Annonce
JP Aarhus 20 år
Erhverv

Butikker efterlyser mere liv på Store Torv

Tom plet: Store Torv er øde og forblæst, og her sker for lidt. Sådan lyder kritikken fra flere butikker. Torvet har et stort potentiale, mener erhvervsmægler.

LUND TANJA CARSTENS

Søndag sker der noget på Store Torv. Boghandlen Kristian F. Møller har lejet et telt med plads til 100 tilhørere og inviteret en række kendte  anske forfattere, bl.a. Hella Joof, til et stort oplæsningsarrangement.

»Det er tredje gang, vi afholder ”Litteratur på Store Torv”, både kunder og forfattere er meget glade for arrangementet, « fortæller Marianne Møller, indehaver af Kristian F. Møller.

Hun er fjerde generation i boghandlen og har stået bag disken, mens der stadig var biltrafik og parkering på Store Torv. I dag er torvet spærret af ved alle indgange, bortset fra vareaflevering mellem kl. 04-11.

Begivenheder på Store Torv

Litteratur

  • Søndag den 28. maj:
  • 11-11.45: ”Gaven og Reformationen”
  • 12-12.45: Hella Joof
  • 13-13.45: Steffen Heiberg
  • 14-14.45: Lone Hørslev
  • 15-15.45: Josefine Klougart
  • 16-16.45: Caspar Eric
  • 11.15-12.45: Oplæsninger for børn.
  • Gratis adgang, ingen billetter. Mulighed for bogsigneringer.

Arrangør: Kristian F. Møller.

Åbningsreception hos Shoe Chapter

  • Ny sneakersbutik på Store Torv 4. Lørdag den 27. maj fra kl. 15. Alle er velkomne.

Bar åbner udeservering

  • Fra i går, fredag, laver Alberts udeservering foran indgangen til baren, Store Torv 3, med tapasanretninger, vin, øl, drinks og cocktails. 70 siddepladser i et afskærmet miljø hver dag fra kl. 12.

»Store Torv er et stort, åbent torv, hvor der ikke sker alverden, ligesom på Bispetorv. Vi har to øde torve i midten af byen, hvor ingen må køre eller holde, der er ikke rigtigt nogen, der bruger dem til noget, og det er ærgerligt, her er et stort potentiale,« siger Marianne Møller.

At Store Torv kan vågne op, oplevede hun i forbindelse med den skov, der blev etableret under Aarhus Festuge for år tilbage.  Den gav så god stemning og øget aktivitet og liv, fordi mange mennesker opholdt sig her. Det viser, at man godt kan rykke folk til steder, de gerne vil være,« siger Marianne Møller.

Hun er glad for bænkene, der er opstillet på torvet, men kunne godt ønske sig flere tiltag.

»Byplanmæssigt kunne man godt gøre noget. Folk går hen langs facaderne, det er sjældent, de går på kryds og tværs eller opholder sig inde på midten. Det har noget med indretningen af torvet at gøre,« siger Marianne Møller.

Tiltrækker højprofilmærker

Erhvervsmægler Torben Klitgaard fra Colliers har været med til at finde lejere til flere af erhvervsmålene på Store Torv.

»Store Torv er oplagt for højprofilkoncepter, som vil skille sig lidt ud fra mainstream. Der er stor bevågenhed omkring Store Torv fra de store brands, og man vil gerne vente længe på at komme ind her. Firmaerne er især meget bevidste om, at krydstogtgæsterne bliver ledt ind til Store Torv,« siger Torben Klitgaard.

Store Torv kombinerer stemningen fra Latinerkvarteret med Strøgets synlighed.

»Ulempen kan være, at torvet er en for stor, åben plads, der mangler intimiteten, som man har i de andre handelsgader. Den store synder er midten af torvet, hvor der kunne skabes noget interessant, for eksempel et madmarked a la Torvehallerne i København, det kunne give liv til området og butikkerne. Der skal være en magnet, men det kræver politisk vilje,« siger Torben Klitgaard.

Hornvarefabrikken lå på Store Torv i tre år, inden butikken flyttede til Volden for et par måneder siden.

