*

Kultur

»Ingen kender dagen, før hr. Salling går hjem«

Aarhus-historie: En ny bog fortæller historien om Herman Salling og udviklingen af mastodonten Dansk Supermarked. Jyllands-Posten bringer her uddrag af bogens kapitel om begyndelsen af 1960’erne, da erhvervsmanden så potentialet i selvbetjening blandt dagligvarer og opfyldte alle husmødres ønske med etableringen af Føtex i Guldsmedgade.

Herman D. Salling i haven i sit hjem på Ildervej i Skåde. Hunden, en golden retriever, blev kaldt Olsen. Foto fra bogen

Var der noget, Hermans far havde lært ham, var det jo, at stilstand i forretningen ville føre til tilbagegang. Altid fremgang aldrig stilstand – mottoet var prentet ind i hans dna. Han havde ikke arvet ansvaret for sin fars livsværk for kun at pusle om det og rette detaljer. Ekspansion måtte der til. Stormagasinet var blevet udvidet endnu en gang, og der var en naturlig grænse for ekspansionen der. Men tiderne var ved at skifte, og det bragte nye muligheder med sig.

Bog

”Vi kan jo ikke sidde her til juleaften!”

  • Historien om Herman Salling og Dansk Supermarked – af Hanne Sindbæk.
  • Udkom fredag den 9. oktober 2015. 286 sider, 199 kr.
  • Udgivet af Politikens Forlag.

Det er dog ejendommeligt, at al mulig industriproduktion udvikler sig, mens detailhandel foregår nøjagtig som i mine bedsteforældres barndom, sagde Herman igen og igen, når han diskuterede sine idéer med venner som N.C. Nielsen, Robert Herluf og Paul Verner Klinge.

På sine rejser i Europa og især i USA havde han set, hvordan indkøbsmønsteret ændrede sig. Her handlede husmødrene ind i såkaldte supermarkeder, hvor der ikke blot var madvarer af enhver slags, men også et bredt udvalg af husholdningsartikler. Kunderne gik selv rundt med vogne af metaltråd og fyldte dem med alt, de havde brug for – og lidt til. Koteletter og sokletter, vaskepulver og vandkander, løg, lamper og legetøj – alt til dagliglivet kunne man købe ét og samme sted, og man kunne endda selv gå rundt og samle tingene sammen og sammenligne den ene steg med den anden uden slagterens misbilligende blik.

Det ville også blive stort i Danmark. Det var Herman sikker på. Efterhånden var mere end halvdelen af de danske kvinder kommet ud på arbejdsmarkedet. Men husmødre var de stadig, hvad enten de arbejdede ude eller ej. De var bare travlere husmødre, der taknemmeligt tog imod alt, der kunne gøre deres arbejde en smule mere behageligt og effektivt. Sådan en ting ville et supermarked være, hvis det blev grebet rigtigt an. Og det havde Herman tænkt sig at gøre. Han vidste efterhånden rigtigt meget om, hvordan man købte rigtigt ind til stormagasinet og fødevarer – det kunne enhver finde ud af. Det var hans holdning.

Da Føtex i Guldsmedgade åbnede den 17. november 1960, var der lange køer i Guldsmedgade foran Føtex, og kunderne måtte lukkes ind i hold. Foto fra bogen

Herman havde talt med Robert Herluf om det nye forretningskoncept, siden han første gang fik idéen. Robert var ikke blot hans gode ven i privatlivet. De havde også gennem en del år haft et meget tæt professionelt samarbejde. Robert Herluf var meget synlig i det østjyske erhvervsliv. Hans lysende blå øjne og karakteristiske butterfly var kendt af områdets topchefer, som satte stor pris på såvel hans humoristiske væsen som hans effektive reklamer. Han havde slået sit navn fast som en af branchens bedste med fængende slogans som Dandy kvikker bestandig eller den for Thor-bryggeriet: Det er Thorsdag hver dag. Hans bureau, Scanad, havde lavet al markedsføring for Salling siden 1951 og skulle selvfølgelig også hjælpe det nye projekt på vej.

De kaldte det for Føtex. Hvem af dem der havde fundet på navnet, stod hen i det uvisse, men det helt nye ved supermarkedet var, at det ikke blot skulle handle med fødevarer, men også med isenkram og tekstil. Det skulle afspejles i navnet, som blev en sammentrækning af fødevarer og tekstiler, Føtex.

