Annonce

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Naturen netop nu

Lille blomst – stor glæde

Kantet kohvede har bredt sig på Molslaboratoriet

Den kantede kohvede trives i skovlysninger med let græsning.

Da jeg i 2001 begyndte som naturvejleder på Molslaboratoriet, lærte jeg hurtigt, at arealerne var i en liga for sig, når det kommer til biodiversitet. Der var et mylder af sommerfugle, bier, blomster og fugle, og listen over såkaldte rødlistede arter var alenlang. Men fortællingen var ikke entydigt positiv: Også på Molslaboratoriet havde vi i de forgangne årtier mistet sjældne arter som sortplettet blåfugl, rødlig perlemorsommerfugl, gråbåndet bredpande, brun pletvinge og ikke mindst den karismatiske orkidé hyldegøgeurten.

Det er ikke kun en jammerdal derude. Vi skal huske at formidle glæden og successerne ude i naturen.

Arterne forsvandt, fordi vi vidste for lidt, både om deres udbredelse og om deres krav til levestedet. Det forbandede er, at lige så let de forsvandt, lige så svært bliver det at få dem tilbage igen. For der er altså meget, meget langt fra Møn til Mols, når man er sortplettet blåfugl! Efterhånden som vi har fået meget mere viden om naturen og er blevet rasende gode til at dele information, har vi imidlertid fået bremset tilbagegangen på vore arealer, og efter at skovsandspringeren forsvandt omkring 2002, har vi os bekendt ikke mistet arter på arealerne.

Med Molslaboratoriets nye rewilding-projekt, som er støttet af den Danske Naturfond, og hvor vi lader heste og køer græsse vildt året rundt, er vores forhåbninger tværtimod, at nogle af de særegne arter vil få det bedre. Hidtil har der dog i min bevidsthed været en slange i paradiset. Den mest sjældne af vores blomster, den kantede kohvede, som har været i rasende tilbagegang overalt i Danmark, har desværre stået på et af de fjerne arealer, der ikke blev en del af den nye rewilding-hegning. Den trives i skovlysninger med let græsning, men uden for hegnet er den smukke lyserød-gule blomst, som maksimalt bliver 20 cm høj, i stor fare for at blive udkonkurreret af højere planter – at blive skygget bort. En skæbne, som den deler med mange andre arter i landet.

Vi har ikke været i tvivl om, at kantet kohvede ville trives inde i hegnet, hvor dyrenes intensive græsning om vinteren og heraf følgende lette græsning om sommeren fremmer blomster og hæmmer græsser. Men kantet kohvedes frø spredes med myrer, og som voksen lever den som halvsnylter på særlige græsser, mens blomsten bestøves af langtungede humlebier. Den er derfor ikke nem at flytte eller dyrke, og det er også lidt snyd. Så vi har krydset fingre og krydset fingre for, at den en dag ville springe over vejen og ind i hegningen. Eftersom den kun er etårig, kan miraklet ske fra år til år, men det er aldrig sket!

Før onsdag. Efter at jeg havde konstateret - og til kollegerne beklaget mig over - hvor svært kantet kohvede har det på det eksisterende levested, valgte jeg at gå en lille omvej i håbet om at finde et enkelt vildfarent eksemplar. Og pludselig stod kantet kohvede foran mig, ikke bare i ental, men i flertal. I hundredvis. Inde i hegningen, hvor forholdene passer den, og hvorfra den meget lettere vil kunne brede sig yderligere. En af Danmarks sjældneste arter, med blot ca. 15 levesteder tilbage, og om hvem der i rødlisten står: »Gennem tiden har kantet kohvede været fundet på ca. 175 lokaliteter i den østlige del af landet. Faurholdt oplister 11 recente lokaliteter, hvortil kommer tre ny- eller genfund: Nyrup Skov sydvest for Sorø, syd for Krogebæk på Røsnæs og Bønsvighovedskov på Jungshoved. Af de 14 recente forekomster er de otte i akut fare for at forsvinde, da individantallet her er under 10 på grund af ændringer af biotoperne.«

Kommentar: Hvad gør den smarte sommerfugl, der ligner en velsmagende hapser men er helt uskadelig?

Hurra! Det er ikke kun en jammerdal derude. Vi skal huske at formidle glæden og succeserne ude i naturen. Det være hermed gjort.

Morten DD Hansen er naturvejleder og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Naturen netop nu

Museumsinspektør og naturvejleder Morten DD Hansen, Naturhistorisk Museum, er hver fredag fast klummeskribent for JP Aarhus

Annonce
Kommentar
Annonce
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere
Restaurantanmeldelse: Karruseltur på Aarhus' nye restaurant og vinbar
Der er masser af god vilje og entusiasme, men for nærværende væsentlig mindre kompetence at finde på Aarhus’ nye franskorienterede spisested. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her