Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som JP Aarhus publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Fortællingen om viljen til at ville lykkes

Inklusion er på alles læber. Og den smager mildt sagt ikke for godt. Det er nemlig i høj grad de negative fortællinger, der når medierne. Men hvorfor ikke tage fat på de positive inklusionsfortællinger?

Viljen til at ville lykkes er en fortælling om en masse skoler, lærere, pædagoger, forældre og børn, der har fået den af regeringen tildelte mission inden 2020 at inkludere knap 10.000 flere elever i almenklasserne. Arkivfoto: Joachim Adrian/Polfoto

Inklusion rimer i ordets bogstavelige betydning ikke meget på konflikt og kaotiske forhold og matcher dermed heller ikke to af journalistikkens vigtigste nyhedskriterier. Alligevel er medierne og den offentlige mening fyldt med dramatiske fortællinger om inklusion – men vel at mærke fortællinger om mislykkede, uheldige, frygtelige og ligefrem skadelige inklusionsindsatser på forskellige skoler rundt omkring i landet. En overskrift som ”Dreng med ADHD banker de andre børn” sælger kort og godt flere aviser end en overskrift som ”Inklusion styrker børnenes sociale kompetencer”.

De journalistiske nyhedskriterier er sandsynligvis kommet for at blive. Og det samme kan man sige om en række fortællende genrer, der også lægger vægt på bl.a. konfliktstof som præmis for en god fortælling. Men derfor behøver fortællingen ikke være hverken ond, overvejende negativ eller have en dødelig udgang for at være spændende læsning. I både biografen, i bøgerne og på teatrene er det som bekendt også muligt at stifte bekendtskab med fortællinger, hvor det gode dominerer og også sejrer til sidst. Af en eller sandsynligvis flere grunde er det ikke rigtig tilfældet med inklusion.

Muligvis fordi det meget positivt ladede ord provokerer til kontratænkning og dermed en negativ vinkel på emnet. Derudover kommer en journalistisk trang til at dyrke ’the dark side’ koblet med en fobi over for alt for pæne glansbilleder. Sidstnævnte findes dog ganske givet heller ikke, når det drejer sig om inklusion, og kommer nok heller aldrig til det. Men en forsigtig påstand kunne være, at for hver negativ fortælling om inklusion, der bliver fortalt, er der mindst én positiv fortælling, der IKKE bliver fortalt – bl.a. fordi ovennævnte grunde spænder ben for et blik på det dramaturgiske potentiale, der faktisk godt kan ligge i de positive fortællinger. Men også fordi mange lærere, pædagoger, skoleledere og forældre holder sig tilbage med at øse ud af deres positive erfaringer. Når stemningen omkring inklusion er så negativ, og emnet er forbundet med så meget kritik, skal der nemlig en vis portion mod til at stå frem med det gode eksempel, for samtidig stiller man sig jo frem med det barn, den klasse eller den skole, der på et eller andet tidspunkt i inklusionsprocessen har udfordret de andre børns rammer og trivsel.

I den tid, det f.eks. tager at finde ud af, hvad der er fat med Iben, som forstyrrer i klassen, er der sandsynligvis nogle forældre, der mister tålmodigheden og trækker deres børn ud af skolen. Så selv om klassen til sidst lykkes med at få skabt en vellykket inklusion for lige netop Iben, så vil nogle forældre mene, at prisen har været for høj. Og så er det i stedet de forældres fortælling, der vil rydde forsiden og presse det gode eksempel ud i periferien.

Positive fortællinger

Vi vil dog alligevel opfordre alle inklusionsberørte parter om også at presse på med de positive fortællinger, som f.eks. fortællingen om drengen Villads, der har autisme, og som for to år siden derfor kunne se frem til et langt skoleliv i en specialklasse. Men som på grund af et tæt samarbejde mellem lærere, pædagoger og forældre samt en åben og involverende kultur både i og uden for skolen, i dag er en ligeværdig og fuldt ud accepteret kammerat i en klasse, hvor det er blevet normalt at være en, der er ”lidt speciel”.

At det lykkedes at inkludere Villads i en almenklasse er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at alle med autisme kan og bør inkluderes i almenklasser. Pointen er, at det omvendte langt fra heller ikke behøver at være tilfældet, nemlig at flere og flere børn med autisme, ADHD eller andre psykiske og fysiske handicaps bør ekskluderes og gå i specialklasse.

Derfor vil vi nu rette fokus mod den helt grundlæggende fortælling om inklusion, som forhåbentlig også kan være med til at flytte diskursen i en mere positiv retning – uden at det af den grund bliver kedeligt og udramatisk. Vi kalder det fortællingen om ”Viljen til at ville lykkes”.

