*

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Naturen netop nu

Foderbrættets bedste hukommelse – sumpmejser med stor harddisk

Sumpmejsen husker så godt, at det har tiltrukket sig massiv opmærksomhed fra biologer.

Hvordan kan sådan en lille fyr huske, hvor den har gemt tusindvis af korn? Foto: Morten D.D. Hansen

Nu er det tid til fuglefodring, og vi får velkomne besøg af skovspurve, bogfinker, musvitter, blåmejser, grønirisker … og dér ….! En grå mejse med sort hætte. Man slår op i bogen, og det ligner enten sumpmejse eller fyrremejse. Hvilken man synes ligner bedst, afhænger lidt af dagsformen. Nogle gange siger man fyrremejse, andre gange sumpmejse, men det er lidt, som vinden blæser. Eller det er det i virkeligheden ikke – fyrremejsen er nemlig aldrig iagttaget på Aarhus-kanten. Vi ser udelukkende sumpmejser, og vi tager mange fotos af sumpmejser, for de er særdeles tillidsfulde.

Folks fejltagelse skyldes blandt andet de totalt misvisende navne, der er lige så slemme som gran- og løvsanger (gransangeren er en løvskovsfugl, mens løvsangeren gerne yngler i nåleskov). Folk dømmer således ofte fyrremejse, fordi »vi så den i et fyrretræ, og der er langt til nærmeste sump!« Det holder bare ikke. Sumpmejsen findes nærmest overalt, hvor der er skov og krat, mens fyrremejsen i Danmark er en eksklusiv sumpfugl. Den er knyttet til store sumpede områder med gamle pile- og elletræer. Her hakker den selv sit redehul ud – i modsætning til de andre mejsearter.

Ydermere er fyrremejsen en lysere fugl end sumpmejsen, den har både større hætte og hagesmæk, og endelig har den et hvidt panel på vingen, som sumpmejsen mangler. Stemmen er også helt forskellig, idet fyrremejsens fzhæ-dææ-dæææ klart adskiller sig fra sumpmejsens fi-tjiu.

Så når der er en hætteklædt mejse på besøg ved foderbrættet, er det med næsten statsgaranti en sumpmejse. Den vender trofast tilbage, gang på gang på gang. Til gengæld er de enkelte ophold yderst kortvarige. Fuglen lander, udser sig et solsikkefrø og forlader straks skuden igen. Det handler selvfølgelig om hamstring. Når man som sumpmejsen er en ekstrem standfugl – den flyver nærmest aldrig længere end en kilometer hjemmefra og mangler således på mange øer – gælder det altid om at have mad i huset. Sumpmejsen bruger derfor enhver lejlighed med overflod til at gemme til tider med smalhans.

Det kan synes ganske uoverskueligt at huske, hvor man har gemt måske 10.000 frø, så det er af gode grunde et fænomen, der har tiltrukket sig massiv opmærksomhed fra adfærdsbiologerne. Tænk bare på, hvor svært det kan være at huske, hvor man har lagt nøglerne! Men sumpmejsen er virkelig en fugl, der husker. Selvfølgelig husker den ikke evigt, og fuglens evne til præcist at finde det rigtige gemmested aftager således gradvist med tiden. Men selv flere måneder efter at frøet er blevet gemt, har sumpmejsen gode chancer for at finde det. Jo længere tid der går, des mere må den dog forlade sig på rutinen: »Det vil ligne mig dårligt, hvis ikke jeg har gemt et frø her ...« Det virker for sumpmejsen. For der er mange af dem derude!

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Naturen netop nu

Museumsinspektør og naturvejleder Morten DD Hansen, Naturhistorisk Museum, er hver fredag fast klummeskribent for JP Aarhus

Annonce
Kommentar
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her