Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som JP Aarhus publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Skal vi give døden en hjælpende hånd?

De facto er aktiv dødshjælp allerede lovlig, blot i den forstand, at det er lovligt aktivt at træffe en beslutning om passivt at lade patienten dø.

I stedet for at snakke om, hvorvidt man bør indføre aktiv dødshjælp, må man i stedet gå over til at snakke om, hvilken form for aktiv dødshjælp, man ønsker lovliggjort. Foto: Sebastian Buur Gunvald

Hvorvidt aktiv dødshjælp bør indføres, er et emne, der nærmest konstant ligger til grund for offentlig debat. De, der taler imod, argumenterer ofte for, at hvis aktiv dødshjælp lovliggøres, så vil man risikere, at det, frem for at ske på baggrund af den vurdering, at patienten ikke har et værdigt liv på grund af sin sygdom, kommer til at ske på baggrund af en vurdering af, at patienten ligger sine pårørende eller sundhedsvæsenet til last, og altså at man risikerer, at man ikke tænker på patientens ve og vel, men på samfundets eller de pårørendes kvaler.

At en person er dødeligt syg påvirker unægteligt også vedkommendes pårørende, og derfor må disse også have noget at skulle have sagt i tilfælde, hvor patienten selv ikke er i stand til at tage stilling til, hvorvidt de ønsker at leve videre.

Dette er et ganske godt argument, specielt i forhold til de tilfælde, hvor patienten selv er ude af stand til at indgå i beslutningen, eksempelvis hvis vedkommende har en svulst i hjernen, som fuldstændig har ødelagt deres fysiske og kognitive egenskaber - for at sætte det på spidsen. Et mindre ekstremt tilfælde kan være, at vedkommende i forbindelse med deres livstruende sygdom har udviklet svær demens, og at de derfor ikke er i stand til at forstå, hvad det er, de skal træffe en beslutning om. Her ligger der en ganske reel forbeholdenhed over for idéen om, at nogen lovligt skal kunne træffe en beslutning om, at patientens liv ikke længere er værd at leve, og udføre aktiv dødshjælp, og en ganske reel frygt for, at det nærmere vil komme til at handle om de pårørendes eller samfundets henholdsvis følelsesmæssige eller økonomiske drivkraft.

Men for det første kan man til en vis grad lovgive sig ud af sådanne risici – man kan f.eks. lade det indgå i ’paragraffen om aktiv dødshjælp’, at en beslutning om, hvorvidt aktiv dødshjælp skal udføres, aldrig må baseres på økonomiske grundlag, eller at beslutningen, hvis patienten ikke selv er i stand til at træffe denne, skal tage udgangspunkt i den (umiddelbare) udsigt for patientens videre sygdomsforløb; er der, baseret på de undersøgelser, man foretager af patienten, en reel mulighed for, at deres tilstand vil bedres, eller ser det så skidt ud, at man ikke kan se noget håb for bedring?

Langt mellem miraklerne

Dette spørgsmål leder selvfølgelig til en ny problemstilling: Hvornår kan man tillade sig at vurdere, at udsigterne ser så sorte ud, at man ikke kan forestille sig en bedring, og at man derfor kan retfærdiggøre aktiv dødshjælp?

Den problemstilling bliver næsten et religiøst spørgsmål – man har flere gange set ”mirakler”, hvor personer umiddelbart lod til at være dødsdømte, men hvor der pludselig, fuldstændig uventet skete en markant eller fuldkommen bedring.

På den baggrund vil man nok være tilbøjelig til at sige: ”Jamen, det kan jo være, at det bliver bedre, men det finder vi aldrig ud af, hvis vi yder aktiv dødshjælp nu,” og derfor vil man afskrækkes fra at vælge aktiv dødshjælp. Men realiteten er, at det er langt de færreste, der oplever sådanne mirakler, og det kan derfor siges at være en irrationel forbeholdenhed, at der kan ske en bedring på trods af de ellers håbløse resultater, man får af sine undersøgelser. Som det ser ud her og nu, lader det ikke til, at patienten vil kunne få mere glæde af sit liv, og derfor er det ganske legitimt at yde aktiv dødshjælp.

Pårørende påvirkes

Med andre ord må beslutningen altså tage udgangspunkt i, om man på baggrund af undersøgelser af patienten kan se noget håb for, at patienten vil komme i så megen bedring, at vedkommende vil kunne få mere glæde af sit liv, og hvis dette ikke er tilfældet, så er der intet til hinder for at yde aktiv dødshjælp.

For det andet må man, når alt kommer til alt, også tage med i overvejelserne, om patientens pårørende, på baggrund af de undersøgelser, der foretages, kan udholde tanken om, at der ikke ser ud til at være noget håb for, at patienten kommer i bedring, men at man på grund af loven ikke kan yde aktiv dødshjælp. At en person er dødeligt syg påvirker unægteligt også vedkommendes pårørende, og derfor må disse også have noget at skulle have sagt i tilfælde, hvor patienten selv ikke er i stand til at tage stilling til, hvorvidt de ønsker at leve videre. Dette gør ikke, som man måske kunne frygte, at beslutningen bliver et spørgsmål om, hvad der er bedst for de pårørende, selvom dette dog stadig indgår i den. I sidste ende handler det stadig om, hvorvidt det er værdigt for patienten, at de juridisk er ”tvunget” til at være i live på trods af deres håbløse tilstand, hvor de ikke kan få glæde af at være i live, og at denne uværdighed yderligere kommer til udtryk gennem de pårørendes følelsesmæssige reaktioner er ikke noget, der kommer i vejen for, at man kan retfærdiggøre at yde aktiv dødshjælp – at den aktive dødshjælp også kommer til at virke som en forløsning for de pårørende er ikke noget negativt, for det er ikke denne forløsning i sig selv, der er formålet med den aktive dødshjælp.

