Politik

Venstre vil have bedre forhold for erhvervslivet

Venstre foreslår, at byrådet vedtager en erhvervspakke, der skal gøre det nemmere at drive virksomhed i Aarhus Kommune.

Bedre kommunal service, bedre trafik- og parkeringsforhold er nogle af de elementer i en erhvervspakke, som Venstre nu lægger frem i byrådet.

Målet er at bringe Aarhus i toppen af erhvervsvenlige danske kommuner for at fastholde og tiltrække flere arbejdspladser.

»Det er på tide at få sat en stopper for den negative udvikling, der er i virksomhedernes oplevelse af kommunens erhvervsvenlighed. I DI’s store erhvervsklimaundersøgelse er det gået støt ned ad bakke siden 2011,« siger rådmand og borgmesterkandidat Bünyamin Simsek (V).

Venstre ønsker bl.a. at nedsætte et erhvervsråd, som skal være tilknyttet borgmesteren og rådmanden for Teknik og Miljø, og hvor der medvirker repræsentanter for de forskellige brancher i byen.

Service som dna

Desuden skal kommunale virksomhedskonsulenter servicere virksomhederne og hjælpe dem igennem den kommunale sagsbehandling.

»Vi skal udøve myndighed med et veludviklet servicegen som en helt naturlig del af vores kommunes dna,« siger byrådskandidat og erhvervskvinde Heidi Bank (V).

Hun mener, at udkastet til den nye erhvervsplan for Aarhus Kommune er alt for ukonkret.

Venstre: Kommunen skal tage iværksættere i hånden

»Der er en masse positiv retorik, men ikke, hvad man egentlig vil, og hvor man vil hen. Man opdeler i klynger og vækstskabere, og så tager man ikke et af de vigtigste områder i forhold til antal ansatte – nemlig handel – med. Og det på trods af at vi brander os på at være en handelsby,« siger hun.

S: Findes allerede

Socialdemokraterne i byrådet mener, at Venstres forslag minder om noget, som kommunen enten allerede har eller har afsat penge til.

»Venstre render en åben dør ind,« mener politisk ordfører Peder Udengaard.

»Kommunen har allerede et erhvervskontaktudvalg og virksomhedskonsulenter. Og Venstre har lige været med i et budgetforlig, hvor vi har sat i omegnen af 1 mia. kr. af til forbedring af infrastruktur. I sidste års budgetforlig, som Venstre ikke ønskede at være en del af, blev der afsat et større millionbeløb til at nedbringe sagsbehandlingstiderne i forhold til byggetilladelser.«

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her