*

Det sker

Hun deler lykke på nettet

Blogger: Det er ikke hendes stil at tage selfies eller dele sit privatliv. Alligevel er Ann-Christine Hellerup Brandt en af Danmarks mest succesrige bloggere med Valdemarsro.dk. Hendes mål er at inspirere læserne med opskrifter og til at finde glæden ved de små, fine ting i hverdagen.

Kvinden bag den succesrige mad- og livsstilsblog Valdemarsro.dk. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Hendes opskrift på koldhævede boller er der hver dag 3.000-4.000 danskere, der er inde at tjekke ud på bloggen valdermarsro.dk.

Om måneden har hun over 700.000 unikke læsere, der lader sig inspirere af hendes opskrifter, boganbefalinger og inspirationslister til lykkeglimt i hverdagen.

Mange følgere starter dagen med at gå ind og læse hendes seneste indlæg.

Blå bog

Ann-Christine Hellerup Brandt

  • Kvinden bag Valdemarsro.dk, Ann-Christine Hellerup Brandt, er en af Danmarks mest succesrige bloggere.
  • Hun er uddannet ejendomsmægler.
  • Hun startede Valdemarsro.dk som et hobbyprojekt for nu 10 år siden (2007) ved siden af sit arbejde som bankrådgiver.
  • I 2012 sagde hun sit job op og begyndte at blogge på fuld tid på Valdemarsro.dk.
  • Hver måned har Valdemarsro.dk, der formidler opskrifter, rejseliv, boganbefalinger og inspiration til det gode liv i det hele taget, over 700.000 unikke besøgende og over to millioner sidevisninger.
  • Mange følger med via de sociale medier, fx Instagram (40.000 følgere), Facebook (24.000 følgere) og Youtube (2.500).
  • Hver uge modtager 14.000 abonnenter hendes nyhedsbrev med forslag til madplan.
  • Ann-Christine Hellerup Brandt udgav i 2014 bogen ”Opskrifter og små glimt af hverdagslykke”.

Gennem snart 10 år har 38-årige Ann-Christine Hellerup Brandt lagt sine kræfter i mad- og livsstilsbloggen Valdemarsro.dk, og det er gået hende så godt, at bloggen nu også er blevet en fuldtidsbeskæftigelse for hendes mand, Martin.

Sidste efterår sagde han sit job op for i stedet at filme og redigere madvideoer med sin bedre halvdel til Youtube – videoer, der udkommer to-tre gange om ugen.

»Har jeres mor ikke et rigtigt arbejde? Sådan er mine børn blevet spurgt i skolen af deres kammerater,« fortæller Ann-Christine Hellerup Brandt med et stort grin.

»Det er da også vildt! Nogle gange spørger jeg mig selv: Kan man virkelig have et arbejde, der er så hyggeligt, og hvor man bestemmer selv?« fortæller hun, der sidder midt i udgangspunktet for det hele: køkkenet i rækkehuset i Hasselager, hvorfra hun kan se både den næste bog af Julian Fellowes, der ligger klar til læsning på sofaens sidebord, og havens højbede med bl.a. kål og krydderurter til egne opskrifter.

Bordet er dækket med friskbrygget kaffe, hjemmebagte boller og saltkaramel efter egen opskrift.

Blog for mor og søster

Det har aldrig været planen, at Ann-Christine Hellerup Brandt skulle ende her – som en af Danmarks succesrige mad- og livsstilsbloggere med et hjem, der er ved at udvikle sig til et helt lille mediehus.

Egentlig er hun uddannet ejendomsmægler.

Hun startede bloggen, da hun og manden for 10 år siden boede i Malmø-forstaden Valdemarsro.

Målet med bloggen var at dele hverdagsoplevelser med familien hjemme i Danmark. Navnet Valdemarsro lå lige for og er bare hængt ved, selvom parret for længst er flyttet til Aarhus med deres nu to børn.

Ann-Christine Hellerup Brandt har så meget succes, at hendes mand Martin i dag også er fuldtids beskæftiget med at filme videoer. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Det pudsige er, at navnet i dag får en del læsere til at tro, at hun driver en bed and breakfast.

