Annonce
JP Aarhus 20 år
Erhverv

Kampen om Brendstrup Hovedgård

Da fire søskende solgte deres barndomshjem, anede de ikke, at salget blev startskuddet til en priskrig om millioner af kroner.

Brendstrup Hovedgård. Foto: Carsten Ingemann

En februardag i 2004 samledes fem mennesker omkring et bord på Brendstrup Hovedgård i udkanten af Århus.

De fire var søskende og ejede gården i fællesskab. Den femte var medejer af Danmarks Japanske Have, Michael Nielsen, der forudså, at han kunne tjene en formue og i flere år havde forsøgt at købe herregården. Men først den dag i februar blev der indledt reelle forhandlinger om hans tilbud på 10 mio. kr.

Han fortalte, at han som dreng kom i haven og plukkede brombær og hindbær for de fire søskendes moder. Og de talte om, hvor vigtigt det var at bevare den gamle have med de store frugttræer.

Kort efter blev de enige om, at han den 1. juli skulle overtage de dårligt vedligeholdte bygninger og ejendommens godt 40 hektar jord for 10 mio. kr.

Det er halvdelen af denne jord, som han et år senere skriftligt satte til salg for godt 140 mio. kr., netop som regionsrådet havde vedtaget, at alle sygehusfunktioner med tiden skulle samles i Skejby.

Retfærdigvis skal det med, at han nu erklærer sig parat til at lade Århus overtage arealet for det halve.

»Jeg kunne regne ud, at jorden ville blive mange penge værd. Men ikke så mange,« fortæller Michael Nielsen over en kop kaffe i Danmarks Japanske Have.

»Oprindeligt var jeg kun interesseret i bygningerne, men de fire søskende ønskede at sælge hele ejendommen. Jeg vidste, at en lokalplan reserverede 14 hektar til sygehusbyggeri, og så var det bare at vente på, at værdien steg. Men det kunne have taget mange år, og det var de fire søskende åbenbart ikke interesseret i at vente på.«

Netop i månederne op til overtagelsen den 1. juli drøftede Århus Kommune og Århus Amt planlægningen for området, der skulle rumme den kommende sygehusudvidelse på blandt andet Brendstrup Hovedgårds jord, fremgår det af et notat fra amtet.

Børge Wiid Nielsen, der bor i en villa i Risskov, er en af de fire søskende.

Han mindes ikke, at der i tiden omkring handlen var tale om, at Brendstrup Hovedgårds jord skulle bruges til sygehusbyggeri. Markerne var udlagt til grønne områder. Men i 1979 - to år efter, at de fire søskende havde overtaget gården - fik de besøg af to jurister fra amtet.

De var interesserede i at købe nogle hektar jord for at sikre udvidelsesmulighederne for det kommende Skejby Sygehus. Der blev dog ingen aftale, da de fire søskende ønskede, at Georg Wiid Nielsen skulle have tilstrækkelig jord til landbrugsdriften.

Som nævnt var situationen anderledes i 2001, og Børge Wiid Nielsen undrer sig i dag over, at hverken amt eller kommune henvendte sig efter 1979. Det havde været lettere at skabe enighed blandt de fire søskende om et salg til offentlige myndigheder.

»Vi ville gerne have solgt til kommunen,« siger han. »I 2001 sendte jeg et brev til magistratens 2. afdeling og fortalte, at forpagteren ville gå på pension, så det nu var tid til at afgøre gårdens fremtid. Men vi fik ikke noget svar. Min storebroder Georg var efterhånden træt af at være landmand. Han havde stået for driften, siden vi overtog ejendommen, da min far i 1977 fyldte 75 år.«

De var ikke uden vemod, at de fire søskende skulle skille sig af med deres barndomshjem. De forhandlede om at sælge til en bekendt med planer om at indrette lejligheder i de store længer, og der var også luftige planer om en golfbane på markerne.

Men i 2004 tog de mod Michael Nielsens tilbud.

Tilsyneladende kneb det for ham at skaffe millionerne. Der løb renter på købesummen fra den 1. august, og først to måneder senere, den 6. oktober, modtog de brev fra deres advokat om, at de 10 mio. kr. var indbetalt, hvorefter Michael Nielsen fik nøglerne til Brendstrup Hovedgård.

Michael Nielsen hævder nu, at han flere gange talte med Georg Wiid Nielsen om, at en del af markerne skulle bruges til sygehusjord. De samtaler kender Børge Wiid Nielsen ikke, og hans storebroder bor i Thailand, hvor han mest opholder sig på en landejendom øst for Bangkok uden telefon.

Michael Nielsen fik skøde på ejendommen sammen med sin hustru, to børn og en nær ven af familien, Martin Siim. Samme personkreds står som ejere af Danmarks Japanske Have på Randersvej, ikke langt fra Skejby.

