Annonce

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ordet er frit

Ayse og hendes forældre er meget mere, end den gud de tror på

Medier har det med at putte ting i kasser, og min skole er havnet i ghettokassen, men kære journalist, husk på, at vores elever og forældre er meget andet end den gud, de tror på. Fremfor alt er de almindelige danskere, som har de samme bekymringer, sorger og og glæder som dig selv og din familie.

Medierne viser ofte interesse for Søndervangskolen. Her i forbindelse med at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) besøgte skolen i august. Han fik selskab af daværende rådmand for Børn og Unge, Bünyamin Simsek (V) og skoleleder Rani Børstrup Hørlyck. Foto: Morten Lau-Nielsen

Der er to tider på året, hvor jeg kan være stensikker på at få en opringning fra en journalist. Den ene er i december, hvor jeg år efter år fortæller om, hvordan vi fejrer jul på en dansk folkeskole, hvor over 90 pct. af eleverne har en anden etnisk baggrund end dansk. Den anden er i forbindelse med ramadanen, hvor jeg i mine nu 13 år som skoleleder har fortalt pressen, at vi forbeholder os retten til at give børnene mad, hvis de er sultne eller uoplagte, da vi jo ikke kan have en måned af skoleåret, hvor undervisningen ellers risikerer at blive sat på et lavere blus. En holdning, der i øvrigt deles af forældrene i vores skolebestyrelse.

Jeg har intet imod at fortælle om, hvordan vi pynter juletræ og synger julesange på Søndervangskolen. Egentlig kan jeg godt forstå, at folk er nysgerrige, for når de følger mediedækningen kan de muligvis få en fornemmelse af, at skoledagen forløber meget anderledes på vores skole, end den gør på en folkeskole, hvor elever med efternavne som Hansen og Jensen er i overtal.

Søndervangskolen er røget i den mediekasse, der hedder ”ghettoskole”. Det betyder, at det, der stort set altid bliver fokuseret på, når vores skole er i medierne, er vores elevsammensætning. Misforstå mig ikke, jeg anerkender, at der er blevet skrevet mange positive historier om Søndervangskolen, men de beskæftiger sig stort set alle sammen med vores elevsammensætning i en eller anden grad. Det bekymrer mig, når skoler som vores – hvad enten der er tale om positive eller negative historier – næsten konsekvent proppes i en bestemt kasse, der synes anderledes, end hovedparten af øvrige danske folkeskoler. På den måde er man med til at give omverdenen et indtryk af, at vores skole er mere forskellig fra den gennemsnitlige folkeskole, end tilfældet egentlig er.

Jeg ville ønske, at Ayse og hendes forældre kom langt mere i medierne, når det handler om helt almindelige danske familieemner.
Jeg har sagt det før: En skole bør vurderes på sine resultater, og ikke sin elevsammensætning. Ved det ensidige fokus på elevsammensætningen på en skole som Søndervangskolen er man i min optik faktisk med til at sige, at man ikke opfatter vores elever som helt rigtigt danske skolebørn.

»Kan vi ikke bare sige, at vi er elever?« sagde en af vores seje elever engang til en journalist fra denne avis. Jeg kunne ikke give ham mere ret, for nok har de fleste af vores elever bedsteforældre eller forældre, som er født i et andet land, og nok tror flere af dem på en anden gud end den kristne, men på langt de fleste områder, minder de til forveksling om de elever, som du møder på en folkeskole i en typisk Aarhus-forstad. Vores elever er faktisk slet ikke så ”særlige”, som man godt kan komme til at tro, når de hele tiden bliver puttet i en anden kasse, end den flertallet af de danske folkeskoleelever er i.

Mit håb er, at folk med tørklæde og et efternavn, der er svært at udtale, i langt højere grad optræder i medierne, uden at det skal handle om netop deres tørklæde eller særlige navn.

Kommentar: Jeg stemmer ja til legegrupper

Husk på, at Ayse og hendes forældre er meget mere, end den gud som de tror på. De bekymrer sig også bare om, hvorvidt der bliver taget ordentlig vare på deres bedstemor på sygehuset, om aflevering af SRP-opgaver og skoleprøver, og om hvordan de får hverdagen til at hænge sammen, når mor og far skal på arbejde, og naboen måske skal have hjælp til at købe ind.

Jeg ville ønske, at Ayse og hendes forældre kom langt mere i medierne, når det handler om helt almindelige danske familieemner. For hvis de altid kun skal forholde sig til deres religion og udenlandske baggrund, synes jeg, at vi er med til at få forskellen mellem os til at virke større, end den egentlig er.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Ordet er frit

Et panel bestående af otte aarhusianere leverer hver onsdag klummen Ordet er frit i JP Aarhus

Annonce
Kommentar
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her