»Vi havde en kæmpestor butik i to plan på Store Torv og havde svært ved at gøre brug af alle de kvadratmeter, som vi skulle betale for,« siger Rasmus Høj Jakobsen, butiksbestyrer hos Hornvarefabrikken.

Han oplevede også, at der skete for lidt på Store Torv.

»Mange af vores kunder siger, at Store Torv ikke er et sted, man har lyst til at opholde sig. Det er et flot torv med Domkirken, og man kunne sagtens gøre mere ud af den kæmpestore, lidt golde, plads midt i byen, både for butikkernes og aarhusianernes skyld. Få lidt natur og bænke ind, skabe lidt læ, gøre det mere hyggeligt og stemningsfuldt,« foreslår Rasmus Høj Jakobsen.

Han oplever, at Latinerkvarteret indbyder mere til at slentre i roligt tempo end Store Torv, som mest er en passage fra Strøget og ned i Latinerkvarteret.

Ingen varer på torvet

Både Rasmus Høj Jakobsen og Marianne Møller er kede af reglerne omkring vareeksponering på Store Torv.

Butikkerne må kun stille varer ud inden for 60 centimeters længde fra facaden – i modsætning til Søndergade, Ryesgade og Clemens Bro, hvor butikkerne har en zone på 150 cm til udstilling af varer.

»Kommunen er rundt at håndhæve forbuddet med jævne mellemrum. Vi vil ikke fylde hele torvet, men vi vil gerne ligestilles med Strøget, så vi kan få lidt ud af den plads, der alligevel står tom derude. De handlende kunne skabe lidt mere liv,« siger Marianne Møller.

Kim Gulvad, chef for Drift og Myndighed i Aarhus Kommune, påpeger forskellen mellem Strøget, som er en handelsgade, og Store Torv, der er et arrangementsområde.

»Men har butikkerne på Store Torv idéer, de kan gå sammen om, er vi altid åbne for en dialog,« siger Kim Gulvad. Til idéerne om mere udsmykning af torvet siger han:

»Jo mere vi sætter op, som skal flyttes ved arrangementer, jo dyrere bliver det. Men vi arbejder med at etablere flere siddefaciliteter, ikke mindst omkring Vanddragen, der jo er meget populær hos børnene om sommeren.«

Til idéerne om etablering af mere permanente tiltag midt på torvet, f.eks. a la Torvehallerne, understreger han, at det er en politisk beslutning.

»Fra min tekniske vinkel vil jeg pege på den gamle middelalderby, der ligger lige under belægningen. Vi vil helst etablere ting oven på belægningen, for det kan blive dyrt at grave, hvis der er arkæologiske ting, der skal bevares,« siger Kim Gulvad.

Internationale luksusbrands

Torben Klitgaard ser et potentiale for Store Torv, der på sigt vil kunne tiltrække internationale luksusbrands som f.eks. Louis Vuitton.

»Hvis man fortsætter med at udbygge antallet af højprofilsmærker, vil det styrke Store Torvs rolle som Københavns Østergade, der har samlet dyre brands. I dag er butiksniveauet ikke højt nok, men Store Torv har flyttet sig meget over de seneste 15 år, så det kan måske også udvikle sig yderligere over de næste 15 år,« siger Torben Klitgaard.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Tvivlsomme forudsætninger for brutale nedskæringer

Keld Hvalsø, Lone Norlander
Byrådet i Aarhus bør aflyse den store nedskæringsrunde, som brutalt vil ramme skoler, daginstitutioner, ældre, udsatte grupper, kulturlivet og mange andre.
Aarhus' historie
Annonce
Redaktionen anbefaler
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce
Viden
Kæmpe eksperiment skal øge unges interesse for naturvidenskab
35.000 skolebørn skal ud og finde bakterier i Danmark. Projektet roses for at ville øge unges interesse i naturvidenskab, men det får også kritik for kun at gavne Novozymes. 
Se flere
Høringssvar om lukning af døgninstitution: »Kære Favrskov Kommune. I må ikke lukke Slottet«​
Favrskov Kommune har offentliggjort samtlige høringssvar til budgetforhandlingerne. Overordnet set er der bred tilfredshed med forslaget på en række områder, men flere gruer ved tanken om den planlagte lukning af daginstitutionen "Slottet". 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her