Annonce
JP Aarhus 20 år
Kultur

Glæden ved at fortælle musik

Jubilæum: Jeg har arvet lærer-genet, fortæller Anne Øland i en snak om lidenskab, pædagogik og Magtens Korridorer.

Anne Øland lever sig med stor energi ind i elevernes præstationer ved flyglet. »Jeg elsker at høre, hvad eleverne har øvet, og hjælpe dem til at blive bedre og mere selvstændige,« siger hun om lærerjobbet, som hun nu har bestredet i 40 år. Foto: Thomas Emil Sørensen

Rock for klassikere.

»Magtens Korridorer?«

Et underligt spørgsmål at stille til en af landets bedste klassiske pianister, for rockbandets tonstunge guitarer og heftige forsanger Johan Olsen er vel næsten så langt fra Bach og Beethoven, man kan komme.

»Hm, det er jo ikke noget, jeg sætter på derhjemme, men koncerterne går jeg gerne til, for Johan har en helt særlig karisma, og karisma går vi også efter i den klassiske musik,« smiler Anne Øland.

Helt underligt er spørgsmålet dog ikke, for Magten-forsanger Johan Olsen er faktisk søn af Anne Ølands tidligere mand, Henrik Gotthardt Olsen, der døde i 2012 og spillede bratsch.

Ligesom man også kan spørge til Nanna Ølands musik – alias Oh Land – for hun er datter af Anne Ølands søster, Bodil Øland, der er sanglærer på Det Jyske Musikkonservatorium.

»Nanna har det samme. Karisma. Jeg er følsom for karisma og bliver berørt af hendes talent.«

Dertil kan man tilføje hendes egen søn, Frederik Øland, der spiller violin på højeste niveau i Den Danske Strygerkvartet, og man ender så op med en musikalsk familie langt ud over det sædvanlige.

Blå bog

Anne Øland

  • Født 1949 i Assens.

  • Professor i klaver ved Det Jyske Musikkonservatorium.

  • Elev af Herman D. Koppel og debuterede fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 1977.

  • Har modtaget en lang række priser og hædersbevisninger, senest i 2013 hvor hun modtog DR P2-prisen ”Årets Ildsjæl”.

  • Er kendt som en af sin generations største skandinaviske koncertpianister med koncerter i hele Skandinavien og en lang række europæiske lande samt i Rusland, USA og Japan.

  • Har indspillet en række cd’er, deriblandt indspilning af alle Carl Nielsens klaverværker og Beethovens 32 klaversonater.

  • Har skabt Pianorama.dk, som er en hjemmeside og et klaverakademi for musikglade børn og unge.

For Anne Øland har musik været overskriften, siden hun tog de første skridt.

»Mine forældre har sagt, at jeg rejste mig op ved klaveret,« smiler hun.

Alsidigheden i Aarhus

I denne uge rundede Anne Øland sit 40-års jubilæum i statens tjeneste, hvor hun blandt andet har været docent ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København og siden 2004 har været ansat på Det Jyske Musikkonservatorium som underviser i klaver.

I 2007 blev hun professor ved konservatoriet, hvor der ifølge Anne Øland er »god plads til alsidigheden og ikke kun de bedste«, og hun har siden delt sit liv mellem huset i København og lejligheden i Aarhus og kalder sig selv ”medlem” af DSB.

Hun er fynbo, født i Assens, og det var i barndomshjemmet, at hun fik de to ting med, som har formet hendes liv – glæden ved musik og glæden ved at undervise.

Forældrene var friskolelærere med interesse for gymnastik, hjemmet havde et klaver, som var sjovt at spille på, og allerede som syvårig kunne Anne Øland akkompagnere til faderens gymnastikhold.

I 1959 sad hun således som 10-årig og spillede til gymnastikopvisning i Vingstedcentret ved Vejle under overværelse af kong Frederik 9.

Lidenskab og mennesker

Kompetence og fantasi er hendes to nøgleord i dag, når hun skal beskrive, hvad den gode lærer bør have i bagagen. Dertil selvfølgelig engagement og begejstring. Og allervigtigst – lidenskaben for musikken.

»Bravo. Du kan det så godt, Rosita, så prøv at frigør dig og gør det mere organisk. Fortæl i hele sætninger,« kan man eksempelvis høre hende sige en torsdag formiddag i et øvelokale på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor klavereleven Rosita Seeberg øver to sonater af Haydn til en koncert og tager imod Anne Ølands gode råd.

»Jeg har arvet et skolelærer-gen, hvor jeg elsker at høre, hvad eleverne har øvet, og hjælpe dem til at blive bedre og mere selvstændige. Og når de så sidder der alene på scenen og fortæller historier med musikken, er det helt vidunderligt,« siger Anne Øland og funderer over, hvorfor hun elsker lærerjobbet:

»Det er vel, fordi jeg godt kan lide mennesker.«

Giv prikkerne nyt liv

Skal hun sætte et par ord på, hvad der kræves for at blive en god pianist, er det noget med en glad arbejdsevne, en selvfølgelig lidenskab, noget disciplin og en god lærer.

Nogle elever har selvsagt større talent end andre – de har lettere ved at lære musikken – men hvis de ikke kan fastholde lidenskaben og interessen, er det ikke nødvendigvis dem, der bliver bedst.

»Musikken skal bo i dem, og de skal have redskaberne til at fortælle publikum historien. De store komponister er her jo ikke mere, og det, vi har, er nogle prikker på et papir, som de satte engang. Så det handler om at give prikkerne liv igen og fortælle historien, og når det sker, er det helt fantastisk,« siger Anne Øland med tilføjelsen:

»På den måde er musikken jo den største gave, jeg har fået i mit liv.«

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Mit navn er Hassan PREISLER
Han har brugt det meste af sin energi på at vise, at han er mere Preisler, end han er Hassan. Men dette er ikke en historie om etnicitet, men om identitet.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Sket i byen

På skraldejagt i skovbunden

En gruppe børn og voksne var søndag formiddag ude og samle affald i Riis Skov på foranledning af familiemediet "Børnenes Aarhus".
Kommentar
Debatindlæg

Debat: EU-romantisk idealisme

Henrik Ræder Clausen
Aarhus' historie
Annonce
Redaktionen anbefaler
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce
Biler
Legendarisk Jeep kører ind i fremtiden
Jeep Wrangler har stort set ikke ændret sig siden slutningen af 1980’erne, men næste år kommer klassikeren i en ny udgave. Essen er stadig den gamle Jeep tilsat mere komfort og et design med glimt i øjet. 
Se flere
Spånplade: Hele Danmark arbejder for Kronospan
Når danskerne afleverer træ på den lokale genbrugsstation, arbejder de for Kronospan i Pindstrup, der fabrikerer spånplader til bl.a. køkkener, skriveborde og gulve. For når Kronospan fremstiller spånplader, er 75 procent af træet genbrugstræ, hvor rigtig meget af det stammer fra landets genbrugsstationer. Der er penge i genbrug – en omsætning på ca. 500 mio. kr. årligt. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her