Annonce
JP Aarhus 20 år
Restauranter

Rå charme på havnen

Hantwerk, en ny øl- og vinbar direkte ud til vandet i Aarhus Lystbådehavn, har potentiale til at blive et insted i byen.

Hantwerk har plads til 100 indenfor og yderligere 200 udenfor. Tankene med øl fra Humleland ses til højre. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Hantwerk

Fiskerivej 2, Aarhus

Telefon: 28 56 24 47

Åbent: Torsdag kl. 16-22, fredag kl. 14-24 og lørdag kl. 12-24.

BetjeningGod vejledning i baren om vin og øl. Det kneb mere for den unge tjener, der serverede. Hun vidste for lidt om, hvad der var på tallerkenerne. Med et så lille menukort burde det have været muligt at sætte sig ind i. Det er heller ikke godt nok, at man skal vente i tre kvarter på en forret.

Det er et råt, forrevet udtryk, der møder én, når man træder ind på Hantwerk, den nye øl- og vinbar med eget mikrobryggeri på havnen i Aarhus Ø.

Lokalet er en tidligere industrihal med cementgulve og højt til loftet, møblementet ligner noget, der enten er hjemmelavet eller løftet ud af et loppemarked, baren er bygget af gulvplanker fra det nedrevne Pakhus 27, nogle af murstenene er genbrug, og langs den ene væg er der opstillet en række metalskinnende øltanke.

Upoleret, ja, men også charmerende. Den utvungne, rustikke stil passer perfekt til miljøet på havnen, og måske er det derfor, at vi straks følte os så godt tilpas på Hantwerk, der har plads til 100 gæster indendørs – og til sommer vil kunne tage yderligere 200 udenfor.

Afslappet miljø

Nogle vil givetvis nøjes med at spejde ind ad vinduerne og tænke »for råt, ikke noget for os«, men glem bekymringerne. Hantwerk er bare et herligt afslappet sted. Med sin unikke beliggenhed direkte på kajkanten har den rustikke øl- og vinbar potentiale til at blive et insted i Aarhus.

Selvfølgelig vil det hjælpe på fremdriften, hvis der kommer bedre skik på betjeningen, som var noget flaksende og usikker under vores besøg en torsdag aften. I baren fungerede det fint, vejledningen var kompetent og ekspeditionen hurtig, men vi ventede alt for længe på vores mad, og da serveringerne endelig begyndte at indfinde sig, var den unge tjeners viden om, hvad der var på tallerkenerne, for pauver.

Torst. Foto: Kim Pauli

Menukortet tilbyder så få retter, at det burde være forholdsvis nemt at sætte sig ind i, hvad der foregår i køkkenet, og viderebringe disse informationer til gæsterne.

Menu - det fik vi på Hantwerk

Mad

Tre pinxos; snacks på ristet brød (80 kr.).

Havnens fangst (200 kr.).

Estifado de carne (200 kr.).

Chokoladedessert med bærkompot (60 kr.)

Drikkevarer

Et glas Under Paraplyen, farmhouse ale (40 kr.), et glas Ud i Krydset, engelsk pale ale (35 kr.), 2 glas Uby, colombard/ugni blanc, Gascogne (55 kr. pr. glas), et glas Lothian, chardonnay, Elgin (75 kr. pr. glas), et glas Upstream, cabernet franc, Lodi (75 kr.) og to kopper kaffe (20 kr. pr. kop)

I alt betalte vi 915 kr.

Øl, vin og mad

Konceptet på Hantwerk er lidt specielt. Stedet er hverken en decideret restaurant eller bar, men snarere en mellemting, der leder tanken hen på britiske pubs. Her indfinder man sig først og fremmest for at få et godt glas, men der er også mulighed for at få noget at spise.

Som på en pub går man på Hantwerk bare ind, finder et bord og henvender sig i baren, når man vil bestille øl, vin eller mad. Restaurant Canblau står for det spanskinspirerede køkken, Humleland håndbrygger øllet, og VinDanmark bidrager med vinen.

At øl og vin kommer fra netop disse to leverandører, er ikke tilfældigt. Hantwerk er etableret af René Vinding, indehaveren af VinDanmark, og ægteparret Michael Alhof og Lene Richter, som i 2005 grundlagde bryggeriet Humleland i Risskov. Deres produktion er nu udvidet og flyttet direkte ind i øl- og vinbaren.

Omkring 20 forskellige frisktappede øl kan man få. Vi smagte to, Under Paraplyen, en fadlagret såkaldt farmhouse ale, og Ud i Krydset, en engelsk pale ale, som begge var fremragende.

Det samme var de tre vine, vi fik i glassene i løbet af aftenen. VinDanmark har specialiseret sig i at finde vingårde, som fokuserer på innovation og mindre kendte druer, og et udvalg af sortimentet præsenteres på Hantwerk. Alle vinene kan fås enten på flaske eller i glas.

Torsk, kød og chokolade

Det, der gør Hantwerk interessant, er, at ikke kun drikkevarerne er af god kvalitet, maden, som er uden dikkedarer, er faktisk også er ganske vellykket.

Vi fik først en deletallerken med såkaldte pinxos, en slags tapas, bestående af tre stykker ristet brød med rejer og aioli på den ene, serranoskinke og peberfrugt på den anden og krabbesalat, basilikumpesto og tortilla på den sidste.

Okseculotte. Foto: Kim Pauli

Til hovedret valgte ledsageren ”havnens fangst”, som var et stort stykke perfekt stegt, velsmagende torsk med surkål, kapers og en hvid sauce, der blev præsenteret som flødesauce, men mere smagte som en hollandaise. Kartofler med bacon og citron blev serveret i en skål ved siden af, acceptabelt, men ikke lige i øjet som ledsager til fisken, syntes medspiseren.

Anmelderen fik det selvsamme kartoffeltilbehør til sin herreret, og det gik bedre an, selv om baconen stak lidt ud i serveringen, der bestod af mørt oksekød, serveret i skiver i en potent sauce, ledsaget af svampe, grillet spidskål, syltede rødløg og ristede løg.

Som finale valgte vi at dele den eneste søde mulighed på menukortet, en lækker dessert med bærkompot og flere lag af chokolade.

Betjeningen er mangelfuld på Hantwerk, men den samlede oplevelse bliver trukket op af god mad, øl, og vin – samt et godt miljø – så vi lander på fire stjerner og en anbefaling.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Der blev også stillet mange krav, da vi var unge – men vi blev ikke forstyrret af smartphones

Kåre Lauring
Måske er den rigtige løsning en massiv indsats i folke- og gymnasieskolen for at få afhjulpet den afhængighed, tusinder af unge har udviklet i forhold til deres smartphone og det at være med på de sociale medier og ikke at slække på kravene til de unges uddannelser.
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Himmelbjerget er smuk i al sin enkelhed

Erling Melgaard Jarsbo
Himmelbjerget og omgivelserne trænger på ingen måde til udbygning med "hypet bras" og forgængeligt ragelse.
Aarhus' historie

Seks bud: Her er menneskerne, der former Aarhus om 20 år

Mona Juul. adm. direktør, Envision A/S

Aarhus er en skøn by – også om 20 år. For det er mennesker, der former byen. Ikke omvendt.

Debat: ”Generation innovation” bygger et Aarhus i kraftig vækst

Bente Steffensen, direktør, Erhverv Aarhus

Aarhus er en havne- og handelsby. Det gælder også for år 2038, hvor ungdommen byder ind med flere innovative løsninger, der får erhvervsliv, forskning og befolkning til at vokse i fællesskab.
Annonce
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her