*

Kultur

Hun omdanner Jægergårdsgade til en gjaldende operascene

Atypisk: Aarhus Symfoniorkester, et kor og tre internationale sangsolister uropfører lørdag Line Tjørnhøjs opera ”Tusk” i Jægergårdsgade. Fra butiksvinduer, private lejligheder, porte og tagterrasser indhyller musikere og sangere den afspærrede gade i arier og orkesterklange.

Komponist Line Tjørnhøj har skrevet operaen ”Tusk”, som skal opføres i Jægergårdsgade. Hun håber, at det anderledes koncept kan blive en øjenåbner for, hvad ny kompositionsmusik kan. Foto:

Komponisten Line Tjørnhøj er spændt i disse dage. Lørdag uropfører Aarhus Symfoniorkester sammen med det klassiske kor Concert Clemens og tre internationale sangsolister hendes opera ”Tusk” i Jægergårdsgade. Musikerne og sangerne kommer til at synge og spille i butikker, private lejligheder og porte. For den nye kompositionsmusik skal være nærværende og hørbar der, hvor folk er, mener Line Tjørnhøj.

»Normalt oplever vi orkestret og sangerne i koncertsalene, hvor stemningen er højtidelig. Her rykker de optrædende kunstnere ud i gadeplan, så publikum kan række ud, røre ved dem og opleve dem helt tæt på. Det gør en forskel.«

Selv spiller Line Tjørnhøj på sin lirekasse som en del af operaen.

Blå bog

Line Tjørnhøj

  • Line Tjørnhøj (f. 1960) er uddannet komponist på Det Jyske Musikkonservatorium.
  • Hun har skabt sig en markant musikalsk profil både i Danmark og internationalt. Bl.a. har hun skrevet musik til DR PigeKoret, koret Ars Nova og Mogens Dahl Kammerkor.
  • Lige nu arbejder hun på et stort bestillingsværk til Göteborg Operaen.
  • Hun sætter universelle problematikker og følelser i musik og samarbejder med andre faggrupper, bl.a. koreografer og antropologer.
  • Hun har været formand for Aarhus Unge Tonekunstnere (AUT) siden 2010.
  • Primo 2016 blev hun udpeget som medlem af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik.

»På den måde får værket en kabaretagtig karakter. Der bliver lidt til gården og lidt til gaden. Musikken er charmerende og markedspladsagtig. Nogle af sangerne synger i megafoner, nogle af fraserne råber de ud,« røber komponisten, der har brugt halvandet år på at skrive det spektakulære værk.

”Tusk” markerer Aarhus Unge Tonekunstneres (AUT’s) 50-års jubilæum i 2016. Line Tjørnhøj er formand for sammenslutningen af unge komponister. Med værkets titel leder hun bevidst tankerne hen på datidens lyssky byttehandler.

»En tuskhandel foregik i gråzonen. Man gav hinanden håndslag på noget i ly af mørket – uden om de normale forretningskanaler. Lidt på samme måde er operaen kommet i stand. I AUT har vi forhandlet med de optrædende og de forretningsdrivende i Jægergårdsgade, så alle føler, de får et udbytte af opførelsen. Det, vi på moderne dansk kalder en win-win-situation – alle opnår noget.«

Samarbejder med heldet

Når sommerfuglene flakser særligt vildt i maven på Line Tjørnhøj lige her i dagene op til urpremieren, skyldes det de mange ubekendte faktorer, der er forbundet med at sætte en opera op på åben gade.

»Jeg går rundt og siger, at vi skal samarbejde med heldet. Meget kan gå galt; vi er afhængige af, at folk på gaden hjælper musikerne med at komme ind og ud af opgangene og op og ned ad trapperne.«

Akustikken spiller en stor rolle. Værket vil lyde forskelligt, alt efter hvor man står i gaden og lytter.

»Måske hører man ikke det hele, men jeg håber, folk vil føle den særlige stemning, når vinduerne åbner sig, og trompeter gjalder ud,« siger komponisten.