»Dengang indeholdt bloggen noget, der lige så godt kunne have været statusopdateringer på Facebook,« funderer hun i dag.

»Men at starte sin egen blog var en personlig udfordring for mig. Det var en spændende læreproces at få styr på kodning på nettet, redigere billeder i Photoshop og alt det,« fortæller hun, der har googlet sig til det meste og læst sig til resten i fagbøger fundet på biblioteket og ellers brugt uendeligt mange timer på at blogge på Valdemarsro.dk.

Selvudviklede opskrifter var det første egentlige indhold.

En forretning blev det dog først, da familien var rykket til Aarhus i 2012, og hun blev blogger på fuld tid.

Munken solgte sin Ferrari

I dag har hun et bagkatalog af 800 selvudviklede opskrifter liggende på valdermarsro.dk, og hver uge modtager 14.000 abonnenter hendes nyhedsbrev med forslag til en ugentlig madplan.

En bestemt bog har været retningsgivende for, at det gik sådan – og det er ikke en kogebog.

Titlen er “The monk who sold his Ferrari” skrevet af den internationale ledelsesguru Robin Sharma – kort fortalt en bog om en hårdtarbejdende advokat, der tjener kassen, men på en bjergvandring beslutter sig for at give slip på penge og materielle ting, fordi jagten på dem sluger det meste af hans vågne tid.

»Det lyder måske temmelig helligt – og det er ikke, fordi jeg ikke kan lide materielle goder,« smiler hun.

»Men jeg synes, at det er meget rigtigt set, at vi binder vores tid i ting, fordi vi skal tjene penge for at kunne købe dem. Bogen fik mig til at stoppe op og tænke: Hvad er opskriften på et godt liv for mig,« fortæller hun.

Sammen besluttede parret at holde forbruget lavt og i stedet have tid til at leve deres drømme ud – derfor bor familien i dag i rækkehus i den sydlige del af Aarhus, hvilket har givet mulighed for at realisere bloggerlivet og hente børnene kl. 14 hver dag, ligesom familien prioriterer lange rejser, som da de var fire måneder i Asien forrige år.

»Vi var fire mennesker, der delte én kuffert, og det var befriende ikke at have mere med,« fortæller hun.

Jagten på lykkeglimt

Næste gang drømmer familien om at rejse til fx Sri Lanka, hvor de gerne vil på kokkeskole, som de også prøvede i Thailand og Vietnam.

Ann-Christine Hellerup Brandt stræber ikke efter ting, men lykkeglimt, som hun kalder det på bloggen.

»Jeg har en bevidsthed om at finde de små glæder i livet. Det er min oplevelse, at det i vores liv i dag er meget nemt at komme til at leve med et stressende tankemylder i hovedet. Selv finder jeg glæde ved det rolige nærvær, som kommer i små glimt. Lykke er en diffus størrelse. Selv ser jeg det ikke som et stort lys i hjertet, men mere en følelse af ro i kroppen. Engang imellem bliver man bare glad helt ned i maven. Det kan være, når man rigtig smager på kaffen, giver sine børn et godmorgenkram, ser de første forårsspirer i haven eller hvad nu,« siger hun.

At kreere et godt måltid til familie og venner er en vigtig del af det gode liv – derfor har hun dyrket det.

»Helt ærligt er jeg et rigtigt barn af 1980’erne, der er vokset op med lørdagskylling og ikke specielt avanceret mad,« griner hun.

»Madglæden er noget, som Martin og jeg har udviklet i vores 15 år sammen ved at prøve os frem. Jo mere man kan, jo sjovere bliver det også hele tiden.«

Hendes inspiration til bloggen kommer fra hverdagen med børn og familieliv – derudover bliver hun inspireret til sin egen madlavning, når hun spiser på restauranter, og når hun ser af flotte madbilleder på sociale medier. Skal hun nævne én inspirerende person i madverdenen, så står Camilla Plum først for med sin tilgang til de gode råvarer og brug af krydderier.

