*

Restauranter

Mæt i en fart

Hos Dalle Valle kommer man først og fremmest for at blive mæt i en fart for et beskedent beløb, ikke for at få en gastronomisk oplevelse.

Restaurant Dalle Valles store buffet, som i maj koster 49,50 kr., er opdelt i en kold og varm afdeling, der bugner af mad. Foto: Anita Graversen

Dalle Valle

Europaplads 2, Aarhus.

Tlf. 93 87 88 98.

www.cafedallevalle.dk

Køkkenet er åbent dagligt kl. 10-22.

Betjening

Effektiv og venlig betjening – men uden nogen form for ekstra. Maden blev hurtigt sat på bordet med et »værsgo – og velbekomme«, og så var tjeneren borte.

Det nu hedengangne Daells Varehus, som københavnerne kærligt kaldte Dalle Valle, var en institution i hovedstadsområdet i mange år. Det var et stormagasin helt uden dikkedarer, et skrabet outfit, hvor man handlede, fordi det var billigt – ikke på grund af kvaliteten.

Nu er der en Dalle Valle på Europaplads i Aarhus, ikke et stormagasin, men en restaurant. Ikke desto mindre havde vi historien om varehusets berømte navn og konceptet i erindring, da vi trådte indenfor en tirsdag aften.

Menu

Det fik vi på Dalle Valle

Maden
En tallerken med friturestegte løgringe, nuggets med chiliost samt nuggets med kylling. Hertil guacamole og BBQsauce. (44,50 kr.).
En aftenbuffet (49,50 kr.).
En bøf af oksemørbrad (270 g) med pomfritter, bearnaisesauce og stegte peberfrugter, broccoli, blomkål, squash og minigulerødder (124,50 kr.).
En isanretning med tre slags is, flødeskum, chokoladesauce og hakkede nødder (29,50 kr.).

Drikkevarerne
En Schiøtz Gylden IPA (62 kr.).
En cocktail, Dalle Valle Passion (85 kr.).
En flaske Francis Coppola
Diamond Collection, zinfandel 2014, (399 kr.).

I alt betalte vi 794 kr.

Restauranten er forholdsvis nyåbnet på Europaplads, men Dalle Valle-kæden kom allerede sidste år til byen med en afdeling i Bruun’s Galleri. Det nye spisested, som ligger i stueetagen af Europahuset, er kæmpestort, alligevel var der praktisk talt fuldt hus, da vi ankom ved 19-tiden – et hurtigt kig rundt afslørede, at de fleste var unge mennesker.

Ikke så mærkeligt, når man tænker på, hvor lave priserne er.

Trækplasteret på Dalle Valle, der kalder sig en café, er restaurantens store buffet, som i maj koster 49,50 kr. Den er opdelt i en kold og varm afdeling, der bugner af så kolossale mængder kød, pasta, grøntsager, saucer og tilbehør i alle mulige udgaver, at det vil kræve en side at opremse det hele. Vi kan blot konstatere, at alle – uanset graden af kræsenhed – vil kunne finde noget at løfte over på tallerkenen fra denne monsterbuffet.

Ubegribeligt billigt

Medspiseren gjorde, hvad hun kunne, for at smage på så meget som muligt fra buffeten, men nåede selvfølgelig kun igennem et lillebitte hjørne af det samlede udbud. Det er ubegribeligt, hvis det er muligt at sælge sådan en buffet til under en 50’er og tjene penge på det, også selv om kvaliteten af maden generelt ikke er særlig høj.

Meget af det, vi prøvede, smagte ikke særlig godt, og hovedparten var oversaltet. Det trækker heller ikke ligefrem op, når der i en buffet er tyk skorpe på saucen, eller når kød, der venter på at blive hentet, er så tørt, at enderne buer opad. I det hele taget så en god del af maden i buffeten flad og trist ud.

I en højere liga var anmelderens a la carte-servering, en 270 grams bøf af oksemørbrad med pomfritter, bearnaise og stegte grøntsager. Bøffen var ganske vist ujævnt stegt, næsten rå i den ene ende og perfekt rød i den anden, og bearnaisen smagte som noget fra en bøtte, men lad det nu ligge; kødet var mørt og velsmagende. Tjeneren spurgte i øvrigt ikke, hvordan vi ønskede bøffen stegt.

Inden vi gik om bord i henholdsvis buffet og hovedret, havde vi fået en såkaldt snackkurv ind på bordet. Det var i hvert fald sådan, serveringen lidt hyggeligt blev markedsført på menukortet.

Høj fedtprocent

I virkelighedens verden så det mere prosaisk ud. Snackkurven viste sig at være en tallerken slet og ret med forskellige friturestegte sager med en alarmerende høj fedtprocent, løgringe og nuggets, ledsaget af guacamole samt en skarp barbecuesauce, der smagte industrielt fremstillet. Serveringen lignede noget fra en fastfoodrestaurant.

Sådan ser en ”snackkurv” ud på Dalle Valle.

Dalle Valle har et stort menukort – bl.a. tilbydes der et pænt udvalg af sandwich, burgere, pastaretter, cocktails, øl og vin – men det er næppe et sted, man kommer for at hænge ud en hel aften. Det er, som Daells Varehus i København var det, et sted præget af effektivitet: Hvad skal du have, værsgo her er det, prisen er sådan og sådan – næste, tak.

Hurtigt og effektivt

Spisende gæster kommer først og fremmest for at få stillet sulten for et beskedent beløb, ikke for at få en gastronomisk oplevelse. Det er mad i en fart, og konceptet virker. Vores tjener var fåmælt, men hun var hurtig, effektiv og venlig.

Vores samlede regning endte på knapt 800 kr., men maden tegnede sig for under en tredjedel af dette beløb. En væsentlig forklaring er, at alle a la carte-retter lørdag, søndag, mandag og tirsdag sælges til halv pris, altså nærmest uhørt billigt.

Maden hos Dalle Valle er generelt ikke fantastisk, og restaurantens indretning og udtryk er ikke specielt hyggelig, hvilket trækker ned. Til gengæld er priserne i bund, og betjeningen fungerer. Så vi lander på en mellemkarakter: Tre stjerner.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Hvorfor blev Camilla Fabricius ikke rådmand?

Randi Bruhn Mannion, Hvidmosevej 8, Ebeltoft
Endelig kom der et svar fra formanden fra Socialdemokratiet i Aarhus på spørgsmålet om, hvorfor Camilla Fabricius ikke blev rådmand i Aarhus.

Debat: Lad os lige smutte til London eller Paris

Jonathan Ries, bestyrelsesmedlem Vedvarende Energi Klosterport 4F, Aarhus C
Vores forbrug har taget overhånd, når danskere flyver til udlandet på en smuttur for at holde julefrokost. Hvad med miljøet?
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her