Annonce
JP Aarhus 20 år
Restauranter

Delikatesser i trængsel

Madmarked: Maden er i det store hele delikat og veltillavet, og priserne er rimelige. Men der er en forfærdelig trængsel. Vi måtte vente i næsten 20 minutter for at på en sparsom plads for en bordende.

Lasse Rose Malskær, Sara Loholm Hamann, Niels Loholm og Lone Loholm har fundet en plads på Aarhus Central Food Market og tager for sig af retterne. Foto: Benjamin Nørskov

Skt. Knuds Torv 7-9, Aarhus

Aarhus Central Food Market

Anmeldelsen af Aarhus Street Food falder uden for vores almindelige koncept for anmeldelser, da der normalt kræves bl.a. servering ved bordene. Vi anvender derfor stjerneskalaen på en anden måde end normalt, og det primære formål er at sammenligne de to forskellige madmarkeder hhv. ved rutebilstationen og på Skt. Knuds Torv.

Åbent: Onsdag-søndag kl. 11-21

aarhuscentralfoodmarket.dk

Nok er hallen stor, men pladsen er alligevel trang hos Aarhus Central Food Market på Skt. Knuds Torv ved banegården. Folk går rundt med og uden mad eller drikke i hænderne, men i hvert fald med desperation i blikket for at finde et sted at sidde på det velbesøgte madmarked.

Det gjaldt også dette anmelderhold, der brugte godt og vel det første kvarter på at finde en plads og kun lykkedes med det ved at stå klar ved et bord, som så ud til snart at blive ledigt.

Når man to dage før har været på Aarhus Street Food, står forskellen klart. De fysiske rammer på Skt. Knuds Torv er rarere, man kan sidde på en bænk eller finde en stol med ryglæn. Der er med andre ord flere muligheder, de er bare for få. Nok er det et tegn på succes, men som gæst bliver man træt af at skulle kæmpe for en plads.

Madmarkedet er endnu ikke mættet

Til gengæld er der meget at være glad for, når man endelig sidder ned. Ambitionsniveauet på dette madtorv er højt, det betyder tydeligvis noget at give gæsterne en kulinarisk oplevelse. Det appellerer til samme målgruppe som konkurrenten ved rutebilstationen, også der kan man komme, som man er, og have sine børn med uden at behøve at tysse på dem.

Der er lige det med bestikket. For på ”gademaner” er det træbestik. Når de nu alligevel har folk til at gå rundt og samle glas (tak for de rigtige glas i stedet for plasticbægre), kunne de så ikke også bruge rigtigt bestik?

En positiv overraskelse

En enkelt bod, Grød, udleverer rigtige skeer, og det er faktisk rart. Denne bod var i det hele taget en positiv overraskelse. Vi fik et glas skyr med frisk frugt, granola og ingefærsirup – lækkert, flot anrettet og til en meget fin pris: 55 kr. I samme bod købte vi en en stor skål risotto med bl.a. parmesan og grønkål til 75 kr. Ualmindeligt delikat.

Man kan også købe ind her. Landmad har en stor bod med forskellige fødevarer, og Danish Crown har etableret sig med Guldrummet, hvor man kan købe særligt godt og velhængt kød (ikke økologisk). Man kan imidlertid også købe sandwich med f.eks. flæskesteg til 69 kr., og de er pengene værd med lidt sejt brød og lækkert kød.

Der er nok at vælge mellem på Aarhus Central Food Market af velsmagende retter til rimelige priser. Foto: Tage Clausen

I boden lige ved siden af, en meget lokal udgave af Havnens Fiskehus, kan man få en lun fiskefrikadelle med remoulade til 20 kr. – en fin og hurtig lille ret. Vi prøvede også to tacos med tun og krabbesalat til 79 kr., som blev lavet, mens vi ventede. De var værd at vente på, virkelig en lækkerbisken, som var en toprestaurant værdig.

Fisk er der også hos Ren & Stærk, hvor man får en wrap med laks til 75 kr., der er så stor, at den rækker til to. Vi fandt den nu alligevel lidt kedelig sammenlignet med det øvrige udvalg på markedet.

Letz Sushi serverer fisk af meget god kvalitet. Stykkerne er små, men smagfulde og i hvert fald for dyre. Otte maki med laks koster 120 kr. Man kan også få sushi uden ris til 65 kr. for otte stykker.

Fra L’Cobert de Canblau hentede vi en tapastallerken til 125 kr. med rejer i aioli, skinke med trøffel, stegte kartofler og en miniburger. Alle indbydende at se på, veltillavet og god smag.

Flere retter fra Koch

På samme måde var der tilfredshed i anmelderpanelet med carpaccioanretningen fra brødrene Kochs bod Pomodoro, Italian Cuisine, til 79 kr. Oksecarpaccioen med rucola, trøffelcreme, pecorino og tomatkompot var frisk og lækker. Tomatkompot til carpaccio er lidt usædvanlig, men det gjorde kun oplevelsen større. I den perfekte verden havde vi kunnet spise brød til.

Fem stk. smørrebrød fra Kähler med snaps, asiatisk kylling fra Bangkoch og en andeanretning fra The Plate. Foto: Tage Clausen

Vi prøvede også den klassiske italienske flødebudding panna cotta med rørsukker, vanilje og jordbær. Velsmagende, men en anelse blød.

Kokken Jesper Koch er involveret på flere niveauer i dette marked, således også i madboden Bangkoch, der har specialiseret sig i asiatisk mad »med et twist«.

Herfra fik vi en bakke med kylling med bl.a. cashewnødder, chili, grøn tomat, ingefær og ris til 78 kr. – en vellykket og velsmagende servering med en fin cremet sauce. Samme bod har også et lille udvalg af søde sager, bl.a. en chokoladebar med skumfiduser og popcorn til 39 kr. En sjov idé, men måske lige lovlig sød.

Kulinariske fornøjelser

Hos The Plate bestilte vi and med bl.a. grillet dadel i bacon, korianderpesto, risotto, rød spidskålssalat og aioli til 78 kr., men kokken havde tilsyneladende blandet ingredienser fra flere retter sammen i denne servering, der så lidt spøjs ud. I øvrigt kunne vi ikke finde risotto på tallerkenen.

Der er masser af muligheder for at svine på Aarhus Street Food - også med fedtet

Er man til et grønt måltid, er Green Neighbour, der sælger økologiske salater, stedet. Vi prøvede ”asian sesam” til 69 kr., en velvoksen portion salat med bl.a. spinat, champignon og brune ris. Meget indbydende og lækker. Fem små stykker smørrebrød fra Kähler til 165 kr. med tilhørende snaps var der også kun godt at sige om. Det samme gælder udvalget af øl og vin.

Det er lidt den følelse, man går fra Central Food med. Der bliver kræset for ganen, det handler ikke bare om at gøre gæsterne mætte, men også at gøre dem glade.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Sket i byen

På skraldejagt i skovbunden

En gruppe børn og voksne var søndag formiddag ude og samle affald i Riis Skov på foranledning af familiemediet "Børnenes Aarhus".
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Man behandler da en ældre dame ordentligt, gør man ikke?

Michael Dohn Sørensen
De uheldige episoder var en kærkommen lejlighed. Der var jo igangsat en redningsplan, men den efterlader nu indtrykket af blot at være spil for galleriet.

Debat: Politikerne er for uambitiøse

Bent Bjørn Møller Hansen
Aarhus' historie
Annonce
Redaktionen anbefaler
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her