Erhverv

Salling anlægger park 30 meter over gaden

Næste sommer åbner stormagasinet Salling et 2.000 kvm. kulturelt byrum på stormagasinets tag.

På toppen af stormagasinet Salling skal afholdes arrangementer i samarbejde med nogle af kulturinstitutionerne i Aarhus. Men der skal også være ro. Visualisering: Salling/Sahl Arkitekter

I anledning af kulturhovedstadsprojektet i 2017 vil Salling i Aarhus lave stormagasinets uudnyttede tag om til et nyt byrum til glæde for byens gæster og borgere.

Det 2.000 kvm store tagareal skal rumme en tagterrasse og en have, hvor der med udsigt over byen og bugten kan holdes bl. a. open air-koncerter og julemarked.

»Aarhus nyder lige nu international opmærksomhed og anerkendelse for sit byliv og mange kulturelle tilbud. Det er ikke alene fordi byen skal være europæisk kulturhovedstad, men også fordi mange store og små projekter har bidraget til at løfte Aarhus op i den europæiske superliga,« siger direktør Marianne Bedsted, Salling.

»Med byrummet og tagterrassen håber vi at kunne bidrage til den udvikling, der har gjort byen til et attraktivt sted at bo og besøge.«

Tagprojektet, som vil koste omkring 30 mio. kr. og finansieres af Salling Fondene og Salling Aarhus, har indtil videre fået arbejdstitlen ”Salling Roof Garden”.

Intentionen er at skabe en attraktion med fri adgang for alle - med scene, rampe ud over Strøget, skiftende udstillinger, grønne haver, chill out-zoner og en café med panoramaudsigt.

»Vi ser det nye byrum som en oase og et fristed for byens borgere og turister på det, der faktisk er byens mest befærdede sted,« siger Marianne Bedsted og tilføjer, at 15 mio. fodgængere hvert år passerer Strøget ved Salling.

Artiklen fortsætter under illustrationen

Inspirationen til byparken er hentet i blandt andet Paris og New York. Visualisering: Salling/Sahl Arkitekter
Ombygningen betyder, at Sallings Bar & Bistro vokser fra én til hele tre etager – med den nye tagcafé på toppen som den øverste. Højden bliver op til 30 meter over gadeniveau.

»Hensigten er at skabe et fristed midt i det travle, hvor man kan få et helt nyt blik på byens hovednerve. Det er ikke et sted, hvor der altid skal foregå noget, men også være et sted, hvor man kan gå hen og slappe af og reflektere eller få en kop kaffe og nyde den spektakulære udsigt,« fortæller Marianne Bedsted.

”Salling Roof Garden” er skitseret af Sahl Arkitekter og inspirationen er bl. a. hentet fra højbane-projekterne Coulée Verte René-Dumont i Paris og High Line i New York, som har forvandlet tomme byrum til attraktive, grønne fristeder for byens borgere.

»Som med The High Line bliver det et råt miljø, hvor vi laver de nye ting rundt om installationer og ventilationsrør. Men det er også det spændende ved det, at det ikke bliver et plant stort torv,« fortæller direktøren.

Salling-taget skal ifølge Marianne Bedsted også danne ramme for kulturelle begivenheder. Derfor vil stormagasinet  indgå samarbejder med Aarhus Festuge, Spot Festivalen, Aarhus Jazz Festival, byens spillesteder og teatre – ligesom f. eks. institutioner og skoler skal kunne bruge den nye bypark.

Som led i kulturhovedstadsåret er planen, at Aarhus 2017 og Visit Aarhus skal afvikle kulturarrangementer og events i ”Salling Roof Garden”.

»Aarhus 2017 har allerede et tæt samarbejde med Salling, hvor vi inddrager stormagasinet såvel inden for som uden for til at præsentere kulturhovedstadsåret,« fortæller adm. direktør Rebecca Matthews, Aarhus 2017.

»Et nyt oplevelsesrum på taget af Salling er et yderligere stærkt aktiv under kulturhovedstadsåret, men også bagefter,« siger hun.

Det nye byrum bliver tilgængeligt direkte fra gaden via en bro fra Sallings p-hus. Samtidig vil der være adgang gennem Sallings eksisterende elevator samt gennem Sallings Bar & Bistro.

Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard ser projektet som endnu et eksempel på den vækst og udvikling, som byen gennemgår.

»Det er en fantastisk gave til Aarhus’ kulturliv og bymiljø og endnu en attraktion til den perlerække, der allerede har sat Aarhus på landkortet – også internationalt,« siger han.

Byggeriet går i gang til foråret, og de første gæster ventes at kunne tage turen op på taget i sommeren 2017, fortæller Salling-direktør Marianne Bedsted.

»Vi tør ikke sætte en præcis dato. Vi er i tæt dialog med kommunen, og det afhænger også af hvor lang, vinteren bliver. Men det er klart, at vi gerne vil have glæde af det gode vejr, men sommeren i år var jo også lang,« konstaterer hun.

Følg
Jyllands-Posten
Seneste nyt
Annonce
Anmeldelse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her