*

Erhverv

Rekordmange gæster gav p-problemer på Northside

En udvidelse på 5.000 gæster og et højere aldersgennemsnit var formentlig årsag til flere ulovligt parkerede biler på Northside. Aarhus Kommune havde ikke nogen cityassistenter på opgaven og vil nu tage problemerne til efterretning.

Claus Andersen, der bor under 500 meter fra Northside- pladsen, var under festivalen fanget i et parkeringshelvede, da gæster fyldte villavejene, holdt på fortove, camperede i biler og gjorde det umuligt at komme ind og ud. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Til weekendens Northside festival skulle man kigge langt efter cityassistenter og gule parkeringsafgifter, men ikke ulovligt parkerede biler. Claus Andersen, hvis hus ligger tæt på festivalpladsen, så hele weekenden hundredvis af ulovligt parkerede biler i området.

»De fleste af villavejene er smalle, så beboerne parkerer normalt i højre side af vejen, men under festivalen holdt bilerne i begge sider af vejen og flere oppe på fortovet,« siger Claus Andersen, der undrer sig over, hvor kommunens cityassistenter blev af.

Under Northside plejer han normalt at pakke bilen og smutte ud af byen, men i år var han og familien nødsaget til at blive hjemme. Tidligere år har festivalgæster danset på taget af familiens campingvogn, hoppet i trampolin i haven, og enkelte gæster har tilmed røget og drukket i børnenes legehus.

Ridser og buler

»I år har jeg fået ridser og en bule i bilen, fordi en anden bil ikke har kunnet komme frem og tilbage, fordi der har været festival. Det irriterer mig voldsomt,« siger Claus Andersen.

Ifølge Kim Gulvad Svendsen, chef for Drift og Myndighed hos Center for Byens Anvendelse i Aarhus Kommune, skyldes manglen på cityassistener, at der ikke tidligere har været problemer med parkering på Northside.

Jeg er godt klar over, at Northside er kommet for at blive. Men det, der startede som en havefest med 5.000 gæster, har nu vokset sig til en kæmpe festival med 40.000 gæster.
Claus Andersen, nabo

»Hvis parkeringsforholdene har ændret sig, er det selvfølgelig noget, vi skal tænke med ind til næste år, så vi fremover kan afværge lignende situationer,«siger Kim Gulvad Svendsen.

Claus Andersen har boet i området alle de år, der er blevet afviklet Northside. I weekenden så han for første gange flere gæster, der overnattede i bilerne.

»Der var en skare af festivalgæster, der camperede på vejene i tre-fire dage og brugte bilerne til at sove i. Det kan ikke være meningen, at man kan parkere i tre-fire dage på et fortov på en villavej, hvor der ikke bliver udstedt bøder eller flyttet biler. Det synes jeg ikke er rimeligt,« siger Claus Andersen.

Alder og antal ændrer sig

Ifølge teamleder for kommunens cityassistenter, Joshua Krogager, adskiller Northside sig fra andre arrangementer, når det kommer til gæster.

»Med et arrangement som Northside bor størstedelen af gæsterne i byen, og mange drikker alkohol hele weekenden. Derfor tager de færreste bilen. Det er en helt anden type arrangement end f.eks Classic Car Race, hvor folk typisk kommer i bil,« siger Joshua Krogager.

Publikum bliver ældre

Men måske er den billøse festivalgænger på retur. Som JP Aarhus beskrev lørdag var gennemsnitsalderen på Northside i år 36 år, mens 70 pct. af gæsterne var over 30 år – en gruppe, der er vokset med 21 pct. de seneste fire år. Det skred i gennemsnitsalder kan sammen med de 5.000 ekstra gæster måske forklare det stigende antal biler på villavejene, mener Kim Gulvad Svendsen.

»Om det faktum, at en stor del af gæsterne i dag er et sted i 40’erne med mange over 50 år, er med til at tiltrække flere bilister end de foregående år, er noget af det, vi skal til at undersøge, når vi skal evaluere på hele forløbet,« siger Kim Gulvad Svensen, der regner med, at kommunens evaluering er færdig inden for de næste par uger.

