Annonce
JP Aarhus 20 år
AGF

Support fra oven: Sankt Lukas Kirke inviterer til AGF-andagt

Når AGF søndag møder Nordsjælland i årets første hjemmebanekamp, får De Hvii'e støtte fra oven.

Der ryger gerne nogle øl indenbords, når AGF-fans skal heppe på deres hold. Og når Sankt Lukas Kirken åbner dørene for AGF-andagten søndag, er præst Henrik E. Hansen da også indstillet på, at tilhørerne ikke kun er påvirket af altervinen. Foto: Tycho Gregers

Sankt Lukas Kirken på Frederiksbjerg bliver pyntet i blå-hvide farver og afholder inden kampen en AGF-andagt, hvor sognepræst Henrik E. Hansen giver en såkaldt prædiken-pep talk.

»Efter en kort AGF-andagt med prædiken-pep talk og support ovenfra, går alle i samlet flok ned ad den historiske akse fra Sankt Lukas Kirke mod Ceres Park ad Stadion Allé,« står der på kirkens hjemmeside.

På trods af den aparte brug af kirkerummet mener hverken menighedsråd eller den stedfortrædende biskop, at der er et problem i, at kirken på den måde bliver associeret med en fodboldklub: Alle er velkomne i kirken, og kirkerummet kan bruges til meget forskelligt – både klassiske koncerter, skoleafslutninger og altså nu en andagt for byens største fodboldhold, lyder argumentet.

»Der er generelt meget vide rammer for, hvem præster i folkekirken holder andagter for. Og her synes jeg, oplægget er i orden, også fordi jeg ved, at præsten står for en linje, hvor han ikke giver køb på det væsentlige i en kirkelig andagt,« siger Poul Henning Bartholin, domprovst i Aarhus Stift og stedfortrædende biskop i biskoppens fravær.

Prædiker over AGF

Andagten består af musik, en prædiken, og afslutningsvis lyser præsten velsignelsen over tilhørerne. Temaet er AGF-fansangen ”I troed’ vi var døde og borte”, som orkester og kor fortolker, mens Henrik Hansen prædiker over temaet.

Hvad Gud tænker, kan jeg kun have en fornemmelse for. Men han blander sig ikke i fodboldresultatet; der må spillerne vise, hvad de får deres penge for.
Henrik Hansen, sognepræst

»Det samme siger man jo om Gud. Hvor var han, da jeg mistede min elskede eller blev fyret. Det kæder jeg sammen med AGF,« siger Henrik E. Hansen, men slår fast, at der ikke er tale om, at AGF prioriteres ift. Gud.

»Det er ikke sådan, at jeg beder for, at AGF slår Nordsjælland. Hvad Gud tænker, kan jeg kun have en fornemmelse for. Men han blander sig ikke i fodboldresultatet; der må spillerne vise, hvad de får deres penge for.«

»Vi holder begivenheden på samme vilkår, som vi holder skoleafslutning for Forældreskolen. Det betyder ikke, at vi synes mindre om Læssøesgades Skole.«

Han ærgrer sig over, at der i beskrivelsen af begivenheden står, at der er support fra oven. Den formulering har præsten ikke selv skrevet.

»Supporten kommer fra prædikestolen. Der er ikke tale om, at Gud holder med AGF og sender Helligånden med gejst. Jeg har ikke snakket med Gud eller Jesus, det står helt for min egen regning,« siger Henrik E. Hansen, der selv er AGF-fan.

Han havde dog også lagt kirke til, hvis han havde holdt med et andet hold.

Lokalt engagement

Det er først og fremmest det lokale tilhørsforhold til AGF, der har været afgørende for, at Henrik E. Hansen har afgjort, at Sankt Lukas Kirken kan deltage i klubarrangementet.

»Men vi går ikke eksklusivt ind og holder med AGF. Alle er velkomne. Man kan også få noget ud af andagten, hvis man holder med Aarhus Fremad. Det skal være folkeligt. Muslimer er også velkomne,« siger han.

Skulle Fremad-fans ønske en andagt for deres hold, mener Henrik E. Hansen dog, at de burde henvende sig til den lokale kirke i Risvangen.

»Kirken er glæde, humor og smil. Modsat hvad mange tror, er vi der ikke kun til begravelser osv. Vi vil være til stede, og vi kan bruges i mange sammenhænge. Det her er en lejlighed til at feste. Jeg tror, Vorherre vil trække på smilebåndet,« slår han fast.

Ifølge Henrik E. Hansen var det et overrasket menighedsråd, som modtog nyheden om, at han ville holde andagt for AGF.

Med præstens egne ord har han nemlig ry for at gå til den konservative side, hvad angår kirken, og han har f.eks. ret skrappe regler for fotografering i kirken.

Se AGFs optakt til arrangementet her

Men bortset fra en enkelt kommentar om, at det ikke måtte ende som Danske Bank-arrangementet tilbage i efteråret 2017, hvor en række VIP-kunder deltog i et lukket særarrangement i domkirken, så har Henrik E. Hansen kun fået opbakning fra rådet, som også hjælper til ved andagten. Fra menigheden har der været en enkelt kommentar på sognets side om, at præsten skal passe på, når nu han skal stå foran dommeren, for så vejen givet – og den går åbenbart nedad. En sognemedhjælper skal også have hørt et par kvinder undre sig over arrangementet.

