*

Kultur

Verdensstjerne lader violinbuen danse

Den unge violinist Ray Chen er verdenskendt for sit sprudlende spil og sin uformelle stil på sociale medier. Tirsdag giver han solokoncert i Symfonisk Sal med et farverigt program.

28 år, men allerede verdensberømt. Tirsdag giver violinisten Ray Chen solo- koncert i Symfonisk Sal.

I april poserede han afslappet på Facebook – med solbriller og iført T-shirt på en hawaiiansk sandstrand. Tirsdag aften spænder den unge, taiwanesisk-australske violinist Ray Chen buen og stryger en sprudlende solokoncert i Symfonisk Sal sammen med pianisten Julien Quentin.

De to, der har spillet sammen siden 2011, optræder i et spraglet program med musik af tyske Beethoven, franske Saint-Saëns belgiske Eugène Ysaÿe og spanske Manuel de Falla.

»Det er første gang, jeg besøger Aarhus, og jeg glæder mig meget,« fortæller Ray Chen veloplagt på telefon få dage før koncerten.

Frie hænder

Programmet har han sammensat med omhu.

»Når jeg optræder som solist med symfoniorkestre, bliver jeg typisk bedt om at spille en bestemt violinkoncert. Men ved solorecitals som det i Symfonisk Sal nyder jeg at spille et program, jeg har haft frie hænder til at tilrettelægge. Herved kan jeg tilføre aftenen en særlig personlighed og stemning,« siger Ray Chen og sætter ord på et par af de værker, han spiller tirsdag:

Blå bog

Ray Chen

  • Født i 1989 i Taiwan.
  • Opvokset og uddannet violinist i Australien.
  • Har vundet flere internationale violinkonkurrencer, herunder Yehudi Menuhin-konkurrencen i Wales i 2008 og Queen Elisabeth-konkurrencen i Bruxelles i 2009.
  • Turnerer i dag som solist i Europa, Asien, USA og Australien med de største internationale orkestre.
  • Spiller på en ”Joachim” Stradivarius violin fra 1715.
  • Blev for nylig signet af det klassiske pladeselskab Decca og har tidligere indspillet cd’er hos Sony.

Hør Ray Chen i Symfonisk Sal

  • Tirsdag den 16. maj kl. 20.00 giver violinisten Ray Chen et solorecital i Symfonisk Sal sammen med pianisten Julien Quentin.
  • Programmet byder på Beethovens ”Violinsonate opus 12”, Saint-Saëns’ ”Violinsonate nr. 1. opus 75”, samt værker af Eugène Ysaÿe, Manuel de Falla og Vittorio Monti.
  • Koncerten er et af musikhusets højdepunkter i Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017. Den er desuden en del af musikhusets opgraderingsstrategi på det klassiske musikfelt.

»Beethovens ”Violinsonate opus 12” afspejler komponistens lysere sider, og klaveret har næsten hovedrollen heri. Det minder min pianist mig ofte om,« ler han.

»Saint-Saëns’ violinsonate bliver ikke spillet så ofte, men den har mange smukke klangfarver.«

Koncertens anden del åbner Ray Chen med ”Sonate nr. 4 for soloviolin” af Eugène Ysaÿe.

Elsker at være på farten

»Jeg kan lide at gå ind i en anden sindstilstand efter pausen. Denne Eugène Ysaÿe-sonate stod på programmet ved Queen Elisabeth-konkurrencen for violinister, som jeg vandt i Bruxelles i 2009 – konkurrencen, som kikstartede min karriere. Derfor betyder denne sonate noget særligt for mig.«

Trods sine kun 28 år har violinisten allerede et cv, der kan gøre mange musikere misundelige. Han flyver og farer mellem Europa, Australien, Asien og USA og optræder som solist med de største orkestre og dirigenter.

»I disse år har jeg det sjovt med at turnere. Jeg udlever alle unge menneskers drøm om at rejse og gøre det, jeg brænder allermest for. Endnu er jeg ikke forpligtet over for andre end mig selv og min musik. Derfor er det muligt for mig at være på farten en stor del af min tid,« siger violinisten, der har hjemmebase både i Philadelphia og Berlin.

»Berlin er bekvem for mig, for byen er et vigtigt centrum for den klassiske musik. Det inspirerer mig at være tæt på mange store kunstnere dér,« siger Ray Chen, der startede som fireårig med at spille violin i Australien, hvor han voksede op.

Som otteårig debuterede han foran Queensland-filharmonikerne, og som teenager vandt han priser i flere australske violinkonkurrencer. Han er blevet beskrevet som en af de mest talentfulde og begavede unge violinister, Australien har fostret.

Aktiv på sociale medier

Også den internationale musikpresse har udråbt Ray Chen til at være en af fremtidens store stjerner. Han har udgivet tre prisbelønnede og anmelderroste album på pladeselskabet Sony. For nylig kom han i stald hos Decca, som er en del af pladeselskabet Universal.

»Jeg fik et tilbud fra Decca, som jeg ikke kunne sige nej til. Tiden var inde til at skifte,« begrunder han kortfattet sit valg.

Hvilke værker, han vil indspille i fremtiden, røber Ray Chen endnu ikke. Men når nye udgivelser er på vej, vil han helt sikkert orientere sine følgere på de sociale medier.

Her er Ray Chen meget aktiv med opdateringer. På Facebook poster han videoer og fotos fra sine optrædener i verdens kendte koncertsale, og fans kommenterer flittigt på hans små fortællinger.

Er i dialog med de unge

For Ray Chen er de sociale medier en oplagt måde at holde kontakt til især sine yngre fans på.

»Som i musikken har folk et fælles sprog på sociale medier. Mange dyrker en form for samhørighed her. Tidligere mødte publikum kun kunstneren i koncertsalen. Der kunne gå flere år, før de hørte og så noget til vedkommende igen. De sociale medier giver folk mulighed for at følge kunstnerens karriere tættere. Det skaber en følelse af fællesskab,« forklarer Ray Chen, der med sin tilstedeværelse online også prøver at tage ansvar for, at der i fremtiden vil findes et klassisk musikpublikum.

»Så længe jeg selv er ung, vil jeg gøre mit bedste for at give klassisk musik et image, der appellerer til yngre lyttere. Jeg prøver at møde de unge dér, hvor de er og tale til dem i en uformel tone.«

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu

Kronik: Forandring fryder slet ikke i julen

Også vi moderne såkaldte supermennesker, der kan det hele og lidt til, må bøje os – bare en smule – og bede om, at det nye, som julen har at bringe, må komme til os og nå os.
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Lad os lige smutte til London eller Paris

Jonathan Ries, bestyrelsesmedlem Vedvarende Energi Klosterport 4F, Aarhus C
Vores forbrug har taget overhånd, når danskere flyver til udlandet på en smuttur for at holde julefrokost. Hvad med miljøet?

Debat: Hvorfor blev Camilla Fabricius ikke rådmand?

Randi Bruhn Mannion, Hvidmosevej 8, Ebeltoft
Endelig kom der et svar fra formanden fra Socialdemokratiet i Aarhus på spørgsmålet om, hvorfor Camilla Fabricius ikke blev rådmand i Aarhus.
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her