Annonce
JP Aarhus 20 år
AGF

AGF skal ikke en tur til Litauen - til gengæld er klubben igen byens hold

Sæsonens sidste kamp endte med at stort nederlag for AGF, men alt i alt er fortællingen om den netop overståede sæson en positiv en af slagsen, mener træner og spiller. Nu kan holdet se fremad.

AGFs Jens Stage jubler efter udligningen til 1-1 i kampen mellem FC København og AGF. Jens Stage var en af AGFs bedste. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

Fodboldhistorien må kun have budt på ganske få tilfælde af hold, som taber sæsonens sidste betydningsfulde fodboldkamp 4-1, men stadig overvejende består af individer med opadgående mundvige.

Sådan er det for AGF’erne trods fredagens klare nederlag til FC København i en bonuskamp for aarhusianerne, som kunne spille sig videre til Europa League-kvalifikation i tilfælde af en sejr.

Efter opgøret lod det ikke til at være nederlaget, men den gode forårssæson, der fyldte mest hos cheftræner David Nielsen, selvom han erkendte at være ærgerlig over aftenens resultat.

Svingende efterår. Rigtig flot forår. En lidt ærgerlig, men alligevel stolt afslutning.
Jens Stage, AGF

»Det kræver bare rigtig, rigtig meget at gå igennem playoffkampene og så komme til denne her. Du har tre dage til at komme dig, efter at du har været igennem de her fire kampe, der er nådesløse,« forklarer den tilfredse træner.

»Jeg har fået alt af spillerne i dette forår, og i dag (fredag, red.) kan vi ikke bede om mere mod et hold, der har mere kvalitet, end vi har.«

Ved et tilbageblik på sæsonen, der netop er gået, vil nederlaget til FCK næppe stjæle fokus. Men det vil holdets udvikling fra en opslidende og rå efterårssæson til et positivt og optimismefyldt forår, hvor resultaterne blev væsentligt bedre.

»Dette forår har været fantastisk. Det er vel ligeså fantastisk, som jeg synes, at efteråret var dårligt. Vi ender et sted midtimellem for en hel sæson. Men spillerne kan ikke huske efteråret længere, og det er det positive,« siger David Nielsen.

Inden vinterpausen led AGF 10 nederlag, mens det kun blev til 4 sejre. 2018 blev lige omvendt, med 9 sejre og blot 4 nederlag. Det er første gang siden 2001, AGF’erne har så mange sejre i samme sæson og ved spørgsmålet om, hvordan David Nielsen ville fortælle historien om AGF anno 2017/2018 i korte træk, svarer træneren kortfattet.

Karakterbog

AGF’s spillere bedømt i kampen mod FCK:

Aleksandar Jovanovic 6

Længe holdt han AGF inde i kampen ved bl.a. at levere redninger foran Viktor Fischer og en vanvidsparade, der afværgede Robert Skovs hovedstød. Så lidt sløj ud på fjerde mål.

Dino Mikanovic 5

Relativ anonym indsats fra Mikanovic, som stod over for kampens bedste spiller, Viktor Fischer. Igen en tynd offensiv præstation.

Niklas Backman 5

Godkendt kamp fra svenskeren, der dog stod i skyggen af sin makker i midterforsvaret. Fik en advarsel sent i kampen.

Jesper Juelsgård 6

Vikaren for Pierre Kanstrup i det centrale forsvar leverede en solid indsats trods de fire indkasserede mål. Havde et par vigtige clearinger, da FCK-presset var tungest.

Casper Højer Nielsen 6

Venstrebacken missede et par forholdsvist simple afleveringer frem i banen, som kunne have resulteret i store chancer. Til gengæld viste han igen dygtighed på dødbolde. Lavede oplæg på AGF-målet.

Daniel A. Pedersen 5

I første del af kampen så han ud til at spille med ro og selvtillid. Hans opdækning på Johanssons mål var dog rystende ringe, hvis eksisterende, og hans dybe afleveringer op mod AGF-angriberne var for upræcise.

Martin Spelmann 5

Som ofte mange gode intentioner og en evne til at tømme tanken fuldstændig i sit arbejde for holdet. Vigtig i presspillet, men en lidt rodet indsats.

Bror Blume 5

Modsat Daniel A. Pedersen slog han et par præcise afleveringer op til hurtige Kasper Junker. Brænder dog en kæmpe chance ved 2-1, som kunne have hevet AGF tilbage i kampen.

