Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som JP Aarhus publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Erindringen om Aarhus kan være tyrannisk

Om 20 år vil Aarhus blive ved med at kalde alle dem hjem, der har oplevet lykkelige år her.

Det er i sagens natur svært, på den plads en kronik nu må fylde, at kloge sig kvalificeret på, hvordan det vil være, at leve i Aarhus om tyve år. Skulle jeg der imod skrive om, hvordan det var at bo her for tyve år siden, så kan jeg love for, at redaktøren var kommet på arbejde med både at forkorte og beskære.

Jeg er næppe den eneste, der har det sådan. Aarhus er en by, der lever i manges erindringer. Som en der selv er vendt tilbage efter tredive års fravær, ved jeg, hvad jeg taler om. Alle os, der enten er vokset op her omkring, eller som har studeret her, lever ofte med drømmen om at vende tilbage, ”hjem til Aarhus”.

Og hvis det så endelig lykkes, om ikke før så når vi går på pension, så går vi og leder efter det Aarhus, vi kendte, det Aarhus, der var. Mens vi måske ikke altid har så meget øje for det Aarhus, der rent faktisk er. Og da slet ikke for det Aarhus, der engang skal blive om tyve år.

To af vores sønner bor i øgadekvarteret. Der boede jeg også selv, da jeg i Yngre Kridttid læste teologi på universitetet. Dengang var det et udpræget studenter- og arbejderkvarter med en købmandsbutik på hvert gadehjørne. Det forsømmer jeg heller ikke at fortælle de to unge mænd, deres venner og kærester. Også selv om de af en eller anden grund altid får travlt med at gabe og lave snorkelyde eller småbrokker sig over de tætparkerede biler overalt i kvarteret.

For nu er det ikke længere de små indkomster, der præger området. Tjek selv ejendomsannoncerne, bilmærkerne eller – hvis det lod sig gøre – cpr-numrene. For lur mig om ikke der blandt lejlighedernes beboere tælles mange alderstegne ”hjemvendte”, der som jeg bærer fortiden med sig og gerne vil fastholde noget, der ikke nødvendigvis er der længere.

Den slags kan man selvfølgelig ikke lave statistikker over, men mon ikke at rigtigt mange af de midaldrende, der i disse år flytter ind i byens nye hastigt opvoksende boligområder, på samme måder gerne vil vende ”hjem til Aarhus”, til bugten, skovene, parkerne, torvene og gaderne. Men som kun kan gøre det, fordi byen netop vokser og udvider sig, og til stadighed forstår at gøre sig attraktiv for de mange tilflyttende.

For det tyranniske kommer jo til udtryk, når man energisk fastholder, at Aarhus skal blive ved med at være, som Aarhus (vist nok) var, og når man derfor brokker sig i stænger, hver gang nedrivninger, nybyggerier og gadeomlægninger forstyrrer erindringernes geografi og gør byen uigenkendelig.

Jeg er ret sikker på, at Aarhus vil fortsætte med at kalde alle dem hjem, der har oplevet lykkelige år netop her, for både tyve og tredive år siden, hvor de så skal dele pladsen med dem, der oplever de år netop nu. Men der er det med erindringer, at de i forhold til fremtiden både kan være en ressource og en særdeles tyrannisk størrelse. Det sidste først. For det tyranniske kommer jo til udtryk, når man energisk fastholder, at Aarhus skal blive ved med at være, som Aarhus (vist nok) var, og når man derfor brokker sig i stænger, hver gang nedrivninger, nybyggerier og gadeomlægninger forstyrrer erindringernes geografi og gør byen uigenkendelig. Selv om, som sagt, at det jo netop er ændringerne, der gør byen beboelig for stadigt flere.

På den anden side kan erindringerne også være en ressource og et pejlemærke, fordi det jo netop er dem, der gør, at vi vender tilbage til den gamle by i så stort tal. Men også fordi vi i erindringerne fastholder de steder og stemninger, der har gjort og stadig gør byen til noget helt specielt, altså gør Aarhus til det, den er.

Forfatterne taler om ”stedets ånd”, dét at der er noget særligt, udefinerbart, der gør et sted, en by, til et godt sted at være. Hvad Aarhus’ ånd er, skal jeg ikke udbrede mig om her, men jeg tror, at en vigtig del udgøres af byens samspil med den omgivende natur, med bugten og med skovene. Og selv om jeg nu risikerer at placere mig i førnævnte kategori af nostalgityranner, så kan det da godt bekymre mig lidt, hvis vores trang til at være tæt på naturen, på skovene og bugten, fører til rovdrift på samme med en stadigt voksende boligmasse i visse områder. Ikke mindst til skade for området omkring kystvejen, Riisskov og Tangkrogen, som jo altså i den grad er med til at gøre byen til det, den er.

Så til jer – til alle os – der på forskellige måder og hver dag lægger grunden til fremtidens by, til Aarhus om tyve år, der vil min opfordring være: Giv plads og pas på! Det er selvfølgelig så let at sige/skrive, men det er ikke desto mindre en nødvendig balancegang. Alternativerne er ikke ønskværdige, hvad enten det drejer sig om en stagneret provinsby lukket om sin egen glorværdige fortid eller om en forvokset, atmosfæreforladt og støjende legeplads for vidtløftige entreprenører og eventmagere.

En ting er sikkert, vandringen ind til byerne ser ud til at fortsætte. Også de næste tyve år. Nogle byer vinder, andre taber. Det ligner et udskilningsløb. Så meget desto vigtigere at holde fast ved sit særkende, sit steds ånd, samtidig med at byen af gode grunde stadig må vokse og udvide sig. Lykkelig den by, der har fornemmelse for begge dele. Men Aarhus, du skal nok klare dig! Det er jeg sikker på.

Vi har selv lige købt lejlighed i ”øgajerne”. Vi bliver, og skulle jeg være så heldig stadig at være her om tyve år, vil jeg givetvis give ondt af mig, hver gang jeg synes, at det kendte igen bliver ukendeligt. Men så håber jeg, at min anderledes ræsonnable hustru også til den tid vil opfordre sin gamle sure mand til at blive bedre til at få øje på begyndelserne end afslutningerne. Og så i øvrigt igen-igen minde ham om, at den gode gamle by også dengang for tyve og fyrre år siden fornyede sig. Og at det skal den da gerne blive ved med, så sandt som andre følger efter os.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Aarhus' historie

Kronik: Erindringen om Aarhus kan være tyrannisk

Henrik Wigh-Poulsen | Biskop, Aarhus Stift
Om 20 år vil Aarhus blive ved med at kalde alle dem hjem, der har oplevet lykkelige år her.
Annonce
Aarhus sådan set
Debatindlæg

Debat: Kan kvalitet passe på 7-trinsskalaen?

Sebastian Thomassen, formand for Frit Forum Århus stud.scient.pol. ved Institut for Statskundskab, AU

Debat: Lort i Riis Skov

Hendrik Vilstrup, professor, Vestre skovvej 6e, Risskov
Der løber virkelig mange hunde og mennesker i skoven, og begge parter efterlader lort.

Debat: Dobbelt op på barsel

Susan Kronborg Nielsen, folketingskandidat, hovedbestyrelsesmedlem i Radikale Venstre, Skovbrynet 13, Skanderborg
Der skal være lige vilkår for barsel uanset køn.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her