For Herman var det ikke så vigtigt, om folk forstod den sammenhæng. Det var et kort og fyndigt navn, som alle kunne udtale, og det ville hurtigt blive synonymt med butikken. Føtex. Kort og godt. Herman ville have, at logoet skulle laves i en flot skrivestil med neon-bogstaver. Robert Herluf satte sin bedste mand på opgaven. Han opdagede til sin rædsel, at det aldeles ikke var nogen god idé med neon-bøvskilte. De fleste havde tekniske problemer og kunne i øvrigt ikke læses på lang afstand. Men hr. Salling havde jo insisteret på neon, så gode råd var dyre. Løsningen blev, at han anbragte hvert enkelt bogstav i en flad kasse, der blev oplyst indefra af neonrør, så bogstavet lyste op. Bogstaverne stod på en blå baggrund og var gennemsigtige, så de kunne læses klart og tydeligt både om dagen og om aftenen, når neonrørene var tændt. “Den flotte skrivestil” endte med at blive helt enkel og udelukkende med små bogstaver. Det var ikke noget, man havde set før.

Alt var nyt, inklusive selve supermarkedet, der blev bygget fra grunden i Guldsmedgade. Hvad enten man brød sig om moderne butiksarkitektur eller ej, så var det et stort fremskridt for gaden.

Til trods for den attraktive placering lige midt i byen – næsten nabo til Magasin – havde ingen haft mod på at bygge noget der, så det havde bogstavelig talt været et bombekrater siden 1945. Men i løbet af foråret og sommeren 1960 rejstes et fire etagers højt betonhus for Aktieselskabet Jysk Supermarked. Der var 1.400 kvm til butikken og lige så meget lagerplads.

I november stod det klart, og Robert Herluf og hans folk havde sørget for, at aarhusianerne nok skulle opdage, at de ikke bare havde fået en ny butik, men et helt nyt butiksunivers. Op til åbningen af landets første rigtige supermarked indrykkede Herman annoncer, der skulle skærpe nysgerrigheden. De var med en lysende blå farve, og den slags var man ikke vant til. Hver dag blev annoncen lidt større for til sidst at ende som helsidesannoncer.

En af de første små annoncer lød Om 6 dage opfyldes alle husmødres ønske. Det var ikke helt løgn, for det var noget af et forhindringsløb bare at købe ind til aftensmaden for den travle husmor. Hun skulle stå i kø ved slagteren, i ismejeriet, hos grønthandleren og kolonialhandleren og vente på, at de fik tid til at betjene hende.

Desuden kompliceredes de daglige indkøb for de mange, der byttede bylejligheden ud med et splinternyt parcelhus i udkanten af byen. Her var der langt til ismejeri og slagter. Så Føtex’ løfte om, at husmoderen fremover som husmødrene overalt i den vestlige verden ville kunne købe det hele på ét sted, var meget tillokkende. Annoncen lovede, at hun i Føtex ikke alene kunne købe fødevarer, men også alt i tekstiler og isenkram, samt papir og lys, parfume og kosmetik, bijouteri, belysning og el-artikler og husholdnings- og rengøringsartikler.

Stormagasinets bilpark i begyndelsen af 1960’erne. Forskellige afdelinger havde deres egen bil: Forrest Gardinmonteringen og Salling Super, mens sengetøjsafdelingen og fjernsynsafdelingen måtte have en af de store biler bagved.

Så kunne et husmoderhjerte næsten ikke ønske sig mere. Det skulle da lige være en kop kaffe i cafeteriet, hvor man kunne sidde og overskue en stor del af butikken og planlægge yderligere indkøb. Der var mange gode åbningstilbud at overveje. F.eks. en Perlon BH med skumindlæg og velourkantning. Perfekt pasform. Kun 6,85. Eller hvad med et Fikst taft slaaom-skørt. Livvidden regulerer De selv ved hjælp af det praktiske velcrolukkesystem. 9,85, 6 stk. bordknive med skafter i strålende farver. I alt 6,68. Eller Rensecreme Yvonne i plastickrukke. 3,50. Og så selvfølgelig det, man egentlig var kommet for: Prima oksehakkebøf. Pr. 1/2 kg 2,48.