Jens Stage 6

Bedste mand sammen med Jovanovic. Jens Stages mål var velsagtens offside, men den unge mand leverede en motiveret og engageret indsats. Han lod Rasmus Falk løbe bagom sig ved FCK’s 1-0 scoring, men der er ingen tvivl om, at Stage er vigtig for AGF.

Kasper Junker 6

Havde forholdsvist lidt at arbejde med, men hver gang han modtog bolden, lod han til at være en trussel for FCK’s forsvar. Hans hurtige dybdeløb gjorde ondt på FCK-forsvaret, og det ene var tæt på at blive til mål. Modtog en advarsel allerede efter to minutter.

Jakob Ankersen 5

Ankersen havde ”fornøjelsen” af at spille overfor tvillingebror Peter i FCK-trøjen. Jakob Ankersen leverede god mobilitet og en god indstilling, men slutproduktet var ofte sløset og upræcist.

Magnus Kaastrup 5

Erstattede Bror Blume efter en lille times spil. Viste egentlig fine takter, men kampen var allerede afgjort, da han kom på banen.

André Riel 4

Inden kampen havde André Riel fået 10 minutters spilletid i Superligaen i foråret. Nu har han fået 40, men han har stadig ikke overbevist. Modtog en advarsel i overtiden.

Mikkel Rask UB

Gjorde sin entré på banen efter 75 minutter, i hvad der må være forsvarsspillerens sidste kamp i AGF-trøjen og som professionel fodboldspiller.



»Det er meget nemt at sige. Det er fra helvede til himmel.«

Unge Jens Stage bar anførerbindet i fredagskampen mod FC København. Han er utvivlsomt en af de spillere, som er trådt i karakter synkront med AGF’s gradvise opblomstring efter nogle vanskelige efterårsmåneder. Populariteten viste sig også i Parken, da en gruppe AGF-tilhængere hyldede den alsidige boldspiller.

»Jens Stage, Jens Stage, Jens Stage, vi elsker alle sammen Jens Stage!« skrålede de til melodien af "Jamaica, Jamaica, Jamaica".

Ifølge Jens Stage er sæsonfortællingen om AGF den følgende.

»Svingende efterår. Rigtig flot forår. En lidt ærgerlig, men alligevel stolt afslutning.«

Stoltheden hænger sammen med noget format, som tidligere var svundet i klubben, og de nylige resultater. Den smule ærgrelse at spore hos AGF’s nummer 14 hang selvsagt sammen med fredagskampen, som fratager Jens Stage og resten af AGF-holdet retten til at spille Europa League-kvalifikation og tage »en tur til Litauen,« som han betegner det.

I løbet af foråret er Jens Stage vokset som spiller. Det er det neongule bind om hans venstre arm et vidnesbyrd om. Men under konkrete omstændigheder er det også tydeligt, at hele holdet har forbedret sig, forklarer han.

»Når vi står i svære situationer på kampdage, viser vi, at vi kan stå fast. Vi havde 10 dårlige minutter i starten mod SønderjyskE. Vi havde nogle dårlige minutter mod OB også, men holdet har lært at lide. Og bare fordi du lider, er du ikke død.«

Det kan være fristende at forfalde til jubelidioti efter det vellykkede forår. Men det gør David Nielsen ikke. Han mener, at der er nok at bygge videre på efter en superligasæson, hvor AGF aldrig så ud til at kunne spille med om top 6 og dermed mesterskabsspillet. Især det forbedrede forhold til tilhængerne betyder noget for træneren.

»Der er mange ting, der er bedre. Vi har fået et flot nyt klubhus, vi er blevet forbundet med vores fans og vores by igen. Det er super vigtigt.«


Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Himmelbjerget er smuk i al sin enkelhed

Erling Melgaard Jarsbo
Himmelbjerget og omgivelserne trænger på ingen måde til udbygning med "hypet bras" og forgængeligt ragelse.
Aarhus' historie

Seks bud: Her er menneskerne, der former Aarhus om 20 år

Mona Juul. adm. direktør, Envision A/S

Aarhus er en skøn by – også om 20 år. For det er mennesker, der former byen. Ikke omvendt.

Debat: ”Generation innovation” bygger et Aarhus i kraftig vækst

Bente Steffensen, direktør, Erhverv Aarhus

Aarhus er en havne- og handelsby. Det gælder også for år 2038, hvor ungdommen byder ind med flere innovative løsninger, der får erhvervsliv, forskning og befolkning til at vokse i fællesskab.
Annonce
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her