Annonce
JP Aarhus 20 år
AGF

AGF-træner kommer direkte fra Champions League

David Nielsens kommende assistent har arbejdet i Qarabag, som snuppede en plads i Champions League for næsen af FC København.

Januar for to år siden: Rubén Sellés (t.v.) i snak med David Nielsen under træningen i Strømsgodset i Norge. Nu genforenes de i AGF. Foto: Anders Hoven/Digitalsport
AGF

Han har trænet på talentakademier i storklubberne Valencia og Villarreal i Spanien, og han har stået på sidelinjen i Champions League for den aserbajdsjanske klub Qarabag.

Det var Qarabag, der snød FC København for en plads i Champions League. Spanieren Rubén Sellés er kun 34 år, men ankommer om få uger til Aarhus med fruen og parrets to børn for at slå sig ned i to og et halvt år.

Missionen er klar: Sammen med AGF-træner David Nielsen skal han forsøge at skabe et fodboldhold, som kan vinde nogle kampe. For det har det knebet med, siden David Nielsen overtog jobbet fra Glen Riddersholm i efteråret.

Mens AGF har arbejdet på at få Rubén Sellés til Aarhus, har David Nielsen gjort brug af U19-træner Mike Tullberg som assistent på sidelinjen under kampene. Fra årsskiftet får David Nielsen en at sparre med i dagligdagen også.

»Jeg hentede ham til Norge i sin tid. Jeg mødte ham i Spanien, da jeg rejste rundt for at få inspiration. Jeg var en del i Valencia og lærte ham at kende dernede, og vi har holdt kontakt siden. Han har masser af erfaring fra store steder, hvor mentaliteten er meget vigtig. Han har arbejdet internationalt, hvor det blæser lidt, og hvor der stilles store krav,« siger David Nielsen.

Parløb i Norge

Han og Rubén Sellés kørte parløb i Strømsgodset fra juni 2014 til maj 2015, og det resulterede i 14 sejre, 5 uafgjorte og 12 nederlag.

Rubén Sellés ankommer til AGF fra Qarabag, hvor han har arbejdet som fysisk træner. I den bedste klub i Aserbajdsjan har træner Gurban Gurbanov haft tre assisterende trænere i en stor stab.

»Qarabag er en klart større klub end AGF. Her kommer han tættere på holdet. Vi ved, at vi kan løfte ting sammen, og så tændte han på, at der er noget uforløst i AGF, at vi ikke har levet op til det, vi forventer af os selv, og det omgivelserne forventer,« siger David Nielsen.

AGF-træneren er primært begejstret for at få en assistent, som han kender godt, og en, der kan bringe lidt internationalt snit ind i klubben.

»Det vigtigste for mig er, at han kommer med det bedste fra Spanien i forhold til den autoritet, man som spiller skal have med bolden. I forhold til det har han været steder, hvor man konstant skal præstere. Vi skal blive dygtigere på bolden, så han passer godt ind med sin baggrund. Han er dygtig til det hele. Han er god på træningsbanen, og han er god til at implementere idéer og sy spillet sammen til træning og i kamp. Han er ikke gået spillervejen, han har taget den boglige vej ind i fodbold. Det betyder, at vi ser tingene fra forskellige vinkler. Og det fungerede rigtigt godt, da vi senest arbejdede sammen,« forklarer David Nielsen.

Arbejde i juledagene

Han og sportschef Peter Christiansen introducerede Rubén Sellés til Aarhus og AGF og især det nye klubhus, der er ved at blive bygget på Fredensvang.

»Vi har løbende talt om det, vi skal lave i AGF. Vi kommer også til at bruge tid sammen i løbet af juledagene, så vi får gjort det hele klar til januar,« siger David Nielsen.

Rubén Sellés har officielt første arbejdsdag, når AGF begynder træningen i det nye år.

»Da muligheden for at komme til AGF – og dermed også genoptage samarbejdet med David – bød sig, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det skulle jeg. Vi har arbejdet godt sammen tidligere og har vist, at vi kan gøre en forskel for et fodboldhold, og jeg ser frem til at bidrage til udviklingen af holdet,« siger spanieren til AGF’s hjemmeside.

Nemme at læse

Inden han får selskab af Rubén Sellés, skal David Nielsen sætte sit hold op til efterårets sidste kamp i Brøndby.

»I forhold til hvordan vi har klaret os mod de bedste hold, så er jeg ikke jubelidiot. Men for mig er Brøndby en nemmere kamp at håndtere mentalt end en kamp mod Helsingør på hjemmebane. Vi ved, at Brøndby er nemme at læse, men svære at stoppe. Når man jagter et resultat, skal man finde ud af, om man vil jagte, eller om man vil lægge sig ned og være en kujon. Og kujoner bliver vi ikke, så længe jeg er her,« siger David Nielsen.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
AGF
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Himmelbjerget er smuk i al sin enkelhed

Erling Melgaard Jarsbo
Himmelbjerget og omgivelserne trænger på ingen måde til udbygning med "hypet bras" og forgængeligt ragelse.
Aarhus' historie

Seks bud: Her er menneskerne, der former Aarhus om 20 år

Mona Juul. adm. direktør, Envision A/S

Aarhus er en skøn by – også om 20 år. For det er mennesker, der former byen. Ikke omvendt.

Debat: ”Generation innovation” bygger et Aarhus i kraftig vækst

Bente Steffensen, direktør, Erhverv Aarhus

Aarhus er en havne- og handelsby. Det gælder også for år 2038, hvor ungdommen byder ind med flere innovative løsninger, der får erhvervsliv, forskning og befolkning til at vokse i fællesskab.
Annonce
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her