Men i kulissen ventede ejendomsinvestoren Jørn Tækker Petersen. Blot seks måneder efter, at købesummen var indbetalt, fik et helt nyt anpartsselskab option på det meste af jorden.

Jørn Tækker Petersen er direktør, men Michael Nielsen og hans familie er med i LFT Invest, som firmaet hedder. Dets formål er at udvikle og sælge ejendomsprojekter.

Den ene optionsaftale giver LFT Invest ret til at købe 31 af de godt 40 hektar for 5 mio. kr. Men den indeholder også komplicerede klausuler om, at sælgerne - Michael Nielsen og hans familie - har ret til at beholde op til 60 pct. af jorden som en del af købsprisen.

På selve gården gik det stærkt. Stuehuset blev ifølge Michael Nielsen istandsat for over 4 mio. kr.

Længerne - en kostald, en hestestald og en lade - var lige til at rive ned. Kun et par takkede gavle står tilbage, og på tomten lyser nye længer med røde, glaserede tegltage op i landskabet.

Laden er blevet til otte lejligheder på hver 220 kvm. Pris: 20 mio. kr.

Hestestalden ud mod Bækhusvej er bygget op til privat brug. Pris: 12 mio. kr.

Kostalden er endnu ikke genopbygget, men bliver det, siger Michael Nielsen.

Pengene? Dem har han fra tidligere projekter, blandt andet sammen med Jørn Tækker Petersen.

Men han føler, at han er ildeset hos myndighederne på grund af ”sygehusjorden”.

»Af samme grund har jeg har trukket mig lidt tilbage fra de andre projekter, fordi jeg er bange for at blive lidt af en belastning,« siger han.

Udover projekterne på selve hovedgården, har Michael Nielsen og co. præsenteret storstilede planer, der hurtigt blev skudt ned af myndighederne. Det gjaldt blandt andet en helt ny bydel med op til 1.800 boliger i kransen omkring den kommende sygehusby og et tilbud om at bygge selve sygehuset og leje det ud til regionen. Nu kræver han, at kommunen venter med at ekspropriere, indtil der foreligger en detaljeret lokalplan for området. Så vil han benytte sig af lovgivningens mulighed for, at jordejeren selv udfylder lokalplanen. Han vil da på banen med de afledte faciliteter til sygehusbyen som blandt andet parkeringshuse, butikker og spisesteder.

Michael Nielsen afviser, at hans ihærdighed bunder i, at han er pisket til at få en høj pris for ”sygehusjorden” for at klare de store hæftelser, der er blevet tinglyst på den ejendom, som han overtog for 10 mio. kr. for mindre end fire år siden.

Den 28. april i år blev der tinglyst et ejerpantebrev til Jyske Bank på 33 mio. kr. og banken, og to andre kreditorer havde i forvejen sikkerhed for over 27 mio. kr.. Et par af tinglysningerne omfatter også Den Japanske Have, hvor der desuden er tinglyst sikkerhed for lån på 6 mio. kr.. I alt hæftelser for mere end 66 mio. kr..

Men familieprojekterene er lagt i interessent-selskaber, der ikke skal aflægge offentlige regnskaber som anparts- og aktieselskaber. Derfor er værdien af hans projekter heller ikke offentligt kendt. Men han lægger ikke skjul på, at ”sygehusjorden” gerne skulle ende som en guldgrube.

»Århus har udbudt byggejord til 700 kr. pr. kvm, så det må være prisen,« konkluderer han. »Århus har også solgt regionen jord til sygehuset for 370 kr., og det vil jeg acceptere. At Århus senere har solgt nogle arealer til regionen for 20 kr. er bare et forsøg på at få min pris ned.«

Direktør for Skejby-projektet, Morten Weise Olesen, siger kort om Michael Nielsens krav: »De er hinsides enhver fatteevne.«

-------------------------------------------------------------------------------

Læs mere om sagen i JP Århus mandag

null
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Den utrolige skandale i Aarhus

Flemming Larsen, C. F. Aagaards Vej 28, Højbjerg
Skandalen i Teknik og Miljø viser, at alt er muligt i Aarhus Kommune, hvis man har de rigtige forbindelser.

Debat: Trist, at der er så lidt liv på Bispetorvet

Hans-Henrik Bisbo, malermester emeritus, Fænøgade 5, Aarhus C
Lav en helårsskøjtebane på det kedelige torv.

Debat: Psykiatrien bør have et markant løft

Rasmus Foged, regionsrådsmedlem, Alternativet i Region Midtjylland
Hvor er det tragisk, at vores psykiatriske afdelinger er så pressede, at de ikke har mulighed for at give patienterne den ro og tryghed, de skal bruge for at blive raske.
Aarhus' historie
Annonce
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce
Biler
Eks-minister er gennemført el-bilist: Men Ellerten var alligevel ved at tage pippet fra ham
Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Christian Friis Bach er vild med elbiler. Lige nu rummer husstanden hele to af slagsen - en håbløs og en moderne. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her