Annonce
JP Aarhus 20 år
Kultur

»Mors drenge og piger holder ikke længe her«

Filmleder: Morten Hartz Kaplers, der for ni måneder siden blev leder af Aarhus Filmværksted, har indført en mere elitær stil. Færre talenter skal have mere støtte i det, han kalder »et røvererhverv«.

Morten Hartz Kaplers, der betegner filmbranchen som et røvererhverv, begyndte selv sin karriere ved at snyde sig til at låne filmudstyr for at lave en kærlighedsfilm til en pige, han var forelsket i. Filmen vandt en pris og skaffede ham et job på Zentropa. Men pigen fik han ikke. Foto: Charlotte de la Fuente

Det der med at finde et sted at bo er kommet i anden række.

Som den omstrejfende cirkusartist, han også tidligere har været, har Morten Hartz Kaplers gennem de første ni måneder af sin ansættelse som leder af Aarhus Filmværksted kun haft midlertidige værelser rundt omkring i byen.

Al energi er gået til jobbet. Og han har haft travlt.

Han har omdirigeret 20 pct. af driftsmidlerne til direkte støtte. Han har systematiseret den såkaldte lynstøtteordning. Han har indført en færdiggørelsesstøtteordning. Han har udviklet workshops, der er specialiseret til manuskriptforfattere og producere.

»Jeg tror, det er meget normalt, at man som leder ikke begynder med at gøre det behageligt for sig selv. Jeg vil rigtig gerne udnytte det momentum, der er, når en ny leder tiltræder,« siger Morten Hartz Kaplers.

Mit hjerte vil altid være i cirkus. Det var også der, filmmediet blev grundlagt. Filmbranchen er dybest set en gøglerbranche.
Morten Hartz Kaplers, , leder af Aarhus Filmværksted

Filmmanden blev landskendt i 2007 med spillefilmen ”AFR”, en såkaldt mockumentary, der handlede om mordet på en homoseksuel statsminister.

Siden har han boet i Paris og lavet scenekunst- og filmprojekter i Frankrig, Sverige, Island, Irland og Asien. Og samtidig passet sit cirkuskompagni.

»Mit hjerte vil altid være i cirkus. Det var også der, filmmediet blev grundlagt. Filmbranchen er dybest set en gøglerbranche.«

Færre får mere

En gøglerbranche, som værkstedslederen nu skal forberede unge Aarhus-talenter på.

»Det har tidligere været et meget åbent værksted, hvor vi har langet udstyr over disken. Vi laver nu en mere elitær talentstøtte, hvor vi støtter færre med mere. Vi går fra 10 til fire årlige ansøgningsrunder. Og nu kan man også få penge i støtte,« forklarer Morten Hartz Kaplers.

Planen er at få skabt unge professionelle filmfolk.

»Vi tager dem, der har viljen og evnerne, og så udfordrer vi dem og udvikler dem i den rigtige retning. Til uddannelse eller ind i industrien,« siger værkstedslederen.

En spillefilm om året

Og målet er klart:

»Vi skal hvert år have en spillefilmdebut fra værkstedet. I 2015 kommer den første premiere, det er helt sikkert. Vi skal have skabt nogle talenter, som filminstituttet ikke kan komme uden om, når de uddeler støtte.«

Blå Bog
Morten H. Kaplers
  • Født den 30. september 1971 på Frederiksberg.
  • Gik på gøglerskole og var trapezartist.
  • Uddannet fra filmskolen Famu i Prag. Med i Super16 i København.
  • 2007: Pris på Rotterdam Film Festival.
  • 2008: Carl Th. Drejer Prisen.
  • Spillefilm: ”AFR”, 2007
  • Kortfilm: ”Gem et smil, Katrine”, 2001", ”Le grand finale”, 2000, ”Sisyfos’ verden”, 1997

For lederen er det vigtigt, at værkstedet støtter mennesker, ikke projekter.

»Film er et røvererhverv. Det er en virkelig hård branche. Et af de steder, hvor der er flest konflikter. Man skal rejse fra 7 til 50 mio. kr. hver gang. Mors drenge og piger holder ikke længe her,« siger den 42-årige filmmager.

Han understreger, at enhver, der har lyst til at lave film, er velkommen.

»Døren er altid åben. Vi vil gerne vejlede. Men skal man have støtte herfra, skal der være en originalitet, en seriøsitet og en vilje. Ingen er perfekte. Det forventer vi heller ikke. Men vi gider ikke kigge på hængerøve, og vi kan ikke gøre unge mennesker bjørnetjenester ved at støtte det, vi ikke ser en fremtid i,« siger Morten Hartz Kaplers.

Og selvom han betegner indslusningsordningen som professionel, så skal der være plads til, at man kan snyde sig ind.

»Man skal kunne snyde og bedrage sig vej ind og få lov til det. Dem, der gør det, vil vi gerne have. For de vil det jo virkelig.«

Morten Hartz Kaplers begyndte selv sin karriere med at snyde.

»Jeg var forelsket i en pige, som flyttede til Ebeltoft Filmhøjskole, så jeg lavede en kærlighedsfilm til hende ved at snyde mig til filmudstyr. Filmen gik hen og vandt en konkurrence, som Peter Aalbæk var med i, og pludselig blev jeg ansat hos Zentropa. Pigen fik jeg dog ikke.«

De kommende fem år skal han være i Aarhus.

»Men jeg regner nu med at blive fyret inden da. Hvis jeg ikke laver ballade, har jeg ikke lavet noget. Spøg til side. Jeg er faldet rigtigt godt til her i Aarhus. Jeg er imponeret over byens evne til at samarbejde inden for kunst og kultur. Og forhåbentlig får vi sat gang i en talentudviklingsproces, der ender med at skabe vækst i den aarhusianske filmindustri.

Værkstedet støtter 20 årlige filmproduktioner

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Mit navn er Hassan PREISLER
Han har brugt det meste af sin energi på at vise, at han er mere Preisler, end han er Hassan. Men dette er ikke en historie om etnicitet, men om identitet.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Sket i byen

På skraldejagt i skovbunden

En gruppe børn og voksne var søndag formiddag ude og samle affald i Riis Skov på foranledning af familiemediet "Børnenes Aarhus".
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Man behandler da en ældre dame ordentligt, gør man ikke?

Michael Dohn Sørensen
De uheldige episoder var en kærkommen lejlighed. Der var jo igangsat en redningsplan, men den efterlader nu indtrykket af blot at være spil for galleriet.

Debat: Politikerne er for uambitiøse

Bent Bjørn Møller Hansen
Aarhus' historie
Annonce
Redaktionen anbefaler
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce
Viden
Professor advarer: "Big Data" kan føre til forkerte behandlinger
Mere sundhedsdata har et kæmpe potentiale for behandlinger. Men udviklingen kan paradoksalt nok øge mængden af fejldiagnosticeringer, advarer statistiker. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her