Til at lede butikken havde Herman ansat en prokurist fra en større delikatessevirksomhed i København, hvor man som en af de første fødevareforretninger havde indført en form for selvbetjening. Han fik, ligesom afdelingscheferne i Salling altid havde fået det, frie hænder til at disponere indkøb og ansættelser. I det hele taget skulle han operere, som var det hans egen butik, for den lederstrategi havde Herman hidtil haft god succes med, og den holdt han fast i.

Inden åbningen havde den nyansatte butikschef købt ind for 2,5 mio. kr. og havde ansat 125 mennesker.

Det var noget af en udfordring at få varer til selvbetjeningshylderne. Leverandørerne var slet ikke klar til de nye tider, hvor de skulle veje produkterne af og emballere dem. Kolonialchefen måtte finde en bager, der kunne veje sine småkager af og putte dem i poser. Endnu mere bøvlet var det at få lakrids, bolsjer og bridgeblanding på hylderne. Det var et kæmpe arbejde at få det vejet op i små poser. En overgang arbejdede 100 damer i Århushallen i Ryesgade med at putte ting i poser, for Føtex-folkene kunne ikke få industrien til at gøre det. Der var ikke mange, der troede på selvbetjening.

Den 17. november 1960 åbnede Føtex, og kunderne strømmede til. Nyhedens interesse var stor. En del kom dog ikke for at bruge penge, men for at få dem. I annoncer havde Føtex lovet, at de, der havde fødselsdag på åbningsdagen, ville få 50 kr. udbetalt. Alt, de skulle gøre, var at vise deres dåbsattest. Der var mange flere, end man lige havde regnet med, der havde fødselsdag. En del af dem kom både tre og fire gange og fremviste frejdigt dåbsattesten og fik udbetalt 50 kr. Det kom til at koste det nye supermarked op mod 50.000 kr., og Herman var rasende.

Det skulle blive meget værre. Til sin bestyrtelse så Herman, hvordan underskuddet tårnede sig op allerede den første måned.

Butikschefen ledte efter besparelsesmuligheder og fortalte juleaftensdag personalet, at der skulle fyres 10 personer. Han var intetanende om, at Herman samme dag ringede til sin sagfører:

Glædelig jul, Georg Løber. De må undskylde, jeg ringer, men jeg er nødt til at meddele Dem, at vi må skille os af med direktøren i Føtex. Han er ved at ødelægge det hele. Han har disponeret nogle indkøb, der er helt ved siden af. Må jeg foreslå, at De omgående tager en samtale med ham om at få os løst fra kontrakten med henblik på øjeblikkelig fratrædelse. Det lederjob kan han slet ikke magte.

Opringningen kom ikke bag på sagføreren. Han vidste godt, den var gal, men han fik overtalt Herman til at vente med afskedigelsen, til julen var ovre.

Sammen med butikschefen røg 15 ansatte, blandt andre to disponenter, der havde købt helt forkerte varer og varer af dårlig kvalitet. Butikschefen erkendte, at nonfood-afdelingen muligvis havde været genstand for fejldispositioner, men forsvarede sig med, at han jo slet ikke havde branchekendskab på det felt, og han forlangte en enorm erstatning på 200.000 kr. for uberettiget fyring.

En mand med mange sider

Herman trak selv i arbejdstøjet for at få ryddet op. Sammen med Sys løb han op og ned ad trapperne, satte varer op, tog beslutninger om nedsættelser og guidede personalet i kundeservice, for selvbetjeningen betød bestemt ikke, at kunden selv skulle finde ud af alt. Han fyrede alle nonfood-cheferne, og usikkerheden bredte sig blandt personalet, der galgenhumoristisk opfandt ordsproget: Ingen kender dagen, før hr. Salling går hjem.

Alt det bras, der var købt ind, særligt inden for tekstil og isenkram, skulle ud, og i Hermans univers var der kun en vej ud for en vare, og det var gennem kasselinjen.

Prisen måtte så langt ned, at varen igen blev attraktiv. Januar blev fyldt med kanontilbud i Føtex.

Det var noget af et udsalg, kunderne oplevede i det nye supermarked.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Dansk landbrug er ikke rosenrødt

Holger Øster Mortensen, ”Liselyst”, Præstholm Mk., Odder

Debat: Selvfølgelig skal elever i folkeskolen til julegudstjeneste

Sebastian Joubert | S. Kaimson, Byrådskandidat for De Konservative, Vester Allé 21- 2., Aarhus C
Hvis ikke vi bliver mindet om, hvorfor vi holder jul, bliver det hele bare en gaveregn – uden at der er en mening med det.
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her