Rådmandskabale: Fravalg af stemmesluger udløser intern S-kritik

Camilla Fabricius kan endnu ikke sige, hvad hun ser som sin største opgave:

»Det bliver du nødt til at spørge mig om igen om et år. Vi har jo ikke prøvet den her konstruktion før, så vi ved ikke, hvordan det kommer til at være.«

Socialdemokratiet indtager også sidstepladsen over vederlag, idet den nyvalgte Dorthe Borgkvist kun sidder i et enkelt udvalg. Sammen med Liberal Alliances spidskandidat, Almaz Mengesha, er hun den eneste af fritidspolitikerne, der kun har en enkelt lønnet post.

Det giver posterne

Vederlag til politikerne

Medlemmerne af byrådet får vederlag for en række af de poster, de besidder. Her er eksempler på vederlag fra den 1. januar 2018 – nedenstående beløb er, hvad posterne udløser årligt:

Borgmester: 1.123.547 kr.

Rådmand: 897.111 kr.

1. viceborgmester: 112.355 kr.

Magistratsmedlem: 112.355 kr.

Byrådsmedlemmer (på nær rådmænd og borgmester): 109.786 kr.

Formand for Teknisk Udvalg: 112.355 kr.

Medlem af Teknisk Udvalg: 70.543 kr.

Formand for faste udvalg (Økonomi, Social og Beskæftigelse, Sundhed og Omsorg, Kultur, Børn og Unge): 74.903 kr.

Medlem af et fast udvalg: 70.543 kr.

Formand for Tvangsfjernelsesudvalget: 168.532 kr.

Medlem af Tvangsfjernelsesudvalget: 102.072 kr.

Kilde: Aarhus Kommune

I det hele taget viser listen over de højeste vederlag, at det har været svært for nye byrådsmedlemmer at nå til tops. Kun Liv Gro Jensen, Alternativet, er på top-10, og kastes blikket på listens 20 øverste, er blot fem af disse nyvalgte.

Lønforhøjelse på vej

Aarhus Kommune udbetaler hver måned 866.782 kr. i vederlag til byrådsmedlemmer, oplyser Anne Arndt Nielsen, konsulent i kommunens byrådssekretariat. Honorarerne for posterne i bestyrelserne for f.eks. Aarhus Letbane og Aarhus Vand, betaler selskaberne selv, fortæller hun.

Hovedparten af de genvalgte byrådsmedlemmer vil opleve, at de får lidt mere i deres politiske lønpose, når de tager hul på en ny fireårig periode.

Hvor en post i et af de faste udvalg hidtil har udløst 42.530 kr. om året, stiger vederlaget ved årsskiftet til 45.365 kr. Og i Teknisk Udvalg, hvor vederlaget er højere på grund af flere møder, stiger dette fra 65.934 kr. til 70.543 kr.

Det skyldes, at to af de nuværende udvalg, Beskæftigelses- og Socialudvalget, der hver især har seks medlemmer og en formand, bliver lagt sammen, samt at der oprettes et nyt §17, stk. 4-udvalg med kun tre medlemmer.

»Alle udvalgsmedlemmer skal dele en pose penge, som svarer til 180 pct. af borgmesterens løn, og da der samlet set bliver tre udvalgsposter mindre, får alle lidt mere,« forklarer Anne Arndt Nielsen, der tilføjer, at vederlaget til en udvalgsformand er uafhængigt af antallet af medlemmer.

Får også telefon og taxiture

Måtte byrådsmedlemmer føle, at de står for langt nede af listen over, hvem der kan hæve de højeste vederlag, er der håb endnu. De har nemlig mulighed for at blive medlemmer af skatteankenævnet, vurderingsankenævnet og bestyrelsen for Aarhus Vand A/S, hvor vederlagene varierer fra 25.000 kr. til 116.936 kr. afhængig af, om de bliver menige medlemmer, næstformænd eller formænd.

Posterne ventes at blive fordelt i januar.

Ud over vederlagene for deres poster får byrådsmedlemmerne også en række goder. Bl.a. abonnement på to valgfrie aviser, Danske Kommuner og Kommunen. Mobil, tablet, pc og printer samt mobilt bredbånd til tablet og pc. Derudover får de betalt deres transport i egen bil, taxi eller bus og tog i forbindelse med byrådsarbejdet. Byrådsmedlemmer med hjemmeboende børn under 10 år, kan desuden få et børnetillæg på i alt 14.155 kr.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

JP mener: Husk at tale med djævlen

Hvis man kun hører sig selv og sine ligesindede, bliver man dummere og dummere for hver dag, der går.
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg
Aarhus' historie
Annonce
Redaktionen anbefaler
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce
Guide til ski i Grønland: Her er der skisæson både sommer og vinter
Skimæssigt kan Grønland næppe konkurrere med Norge eller Alperne, hvis man foretrækker gode anlæg, store løjper og barer med afterskiing. Til gengæld er naturen i Grønland vildere, og bjergene en stor udfordring. Vi viser vej til fire store skioplevelser. 
Se flere
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere
Rådmand om budget på ældreområdet: »Jeg kan ikke få armene ned«​
I følge rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF), har man ikke skullet sluge de helt store kameler på ældreområdet i kommunens budgetforlig for 2019, i betragtning af hvad man var blevet stillet i udsigt. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her