Annonce
JP Aarhus 20 år
Kultur

Symfoniske klange for de mange

Musik: Symfonier, der kredser om Europas blodige krigsbegivenheder, visuelle effekter, der krydrer musikken, og koncerter for folkeskole- og gymnasieelever: Aarhus Symfoniorkester er på trapperne med en ny sæsonplan.

Chefen for Aarhus Symfoniorkester, Palle Kjeldgaard, vil give aarhusianerne store symfoniske oplevelser i den nye sæson. Foto: Michael Hansen

Aarhusianere kan godt stille sanserne ind på store symfoniske oplevelser.

Egentlig offentliggør Aarhus Symfoniorkester først sit nye sæsonprogram torsdag efter påske, men allerede nu røber orkesterchef Palle Kjeldgaard nogle af højdepunkterne herfra:

»Vi får besøg af flere internationale dirigentkapaciteter, som vi har haft i kikkerten længe: østrigske Hans Graf, franske Marc Soustrout, amerikanske Andrew Litton og russiske Alexander Vedernikov. Også danske Michael Schønwandt vender tilbage,« afslører chefen.

To store koncerter i september har Første og Anden Verdenskrig som musikalske milepæle. Den ene aften spiller orkestret Carl Nielsens Symfoni nr. 4 med tilnavnet ”Det uudslukkelige”. Han skrev symfonien i 1916 – midt under Første Verdenskrig. I partituret har Nielsen nedfældet ordene: »Musik er Liv, som dette uudslukkeligt.«

»Han mente jo, at livet skal gå videre – trods krigene. Livet er uudslukkeligt,« fortolker Palle Kjeldgaard den lille tekst.

Den anden koncert i krigens tegn har overskriften ”The Age of Anxiety” – Angstens tidsalder. Titlen er taget fra det digt af den amerikanske lyriker W.H. Auden, der inspirerede dirigenten og komponisten Leonard Bernstein til at skrive sin Symfoni nr. 2 sidst i 1940’erne – efter at Anden Verdenskrig var klinget ud.

Fakta
Symfoniorkesteret
  • Aarhus Symfoniorkester består p.t. af 69 fastansatte musikere.
  • Den 1. maj opfører orkestret Richard Strauss’ ”Eine Alpensinfonie” – for første gang i Aarhus. Symfonien opføres i Symfonisk Sal. Den kræver bl.a. orgel og en udvidet orkesterbesætning. Orkestret allierer sig her med Randers Kammerorkester og med eksterne assistenter. I denne sæson indviede orkestret sit nye koncept ”Symfomagica”, hvor levende toner kan kobles med visuelle elementer.
  • Torsdag den 24. april præsenterer Aarhus Symfoniorkester sin nye koncertsæson 2014-15.
  • Se mere om orkestret og de kommende koncerter på aarhussymfoni.dk.

»Vi har bedt en tysk billedkunstner om at skabe et visuelt statement med 92 billeder, som vises parallelt med symfonien,« beskriver Palle Kjeldgaard.

Koncerten bliver således en del af den nye serie ”Symfomagica”: Via avanceret udstyr kobler orkestret de levende toner med billeder. Konceptet blev indviet i denne sæson, hvor forfatteren og filminstruktøren Jørgen Leth ved en koncert læste sine digte. En af hans dokumentarfilm gled over storskærmen, mens orkestret spillede musik af brasilianske Heitor Villa Lobos.

Skruer op for børn

»Symfomagica-konceptet gør det muligt at arbejde med nye udtryk – både live i koncertsalen og i optagelser, som senere formidles på internettet. Kombinationen af musik og billeder gør nye målgrupper interesserede i at opleve orkestret. Vi bruger også de visuelle virkemidler i pædagogisk sammenhæng ved vores børnekoncerter,« beskriver Palle Kjeldgaard.

Musik for børn og unge er et område, Aarhus Symfoniorkester har skruet op for, fortæller chefen.

»Vores mål er, at alle børn skal møde orkestret fire gange – både ude på skolerne og i koncertsalen. Til undervisningsforløbene har vi udarbejdet vejledninger til lærerne, så de kan forberede eleverne. Vi oplever, at folkeskolens musikundervisning er under pres, og derfor påtager vi os en del af den pædagogiske opgave.«

Som det første symfoniorkester i Skandinavien præsenterer Aarhus Symfoniorkester i maj en koncert med musik fra computerspillet ”Final Fantasy”. Koncerten har – i spillets ånd – fået titlen ”Final Symphony”.

»Den koncert er et godt sted at starte, hvis man vil introducere den store symfoniske musik for børn eller familiemedlemmer, der endnu ikke har erfaring med dette repertoire,« råder Palle Kjeldgaard, der også glæder sig til at præsentere eventyrkoncerten ”Pirates of the Caribbean 2” sidst i maj. Disney-filmen vises på et stort lærred, mens Aarhus Symfoniorkester på scenen leverer det maritime soundtrack. Orkesterchefen forudser, at tiltaget vil trække fulde huse:

»Da vi opførte version ét sidste år, købte 3.000 billet.«

Publikum deltager

Byens gymnasieelever har spændende musikoplevelser i vente i den kommende sæson:

Dirigenten Michael Bojesen står her i spidsen for et stort projekt, hvor eleverne får mulighed for at synge med på korsatserne i Mozarts ”Requiem”.