Viljen til at ville lykkes er en fortælling om en masse skoler, lærere, pædagoger, forældre og børn, der har fået den af regeringen tildelte mission inden 2020 at inkludere knap 10.000 flere elever i almenklasserne svarende til 97 pct. af alle elever i folkeskolen. I sandhed et udfordrende projekt, der foruden vilje kræver masser af viden, et dynamisk teamsamarbejde, hård træning og supervision. Og en kampånd og en tålmodighed, der trodser modstanden fra alle de negative røster og reelle enkeltstående eksempler på dårlig ledelse og dårlig inklusionspraksis. Og hvor modtageren af det fuldbragte projekt ikke blot vil være de inkluderede børn eller klasser med større social intelligens og kompetence, men også alle os andre i samfundet, som kan få gavn af en uddannelsespolitik, der både har fokus på individets rettigheder og på det sociale fællesskabs værdier. Inklusion handler nemlig ikke kun om at bremse nogle løbske udgifter til specialklasseundervisning. Det handler først og fremmest om at være tro mod folkeskoleloven, der bl.a. hviler på den 20 år gamle Salamanca-erklærings princip om, at alle børn i udgangspunktet har ret til at være en del af et socialt, inkluderende fællesskab – som forudsætning for individuelle læringsmuligheder og uddannelse for alle.

Klassisk storytelling

Viljen til at ville lykkes er klassisk storytelling om et ”Against all odds”-projekt, hvor en masse gode kræfter kæmper for at nå et konkret og ambitiøst mål. Scenen er for længst sat, og den heltemodige mission er blevet skudt i gang – ikke af kongen, men af regeringen – og lige nu er helten, repræsenteret af rundt regnet 1.300 folkeskoler, nået til det kapitel i fortællingen, hvor de gode kræfter og nødvendige egenskaber er i gang med at konstituere sig, samle våben og præparere vejen frem mod målet. Nogle skoler er ”tyvstartet” og har kastet sig mere eller mindre dumdristigt og letsindigt over udfordringen med uheldige og alvorlige konsekvenser til følge. Men på mange andre skoler er det nuværende kapitel domineret af en stor arbejdsindsats for et tilegne sig den nødvendige viden og de nødvendige kompetencer for at kunne lykkes.

På de skoler, hvor jeg som psykolog og inklusionskonsulent initierer denne arbejdsindsats, knokler ledere og medarbejdere med at tilegne sig en grundlæggende viden om og analyseredskaber inden for neuropsykologi, med at udvikle reflekterende teams, med at træne supervisionsmetoder, med at udarbejde detaljerede handleplaner og med at indføre systematiske evalueringer og løbende praksisforbedringer. En vigtig forudsætning for at kunne lykkes er også et styrket samarbejde med elevernes forældre. Noget, de har erkendt på bl.a. Tranbjergskolen i Aarhus, hvor ledelsen og en forælder sammen har taget initiativ til etablering af ”Tranbjergskolens inklusionsforum for forældre og skole”.

Der bliver med andre ord lagt i kakkelovnen til en heroisk indsats, som lover godt for de fremtidige inklusionsfortællinger. Men pointen er faktisk, at det nuværende arbejde, der kræver blod, sved og tårer, også rummer en masse fortællende potentiale, som kunne fortjene lidt mere opmærksomhed.

Før man dømmer inklusionen ude.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: En rædselssommer i Klostergade-kvarteret
Gert Nielsen
Aldrig før har der i Klostergade-området været så meget svineri, råben og skrigen, høj musik, knuste flasker samt frygt og utryghed. Løsningen på problemet er oplagt, men kommunen gør ikke noget.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Tvivlsomme forudsætninger for brutale nedskæringer

Keld Hvalsø, Lone Norlander
Byrådet i Aarhus bør aflyse den store nedskæringsrunde, som brutalt vil ramme skoler, daginstitutioner, ældre, udsatte grupper, kulturlivet og mange andre.
Aarhus' historie
Annonce
Redaktionen anbefaler
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce
Biler
Audis nye elbil vender op og ned på bilnørders sprogbrug
Glem alt om hestekræfter, ventilløft og drejningsmoment. Fremtidens bilnørder snakker om rekuperation, ladetider og vandkølede elektriske drivaksler. Vi var med, da Audi lancerede en af de hidtil mest avancerede af slagsen. 
Se flere
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere
Audis nye elbil vender op og ned på bilnørders sprogbrug
Glem alt om hestekræfter, ventilløft og drejningsmoment. Fremtidens bilnørder snakker om rekuperation, ladetider og vandkølede elektriske drivaksler. Vi var med, da Audi lancerede en af de hidtil mest avancerede af slagsen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her