*

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ordet er frit

Nye tider for investorer

Af og til gør de europæiske politikere faktisk noget fornuftigt.

Illustration: Niels Bo Bojesen

Det koster 40 kr. at få lov at betale en regning på posthuset – en mulighed, langt de færreste benytter sig af, og som derfor også ophører 1. januar næste år. El- og vandregninger griber først rigtigt om sig, når transmissions-, system-, PSO- og andre mundrette afgifter er regnet med. Og nogle af landets største banker har gjort det endnu dyrere at bruge sit Visa/Dankort i udlandet. I enkelte netbanker får man også lov at betale gebyrer for at overføre penge. Men hvem er det, der laver tastearbejdet?

Vi lever i en verden af gebyrer, og uanset om vi er bevidste om det eller ej, indeholder den pris, vi i sidste ende betaler for en vare, ofte alt det ekstra, der står med småt. Det betyder, at vi alle sammen betaler en masse penge for noget, vi ikke rigtigt kan se, vi får noget for. Andet end selvfølgelig glæden ved at betale.

Langt størstedelen af de ekstra omkostninger, vi møder hver eneste dag, er lovbestemte, og en del af dem er vi blevet pålagt af EU. Man kan give EU skyld for meget, og af og til kan man tage sig til hovedet over nogle af de mildest talt tåbelige tiltag, der kommer fra Bruxelles. For eksempel hvor meget af kanelstoffet kumarin, man må indtage, eller hvor krum en agurk har lov at være.

Men af og til gør de europæiske politikere faktisk noget fornuftigt. For nylig er det for eksempel blevet bestemt, at ingen EU-borgere skal betale ekstra roamingafgifter for at bruge deres mobiltelefon på rejser uden for deres hjemland – så længe man stadig befinder sig i EU vel at mærke. Det er da positivt, og faktisk er der sket noget lignende inden for min egen branche, nemlig investering.

Hvis man de seneste måneder har fulgt bare lidt med i erhvervssektionerne i de danske dagblade eller i dækningen af den finansielle sektor, har man næsten ikke kunnet undgå at støde på uinspirerende begreber som Mifid II og den nye persondataforordning.

Begge dele er en del af omfattende ny lovgivning, som den finansielle sektor bliver underlagt, og som har ét eneste formål: At beskytte os som forbrugere. For banker, investeringshuse og kapitalforvaltere betyder det ekstra arbejde. Processer skal ændres, arbejdsgange bliver (for mange) mere besværlige og kravene, man som finansiel virksomhed skal leve op til, bliver højere. Gad vide, om der så kommer nye gebyrer?

Vi har ikke længere nogen undskyldning for at betale for meget eller for ikke at sætte os ordentligt ind i tingene, så vi ved, hvad vi betaler for.

De nye regler bringer dog også noget rigtig positivt med sig. De betyder nemlig også, at det bliver langt nemmere for forbrugeren at finde vej i investerings- og kapitalforvaltningsjunglen, hvor kurtage, marginaler, spreads, tegningsprovisioner, formidlingshonorarer, kursskæringer og rentemarginaler i årevis har gjort det meget vanskeligt for alverdens investorer at bevare overblikket over, hvad de egentlig betaler for.

Forvirringen skulle derfor meget gerne blive til forklaring – og ikke mindst klarhed over, hvad man får (eller ikke får) for pengene.

Man kan altid være bagklog, men for mit eget vedkommende har gennemsigtighed og kampen mod gebyrerne været en mærkesag siden 1986, da Erik Møller og jeg stiftede Formuepleje. Allerede dengang var det som om, folk for længst var holdt op med at undre sig over de mange gebyrer, og hvorfor forvaltningen af deres penge skulle være så svær at gennemskue.

Nu gør EU det nemmere for os, men i og med omkostningerne bliver mere synlige, stiller det samtidig krav til os som forbrugere. Vi har ikke længere nogen undskyldning for at betale for meget eller for ikke at sætte os ordentligt ind i tingene, så vi ved, hvad vi betaler for.

Så måske bør vi alle hilse de nye regler velkommen og benytte lejligheden til at rydde op og finde ud af, om vi egentlig får noget for de penge, vi løbende betaler for alverdens ydelser – eller om de forsvinder i gebyrjunglen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Ordet er frit

Et panel bestående af otte aarhusianere leverer hver onsdag klummen Ordet er frit i JP Aarhus

Annonce
Kommentar
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her