Politik

Venstre: Kommunen skal tage iværksættere i hånden

Det skal være nemmere for virksomheder at virke i Aarhus Kommune, mener Venstre. Socialdemokraterne og SF mener dog, at mange initiativer allerede er taget.

Aarhus Kommune lå i 2011 på en 41.-plads blandt landets 98 kommuner i DI's erhvervsklima- under søgelse. Siden er kommunen rykket yderligere ned og rangerer nu som nr. 85. Det bør være et mål at være blandt de 10 bedste, mener byrådskandidat for Venstre Heidi Bank.

Det er for svært at finde rundt i det kommunale system for virksomheder og iværksættere, mener Venstre. Derfor skal erhvervslivet hjælpes bedre på vej med en erhvervspakke, som partiet nu lægger frem for byrådet.

»Der er lavet et udkast til en ny erhvervsplan, og der er rigtig mange gode intentioner i den, men tingene er ikke konkrete nok,« siger byrådskandidat og erhvervskvinde Heidi Bank.

Venstres mål er at forbedre den kommunale service og sikre bedre trafik- og parkeringsforhold i og omkring Aarhus.

Partiet vil derfor have nedsat et erhvervsråd, som skal være tilknyttet borgmesteren og rådmanden for Teknik og Miljø, og hvor der medvirker repræsentanter for de forskellige brancher i byen. Desuden skal kommunale virksomhedskonsulenter servicere virksomhederne.

»Det centrale er, hvis man kan blive hjulpet gennem systemerne og sagsbehandlingen, i stedet for at man selv skal regne ud, hvor man skal gå hen. Specielt når man taler om iværksætteri, skal vi være langt dygtigere til at tage virksomhedsejerne i hånden, så man er sikker på, at de bliver guidet igennem systemet på en god og effektiv måde. Uanset hvad de spørger om, skal de have et svar,« pointerer Heidi Bank.

Venstre foreslår bl.a., at kommunen tager på studietur til nogle af de mest erhvervsvenlige danske kommuner for at lære af dem.

»Hvis man ikke forstår de udfordringer, som de mindre og mellemstore erhvervsdrivende har, så er det svært at lave de rigtige løsninger. Derfor er det en god idé at lære af de kommuner, som har erfaringerne,« mener hun.

Ned ad DI’s liste

Aarhus Kommune lå i 2011 på en 41.-plads blandt landets 98 kommuner i DI’s store erhvervsklimaundersøgelse. Siden er kommunen rykket yderligere ned og rangerer nu som nr. 85, hvilket Venstre finder helt utilfredsstillende.

Venstre vil have bedre forhold for erhvervslivet

»Det bør være et mål at nå op blandt de 10 bedste. Om det er opnåeligt, må tiden vise, men vi kan også godt leve med at være i top 15. I hvert fald bør vi sætte os det mål, at vi skal være bedre, og at vi vil tage ved lære af dem, som er bedst til det her.«

Ifølge Heidi Bank handler det på længere sigt om at bevare arbejdspladser og skabe nye for at sikre penge til velfærd i Aarhus Kommune.

»Og så handler det om, at vi skaber de bedst tænkelige vilkår, så virksomhederne ikke begynder at flytte job ud af landet, for har man først flyttet de første 20, er det nemmere at flytte de næste 50.«

»DI er lobbyister«

Socialdemokraterne i Aarhus Byråd mener, at kommunen allerede har taget initiativer til at styrke erhvervslivets betingelser, og ifølge politisk ordfører Peder Udengaard (S) bør Venstre heller ikke fokusere for meget på DI’s liste over erhvervsvenlige kommuner.

»Det er fint at komme op på listen, men det er ikke et mål i sig selv. Det må være at have gode rammevilkår for erhvervslivet i Aarhus og sørge for, at der er en god trafikafvikling til glæde for både erhvervslivet og borgerne i byen,« siger han.

SF erklærer sig også interesseret i at styrke erhvervslivets vilkår, men heller ikke gruppeformand Jan Ravn Christensen ser nogen grund til at have DI’s liste som mål.

»Jeg er langt mere interesseret i, at vi måler os på antallet af arbejdspladser, og om virksomhederne lokalt føler, at de får en ordentlig kommunal service,« siger Jan Ravn Christensen.

»DI’s målinger er lavet af lobbyister og giver ikke et retvisende billede. DI tager mange forhold med, som i bund og grund ikke er relevante for beskæftigelsessituationen i Aarhus. Det tæller f.eks. ned, at vi beskatter erhvervslivet, og at vi har arbejdsklausuler, der sikrer lærlingepladser, så det er en dårlig målestok,« siger gruppeformanden.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her