Annonce

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ordet er frit

Apoteker og plastposer

466 apoteker konkurrerer om markedsføring, design og reklamer på plastposerne, men hvor er holdningen til den del af sundheden, der handler om plastic?

Jeg oplever det tit. På apoteket glider ekspedientens ene hånd nærmest pr. automatik ned efter den lille plastpose for at lægge en æske Panodil eller to andre indkøb i posen.

Jeg hører tit en bemærkning om, at det forventes af kunden, når jeg spørger hvorfor og siger nej tak. De små dåser og æsker kan jeg bære i hånden, i lommen eller i tasken.

Vi er et mærkeligt folkefærd – vi danskere. Vi har holdninger til miljøet og ser i tv om havet, hvor plast og alt andet flyder i land og bekræfter hinanden i, at det er vanvittigt.

Samtidig betaler vi – tilsyneladende uden omtanke – 3,50 kr. eller op til 4 kr. for en plastpose i supermarkedet, stort set hver gang vi køber ind. Hvorfor har Danmarks Apotekerforening – af alle – ikke en fælles holdning til miljøet og plastposerne? Det er, fordi de 466 steder, hvor der er apoteker, er selvstændige og konkurrerer, lyder svaret.

Samtidig fastslår Danmarks Apotekerforenings hjemmeside, at foreningen og apotekerne er en del af sundhedssektoren og har designposer som forslag i papir og plast med inspiration til reklamer for apoteket om, hvad det ellers sælger. Jeg har aldrig set en papirpose på et apotek.

Jeg kender til apoteker i Aarhus, København, Skagen og mange andre steder i landet på mine rejser som journalist og kommunikationsrådgiver. Nu er der dukket poser op, hvor der med store bogstaver står »miljøpose«, andre steder udleveres poser med mindre tekst, men samme ord og en tilføjelse: »Denne pose er fremstillet af 50 pct. genbrugsplast.« Et andet apotek: »Denne pose er fremstillet af genbrugsplast.«

Hvad med de steder, der forsat udleveres almindelige plastposer? Under alle omstændigheder er de alle lavet af plastic. Det må derfor betegnes som vildledende at kalde dem miljøposer.

Et eksempel fra de danske kyster, for det er ikke kun i andre lande, Indien f.eks., at der er så meget affald i havet. Har du, kære læser, lagt mærke til de små plaststykker i flamingo, som skyller i land, især langs den jyske vestkyst. De kommer fra skibsfarten, som 12 sømil fra land må makulere madvarer, men de tager ikke altid mælk, smør og lignende ud af kartonen.

Det er affald herfra, som er de flamingolignende småstykker, der ødelægger hav og kyst. Der er masser af dem.

Danmarks Apotekerforening fortæller mig, at der er forskellige indkøbscentraler, hvor apotekerne hver for sig kan vælge at købe deres plasticposer med det design og de reklamer udenpå, som de ønsker. Der er forskel på poserne i pris, kvalitet og reklamer, hvor apotekerne køber dem.

Jeg spørger: Hvorfor ikke benytte papirposer? Det er apotekernes ansvar, der som en del af sundhedssektoren, som det fremhæves i indledningen til Danmarks Apotekerforenings overordnede formålsparagraf, at undlade plastposer overhovedet. Det er vores ansvar som kunder at sige nej tak, men når vi åbenbart er så holdningssvage, at vi ikke evner at tage ansvar, må det naturligvis være apotekets.

For omkring 20 år siden var jeg dansk informationsansvarlig i et EU-projekt med fem lande til 42 mio. kr. gennem tre år. Det hed Save the North Sea og blev af FN kåret som det bedste projekt blandt 237 konkurrerende med information om de 20.000 tons fysisk affald, der årligt smides i Nordsøen til skade for fisk og fugle.

Plastic var og er fortsat miljøskadeligt, hvor det også går ud over fiskene og fuglene, ikke mindst når havfuglene oplever, at det lille stykke plastic er føde, som de sluger. Det er videnskabelig dokumenteret, at det vikler sig om maven og fuglene dør i desværre stort antal.

Da kan det være ligegyldigt, om det er genbrugsmiljøpose fra apoteket eller fra andre steder. Jeg tillader mig at stille spørgsmålet endnu engang: Bør apotekerne – af alle – ikke være de første til at passe på miljøet og os mennesker og dermed leve op til den overordnede formulering i formålsparagraffen: Vi er en del af sundhedssektoren i Danmark?

Claus Jacobsen er journalist og kommunikationsrådgiver.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Ordet er frit

Et panel bestående af otte aarhusianere leverer hver onsdag klummen Ordet er frit i JP Aarhus

Annonce
Kommentar
Annonce
Annonce
Bolig
Danskernes design: Vi eksperimenterer på badeværelset, men køkkenet skal stadig være hvidt
Individualitet, farver og sanselighed er blandt nøgleordene, når blikket kastes på de nye køkkener og badeværelser. Det individuelle præg er centralt, ligesom behovet for at nyde materialer og design fylder. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her