»Jeg synes, de har misforstået det. Kirken er ikke kun til gudstjenester og begravelser. Den er åben ud over samfundet. Der er ikke nogen, der tager notits af jazzkoncerter, for de veje har vi betrådt mange gange før. Pludselig går vi en ny vej, og så er der nogen, der siger hov,« siger Henrik E. Hansen, der tror arrangementet er en fordel for kirken, fordi det viser kirken for folk, der ikke kommer hver søndag.

Det er afgørende, at andagten ikke er et kommercielt eller lukket arrangement. Men præcis hvor grænsen går, har præsten svært ved at sige. Det beror på konkrete vurderinger.

»Kommer der nogen, som går ind for healing eller reinkarnation, så ville vi sige nej. Drejer det sig om penge og økonomi, vil vi også sige nej. Det skal være folkeligt og med fri adgang, hvor alle er velkomne.«

Ingen tilladelse

Præster i Danmark skal søge biskoppens tilladelse til arrangementer, som ikke har karakter af gudstjenester. Så når Medina giver en akustisk koncert i Sankt Lukas Kirken skal biskoppen som udgangspunkt give godkendelse. Men præster skal ikke søge godkendelse til gudstjenester, og eftersom en andagt har karakter af en gudstjeneste, skulle hverken biskop eller provst have været spurgt forud for AGF-andagten.

Det forklarer domprovst i Aarhus Poul Henning Bartholin, der i biskoppens fravær er stedfortrædende. Han blev alligevel foreholdt planerne om AGF-andagten for nogle måneder siden.

»Tjenstligt er der ikke noget at indvende. Der har heller ingen klager været. Man kan altid diskutere, hvor grænsen går for, hvad man skal holde i kirken og ikke. Den grænse vil jeg ikke fastlægge, men bare sige, at her er jeg ret sikker på, at det er gudstjenesten og andagten, der er i fokus.

»Det er ikke anstødeligt, at folk med samme interesse samles. Det er at sammenligne med en skoleafslutning.«

Begyndelsen på en tradition

AGF-andagten afholdes som en del af et større arrangement på Ingerslevs Boulevard, som søndag omdannes til en stor fanzone med boder, barer, musik og underholdning. Håbet er, at arrangementet kan indlede en ny fodboldtradition i Aarhus for, hvordan årets første hjemmebanekamp starter.

Aarhus Walk med AGF-andagt

Ingerslevs Boulevards grønne område åbner som fanzone kl. 13 med boder, barer, og underholdning.

Kl. 13.30 inviterer Sankt Lukas Kirke indenfor i kirken til andagt, korsang og velsignelse.

Kl. 14.30 går alle i samlet flok via Stadion Allé til stadion.

»Vi er blevet inspireret af, hvad der sker i Sverige og Stockholm, hvor klubben Hammarby samles i en folkevandring til sæsonens første hjemmebanekamp. Vi vil gerne lave en lignende tradition her i Aarhus.« forklarer kommunikationschef Søren Højlund Carlsen.

Fra Ingerslevs Boulevard går der en lige linje ud til stadion, hvor Stadion Allé tidligere har markeret en ikonisk akse mod byen. Et symbol på tilhørsforholdet mellem Aarhus og AGF, som Søren Højlund Carlsen siger.

Linjen er i dag brudt, fordi Sønder Ringgades udmunding er ført til Marselis Boulevard – og ikke som oprindeligt, hvor den mundede ud i Stadion Allé.

»Sankt Lukas ligger for enden af den akse, så det er oplagt at inddrage den. Det er super fedt, at de er med og åbner kirkens rum for noget anderledes,« siger han.

Og hos Sankt Lukas Kirke vil præsten Henrik E. Hansen gerne være med til at skabe sådan en ny tradition – han regner således også med at holde andagt næste år.

Det er så vidt vides første gang i dansk historie, at en kirke holder andagt for et fodboldhold, men i udlandet og især i Sydeuropa er det ikke unormalt, at religion og fodbold hænger uløseligt sammen.

Også det olympiske stadion i Berlin har f.eks. et kapel med bladguld på væggene, husker kommunikationschef Søren Højlund Carlsen fra et besøg.

Det er i øvrigt ikke første gang, AGF henter hjælp fra utraditionelle kanaler. I 2005 hyrede en fraktion af AGF’s fans en åndemaner, der skulle hjælpe med at rense luften for onde ånder – i form af alvorlige og mystiske skader – på træningsanlægget Fredensvang.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
AGF
Debat: Smid trusserne, Dansk Folkeparti
Hanne Bess Boelsbjerg
DF mener åbenbart, at Danmark er en klub, som man kun kan melde sig ind i, hvis ikke man skilter med at have et religiøst tilhørsforhold.
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Forslag til et højhus på Hængslet igen

Søren Møller
Hvorfor lytter ingen til det gennemarbejdede forslag til en smuk måde at bebygge Hængslet, som Fællesrådet for Aarhus Ø har lavet?

Debat: Sundhedsministeren gav mig en bredside - her kommer fakta

Camilla Fabricius
I JP Aarhus forleden giver sundhedsminister Ellen Trane Nørby mig en ordentlig bredside på baggrund af et indlæg, jeg har skrevet om ministerens underfinansiering af et landsdækkende psykiatrisk akutberedskab.

Debat: Kvalitet i folkeskolen handler ikke om sted

Jan Petersen (S), Mads Nikolajsen (SF)
Der er flere svar på, hvorfor overbygningsklasser skal samles.
Aarhus' historie
Annonce
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her