Små videoer

Udfordringen med at få alle musikere til at følge dirigent Søren Kinch Hansen, der står i den ene ende af gaden, har Line Tjørnhøj løst ved at lave små videoer.

»På de små film, vi viser på opstillede skærme, bliver han synlig for alle musikerne.«

”Tusk” er ikke kun underholdning. Line Tjørnhøj lader alvoren og realismen ulme i operaen. Flere af de tekster, hun har brugt, er mørke og maner til eftertænksomhed. Et eksempel er digtet ”For the Fallen” af den britiske digter Laurence Binyon. Han skrev det i starten af Første Verdenskrig; det kredser om unge soldater, der går på deres sidste rejse ud i slagmarken.

»”Tusk” handler om at tage det roligt, sætte sig ned og drikke en kop kaffe. Døden kommer, det ved vi alle, men forinden skal vi nyde denne himmerigsmundfuld sammen. Jeg sniger nogle alvorsord ind i den forsonlige musik. Det sker på forskellige sprog – vrøvlefransk og tysk,« røber Tjørnhøj.

At bruge citaterne fra forskellige dele af kulturhistorien er en del af komponistens kunstneriske vision.

»Det er min kommentar til mangfoldigheden – at verden er større end os selv.«

Alle var med på idéen

På flere planer er Jægergårdsgade den rette ramme om opførelsen, mener Line Tjørnhøj.

»Husene har en perfekt højde, vinduerne har den rette bredde til, at musikerne kan stå i dem og spille. Her er flade hjørner og terrasser, man kan gå ud på, og akustikken fungerer. Vi kan give folk en samlet fornemmelse på det 80 meter lange udsnit af gaden, hvor operaen udspiller sig.«

Jægergårdsgade lukkes for trafik lørdag, hvor Handelsstandsforeningen også indbyder til marked. Gaden har et særligt miljø, der inspirerer komponisten.

»For mig er dette essensen af Aarhus: Jægergårdsgade en varm forårsdag, hvor gaden er spærret af, og markedsstemningen summer.«

Da hun for næsten to år siden henvendte sig til de handlende, var de straks med på idéen.

»De sagde ja med det samme, og de serverer ovenikøbet kaffe,« siger hun og smiler.

Også Aarhus Symfoniorkesters chef, Palle Kjeldgaard, gik ind i operasamarbejdet uden tøven. Komponisten roser ham for hans risikovillighed.

»Jeg var frisk i replikken, da jeg foreslog ham, at symfoniorkestret skal spille på gaden. Med det samme sagde han: ”jo, det gør vi”. Det havde jeg ikke ventet. Orkesterchefen viste mod til at prøve noget nyt; han har blik for, at værket giver noget til alle. Også musikerne er glade for muligheden for at præsentere sig i nye rammer. De møder op i festtøj og er centrale i værket.«

For Line Tjørnhøj er ambitionen, at ”Tusk” skal blive en øjen- og øreåbner, der viser indbyggerne i Aarhus, hvad ny kompositionsmusik kan.

»Personligt er det fantastisk for mig at få lov at give byen dette værk – det bliver mit aftryk på de syv år, jeg har siddet som AUT-formand. Selvfølgelig var det en udfordring at skrive og iscenesætte værket – men det har været en meget spændende proces. Med ”Tusk” ser jeg frem til at kunne sige: ”hej Aarhus, her er en gave”.«

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Lad os lige smutte til London eller Paris

Jonathan Ries, bestyrelsesmedlem Vedvarende Energi Klosterport 4F, Aarhus C
Vores forbrug har taget overhånd, når danskere flyver til udlandet på en smuttur for at holde julefrokost. Hvad med miljøet?

Debat: Hvorfor blev Camilla Fabricius ikke rådmand?

Randi Bruhn Mannion, Hvidmosevej 8, Ebeltoft
Endelig kom der et svar fra formanden fra Socialdemokratiet i Aarhus på spørgsmålet om, hvorfor Camilla Fabricius ikke blev rådmand i Aarhus.
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her