»Før var det udbredt med gode kor på gymnasierne, men det er smuldret i Østjylland. Bojesen kan formidle musikken og begejstre de unge, og satserne i Mozarts ”Requiem” er en opgave, de kan magte. Sangcoaches tager ud og træner korene, før de optræder i både musikhuset og Viborg Domkirke,« forklarer orkesterchefen.

Projektet ligger fint i tråd med en af visionerne omkring Aarhus Europæisk Kulturhovedstad i 2017, hvor musikken ifølge Palle Kjeldgaard også vil stå i centrum.

»De involverende symfonikoncerter, hvor publikum er med, er et koncept, vi udvikler frem mod 2017. Vi oplever bl.a. ved vores Syng Med-koncerter, at folk er meget begejstrede for at deltage i koncerterne. De synger af karsken bælg, fordi de i hverdagen ikke har så mange muligheder for at synge med andre,« vurderer han.

Europæiske orkestre gæster

I kulturby-året vil orkestret linke ud til Europa for at markere, hvor den klassiske musik har sit oprindelige afsæt.

»Jeg tror, der kommer gæstekoncerter med et par af de førende europæiske symfoniorkestre i musikhuset i 2017. Det er rygtedes, at vi har Danmarks bedste klassiske koncertsal. Det betyder alt for orkestrene at spille i gode rammer; interessen for at komme er der helt sikkert hos dem.«

I relation til temaet ”Rethink” i Aarhus Europæisk Kulturhovedstad i 2017 har symfoniorkestret et spektakulært projekt i støbeskeen.

»Under titlen ”Rethink the Creation” – Gentænk Skabelsen – opfører vi »Skabelsen« i tre forskellige belysninger. Cambridge Elitedrengekor gæsteoptræder sammen med Herning Drengekor, sangsolister og orkester i Haydns store oratorium ”Skabelsen”. Et tema i kulturby-året er netop ”residences” – at de bedste europæiske kunstnere kommer til os og gør de lokale kunstnere endnu bedre,« beskriver orkesterchefen.

Den kreative idéskaber og dirigent Christian Baltzer komponerer en ny udgave af ”Skabelsen” med rap og rytmiske beats – også for gymnasiekor. Som kronen på kreationsprojektet skriver komponisten Niels Marthinsen og digteren Pia Juul en musikalsk udgave af ”Skabelsen” over Darwins naturvidenskabelige teorier.

En fest for Carl Nielsen

I 2015 ville Carl Nielsen være fyldt 150 år – det jubilæum slår Aarhus Symfoniorkester også stort på tromme for i næste sæson.

»Vi spiller alle hans seks symfonier på halvandet år, og et særligt Carl Nielsen-logo præger vores nye brochure. Én koncert i foråret 2015 bliver med et rent Nielsen-program.«

Aarhus Symfoniorkester bytter i løbet af sæsonen sal for en aften med Odense Symfoniorkester, der gæsteopfører Carl Nielsens Symfoni nr. 1 i musikhuset.

Samlet set byder den nye sæson på et par koncerter mere end den forrige. Flere af torsdagsseancerne gentages om fredagen. Det er der en særlig årsag til:

»Vi mærker en god grundinteresse for vores musik, og vi arbejder hele tiden på at gøre nye målgrupper nysgerrige. Også ved at promovere orkestrets koncerter via Youtube – verdens største medie. Men det fysiske møde mellem lyttere og orkester i koncertsalen er stadig det vigtigste – det møde vil vi gerne åbne endnu flere folks ører for med lidt flere koncerter,« pointerer orkesterchefen.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Tvivlsomme forudsætninger for brutale nedskæringer

Keld Hvalsø, Lone Norlander
Byrådet i Aarhus bør aflyse den store nedskæringsrunde, som brutalt vil ramme skoler, daginstitutioner, ældre, udsatte grupper, kulturlivet og mange andre.
Aarhus' historie
Annonce
Redaktionen anbefaler
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce
Biler
Audis nye elbil vender op og ned på bilnørders sprogbrug
Glem alt om hestekræfter, ventilløft og drejningsmoment. Fremtidens bilnørder snakker om rekuperation, ladetider og vandkølede elektriske drivaksler. Vi var med, da Audi lancerede en af de hidtil mest avancerede af slagsen. 
Se flere
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere
Audis nye elbil vender op og ned på bilnørders sprogbrug
Glem alt om hestekræfter, ventilløft og drejningsmoment. Fremtidens bilnørder snakker om rekuperation, ladetider og vandkølede elektriske drivaksler. Vi var med, da Audi lancerede en af de hidtil mest avancerede af slagsen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her