SoMe er lykken

Den populære blogger synes, at de sociale medier er gode til at dele lykkestunder og inspiration til et godt liv.

»Glæder blive større af at blive delt. Jeg synes, at de sociale medier er gode til at dele glæden. Man skal ikke undskylde for, at man har bagt boller og er glad for det. Det er fedt, at vi kan inspirere hinanden til at værdsætte de nære ting. Man skal bare ikke tro, at fordi ens veninde har løbet en lang tur, en anden bagt boller og en tredje strikket en trøje, så skal man gøre alt det selv,« fastslår hun.

Nogle vil måske mene, at dit univers bliver meget lyserødt?

»Det er en forståelse, som jeg har med mine læsere. Vi behøver ikke at tale om alt det, der er surt i livet. Vi ved godt, at det er der, men vi snakker om den slags med familie og venner i et andet forum,« fastslår hun.

Hver morgen bruger hun et par timer på at svare på beskeder fra læserne – alle får et svar, om de så spøger til ingredienser i opskrifter, tips til udplantning eller en god krimi.

Nej tak til selfies

Ann-Christine Hellerup Brandt skelner på bloggen mellem at være personlig og privat – hun deler ikke ud af privatlivet: Her er fx stort set ingen selfies, og børnene bliver fotograferet på distancen, eller så man ikke ser deres ansigter.

»Det var faktisk lidt grænseoverskridende for mig, da vi begyndte på videoer til Youtube. Jeg er jo ellers sådan en, der ser mig selv i spejlet, når jeg lægger makeup om morgenen, og ellers ikke resten af dagen. Så jeg er meget taknemmelig for, at jeg ikke selv skal redigere videoerne,« forklarer hun.

»Jeg synes da, at det er hyggeligt, hvis folk genkender mig og kommer med en kommentar til mine opskrifter, men jeg har ikke behov for at være kendt, og jeg fortæller aldrig noget på bloggen, som jeg ikke kunne stå og fortælle, når jeg handler i Brugsen. Børnene skal i øvrigt have lov til selv at vælge, hvor offentlige de vil være, når de bliver ældre,« siger hun.

Åben om sponsorater

Sine sponsorater er hun omvendt meget åben omkring.

Det fremgår med fede typer, hvis hun har lavet et samarbejde med en virksomhed omkring et blogindlæg, uanset om det er en opskrift, som hun har udviklet med et produkt, eller en rejsebeskrivelse.

»Jeg laver gerne samarbejder med virksomheder og produkter, som jeg kan stå inde for, og som passer til mit eget forbrugsmønster og til bloggen. Produkter, som jeg lige så vel kunne have købt for vores egne penge. Men da vi skulle have nyt køkken sidste år, var det slet ikke på tale, at det skulle være i form af et samarbejde – det handler altid om, at jeg skal have en god mavefornemmelse med det, og det vurderer jeg fra gang til gang. Hvis jeg fik et køkken, skulle jeg så til at hashtagge producenten, hver gang jeg tog et billede i mit eget køkken? Nej, jeg ville simpelthen føle, jeg fjernede mig for langt fra mine læsere så.«

»Mit fokus er ikke at skabe et forbrugsorienteret univers fyldt med produkter, men mest af alt at skrive om livsstil, dejlig madlavning, gode bøger og bare inspirere til at mærke glæden og have fokus på de rare ting i livet,« siger hun.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Lad os lige smutte til London eller Paris

Jonathan Ries, bestyrelsesmedlem Vedvarende Energi Klosterport 4F, Aarhus C
Vores forbrug har taget overhånd, når danskere flyver til udlandet på en smuttur for at holde julefrokost. Hvad med miljøet?

Debat: Hvorfor blev Camilla Fabricius ikke rådmand?

Randi Bruhn Mannion, Hvidmosevej 8, Ebeltoft
Endelig kom der et svar fra formanden fra Socialdemokratiet i Aarhus på spørgsmålet om, hvorfor Camilla Fabricius ikke blev rådmand i Aarhus.
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her