Annonce

Dette er en kommentar: Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Aarhus sådan set

Rådhusstøv slører blikket for konsekvenserne af sparerunden i Aarhus

Historien om hullet i kommunekassen bliver oprullet igen, mens vi stadig venter svar på, hvad det kommer til at betyde for borgerne.

Morten Nystrup, JP Aarhus-redaktør.

Det er ikke for meget at kalde de seneste uger på rådhuset en rodet og uskøn affære.

Meget tyder på, at det samme bliver gældende de kommende uger, når politikerne sætter sig til forhandlingsbordet for at finde ud af, hvordan hullet i kommunens økonomi skal lappes.

Og når det roder, kan man nemt miste overblikket over, hvad der er op og ned i proces, udmeldinger og realiteter.

Rådmand for børn- og unge Thomas Medom (SF) politiserede hurtigt direktørgruppens spare- og integrationsforslag ved at være varm fortaler for større skoledistrikter.

Siden trak han i land, og pludselig blev borgmesteren mål for vreden, selv om han eller socialdemokraterne ikke udadtil havde forholdt sig til indholdet i direktørgruppens sparekatalog.

I stedet gik man efter, at byrådet, med Jacob Bundsgaard i spidsen, have indregnet en usikker gevinst ved en ventet udligningsreform, da budgetforhandlingerne begyndte sidste efterår.

Sagen er blot, at der hverken er noget nyt eller fordækt i det forhold. Hverken for politikerne eller for de medier, der følger livet på rådhuset. Vi er få.

Absurd, at et emne af så stor vigtighed og offentlig interesse bliver præsenteret så uigennemskueligt, som det er tilfældet

Bundsgaard indhegnede forhandlingerne ved at fastlægge en økonomisk ramme, hvor en formodet gevinst af en udligningsreform, der ved at indregne beskæftigelsestilskuddet i udligningsordningen mellem kommunerne, skulle rette op på en påstået systemfejl. Dels var det tvivlsomt, om Aarhus ville opnå den gevinst, man håbede på, og dels er det dristigt at fæstne sin lid til Christiansborg.

Og det viste sig da også, at der ikke kom en reform. Indenrigs- og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) og – værd at bemærke – tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen (S) kunne ikke blive enige, og i april brød forhandlingerne sammen. Dermed kom der ingen af de penge til Aarhus, man ellers havde brugt til at finansiere efterårets budget med. Det var ingen overraskelse, omend man selvfølgelig havde håbet på noget andet.

Men alle partier gik ind til forhandlingerne med den usikkerhed i bevidstheden, og de accepterede den i bytte for at få politiske mærkesager gennemført. En grundregel i politik og ganske belejligt op til kommunalvalget i november.

Alt sammen historie. Det, der betyder noget for borgerne i kommunen, er, hvordan besparelserne så skal udmøntes. Hvem skal holde for og hvordan?

Det ved borgerne i realiteten ikke noget som helst om endnu. Forhandlingerne er endnu ikke gået i gang, og politiske udmeldinger står beviseligt ikke til troende. Børn- og unges forslag til alternative besparelser, der blev fremlagt onsdag, må skabe endnu større forvirring blandt befolkningen. Absurd, at et emne af så stor vigtighed og offentlig interesse bliver præsenteret så uigennemskueligt, som det er tilfældet. Særligt når man tænker på, hvad kommunen ellers bruger af ressourcer på at opfinde kommunikationsprojekter til en sikkert lille gruppe af særligt interesserede borgere.

Det bliver selvsagt interessant at følge de politiske forhandlinger og dermed endelig få svar på, hvad bl.a. det borgmesterbærende parti i byen egentlig mener. Indtil videre har debatten om besparelser handlet om proces. Nu kommer det heldigvis snart til at handle om politik, og så må selv Socialdemokraterne – og dermed borgmesteren – stå på mål.


Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Aarhus sådan set

Morten Nystrup er redaktør for JP Aarhus og skriver om byen, borgere og politik.

Annonce
Annonce
Kommentar
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her