Et andet argument for, at det ikke er nødvendigt at lovliggøre aktiv dødshjælp, er, at man jo allerede har muligheden for at yde passiv dødshjælp, altså at hvis man vurderer, at patientens tilstand er så dårlig, at det ikke længere tjener noget formål at forsætte behandlingen, så kan man godt retfærdiggøre at indstille behandlingen.

I min optik er der dog her allerede tale om aktiv dødshjælp – man vurderer på baggrund af undersøgelse af patienten, at tilstanden ser sådan ud, at der ikke er noget håb for bedring, og derfor vælger man – aktivt – at indstille behandlingen med det formål, at patienten kan få lov at dø. Skellet mellem aktiv og passiv dødshjælp bunder dermed ikke i, om man aktivt træffer en beslutning om, hvorvidt patienten skal leve videre, men derimod at man træffer en beslutning om, hvorvidt man aktivt vil kontribuere til patientens livs tilendebringelse.

De facto er aktiv dødshjælp således allerede lovlig, blot i den forstand, at det er lovligt aktivt at træffe en beslutning om passivt at lade patienten dø.

I moralfilosofi diskuterer man, om man stadig har et ansvar for, at nogen dør, hvis man ikke selv aktivt kontribuerer til deres død, altså hvis man ikke selv aktivt gør noget for, at vedkommende dør – eksempelvis ved at stikke en kniv i brystet på dem.

En typisk indvending imod mit argument er, at ved passiv dødshjælp gør man jo ikke noget aktivt for, at patienten dør, for man giver eksempelvis ikke en dødelig dosis morfin. Og dette er ganske rigtigt - man kontribuerer ikke direkte til, at patienten dør, men man træffer dog stadig aktivt beslutningen om ikke længere at kontribuere til, at de ikke dør, og derfor falder man stadig ind under kategorien ”aktive handlinger med det formål, at nogen skal dø”.

Dette argument kan måske forekomme ekstremt – for hvis man kan have ansvaret for nogens død, selvom man ikke direkte kontribuerer til den, vil det så sige, at vi alle sammen er ansvarlige for alle andres død, fordi vi ikke gør noget for, at de ikke dør? Naturligvis ikke – forskellen ligger netop i den aktive beslutning om ikke at gøre noget for at forebygge døden, og vi går jo ikke rundt på gaden og tænker, ”Jeg gider ikke umiddelbart gøre noget aktivt for, at ham derovre på den anden side af vejen ikke dør”. Det ville være absurd. Det handler således udelukkende om de tilfælde, hvor det er relevant at træffe en sådan beslutning.

Hvor aktive skal vi være?

I stedet for at snakke om, hvorvidt man bør indføre aktiv dødshjælp, må man i stedet gå over til at snakke om, hvilken form for aktiv dødshjælp, man ønsker lovliggjort – skal det fortsat kun være lovligt aktivt at vælge passivt at lade nogen dø, eller skal vi gøre det lovligt aktivt at vælge aktivt at lade nogen dø?

Dette bliver en diskussion om, hvad det er mest humant at vælge – er det mest humant blot at indstille behandlingen og eksempelvis lade patienten ligge i stærke smerter, indtil de dør, eller er det mest humant at give patienten en dødelig dosis morfin, sådan at døden indtræffer (næsten) øjeblikkeligt, og man ikke lader patienten ligge i ekstreme smerter?

De fleste vil nok – trods alt – hælde til, at den sidste mulighed er den mest humane, uagtet om de selv går ind for ”aktiv passiv dødshjælp” eller ”aktiv aktiv dødshjælp”, og derfor vil de komme til at argumentere til den aktive aktive dødshjælps fordel.

Følg
Jyllands-Posten
Debat: Aktiv dødshjælp til bevidstløse
Jeg synes, at debatten om aktiv dødshjælp er vigtig, men jeg synes kun, vi har brug for hjælpen over for mennesker, der ikke er ved bevidsthed, for vi andre kan jo bare holde op med at spise og drikke andet end evt. smertestillende medicin, og så vil vi stille sove ind i løbet af 10-12 dage.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Letbanen er skyld i dårlige trafikløsninger

Erik Skals
Aarhus Letbane koster mange borgere ekstra transporttid i stedet for som tænkt af politikerne at lette vores transportbehov.
Aarhus' historie

Debat: ”Generation innovation” bygger et Aarhus i kraftig vækst

Bente Steffensen, direktør, Erhverv Aarhus

Aarhus er en havne- og handelsby. Det gælder også for år 2038, hvor ungdommen byder ind med flere innovative løsninger, der får erhvervsliv, forskning og befolkning til at vokse i fællesskab.

Vi må planlægge fremtiden – bedre

Af Keld Laursen, direktør i Brabrand Boligforening

Er vi i dag – i 2018 – på vej i den retning, som vi ønsker at vores by skal udvikle sig frem mod 2038?
Annonce
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her