Set den komme?

I Aarhus Kommune har man normalt gode erfaringer med at sende ekstra bemanding ud til byens store arrangementer, forklarer Kim Gulvad Svendsen.

»Til arrangementer, hvor folk har det med at parkere bilen en masse underlige steder, sender vi traditionelt flere cityassistenter på gaden, primært for at vejlede bilisterne. Det har vi relativt stor succes med. Både til Classic Car Race og til Justin Bieber lykkedes det os at forhindre yderligere fem-seks bilister i at holde ulovligt, for hver afgift vi udstedte.«

Hvorfor så ikke til Northside?

»Vi har haft en tæt dialog med Northside omkring parkering, og festivalen har brugt en masse energi på at forklare sine gæster, at de skulle komme til fods eller cykel. Det er grunden til, at vi ikke har været ude og været ekstra opmærksomme på parkering, der indtil nu ikke har været det store problem.«

Northside
  • Northside blev første gang afholdt i 2010 på Tangkrogen og havde 5.000 gæster.
  • Siden 2011 har festivalen været afholdt i Ådalen ved Søren Frischs Vej.
  • Festivalen, der løb fra fredag til søndag, havde i år 40.000 gæster.
  • Der blev ikke uddelt nogen parkeringsafgifter under dette års festival.

Kilde: Northside, wikipedia

Men når festivalen har udvidet med 5.000 gæster til i alt 40.000 gæster, skulle I så ikke have set problemerne komme?

»Det kan sagtens være. Det må vi sætte os ned og kloge os på, når vi er kommet rigtig over på den anden side af festivalen. Hvis der er indikationer fra beboere, der henvender sig til Northside, selvom vi ikke selv har fået nogle henvendelser, skal vi selvfølgelig tage det op, så vi kan forebygge det til næste år. Ulovligt parkerede biler skal ikke være til gene på næste års festival. Somme tider kan det dog være svært at se faresignalerne,« siger Kim Gulvad Svendsen.

Tilbage på villavejen i Åbyhøj gruer Claus Andersen for næste års parkeringshelvede.

»Jeg kan ikke forhindre gæsterne i at gå forbi mit hus, det er offentlig vej og fuldstændig lovligt. Men hvis jeg ikke kan komme ind og ud, er det umuligt for mig at passe mit arbejde. Slet ikke nu, hvor festivalen næste år allerede starter torsdag,« siger Claus Andersen.

Busser i rutefart

Han er i tvivl om, hvorvidt flere parkeringsvagter er en del af løsningen. Han foreslår i stedet, at kommunen etablerer nogle parkeringsfaciliteter eller arrangerer nogle shuttlebusser, så de hundredevis af biler ikke igen ender i parcelhuskvarteret.

»Jeg er godt klar over, at Northside er kommet for at blive, og jeg vil heller ikke kræve festivalen lukket. Men det, der startede som en havefest med 5.000 gæster, har nu vokset sig til en kæmpe festival med 40.000 gæster, og lur mig, om der ikke bliver lukket yderligere 5.000 gæster mere ind næste år. Det lægger altså et kæmpe pres på området,« siger Claus Andersen.

 

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Lad os lige smutte til London eller Paris

Jonathan Ries, bestyrelsesmedlem Vedvarende Energi Klosterport 4F, Aarhus C
Vores forbrug har taget overhånd, når danskere flyver til udlandet på en smuttur for at holde julefrokost. Hvad med miljøet?

Debat: Hvorfor blev Camilla Fabricius ikke rådmand?

Randi Bruhn Mannion, Hvidmosevej 8, Ebeltoft
Endelig kom der et svar fra formanden fra Socialdemokratiet i Aarhus på spørgsmålet om, hvorfor Camilla Fabricius ikke blev rådmand i Aarhus.
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her