Annonce
JP Aarhus 20 år
Restauranter

Treetagers fransk rykker ind i et gammelt diskotek

Frederiksgade 29 har været et diskotek siden 1970’erne. Den 1. juni åbner huset igen med fransk restaurant i stuen, vinbar på 1. sal og mødelokaler øverst. Navnet er Les Trois, de tre. Tre indehavere, tre etager.

Indehaverne af restauranten Les Trois (fra venstre) Kim Thygesen, Rolf Nordentoft og Nicolai Bech glæder sig bl.a. til at genoplive håndværket i tjenerfaget. Foto: Laura Krogh

Siden 1976 har Frederiksgade 29 været et diskotek, og flere generationer af unge aarhusianere har festlige erindringer herfra, men snart bliver det treetagers hus rammen om et helt andet koncept.

Den 1. juni åbner de tre gastronomiske profiler Kim Thygesen, Rolf Nordentoft og Nicolai Bech huset under navnet Les Trois, fransk for de tre. Tre indehavere, tre etager. Møde- og selskabslokaler øverst, vinbar i midten og fransk restaurant nederst.

»Der findes ikke et lignende sted i Aarhus,« fastslår Rolf Nordentoft.

Som indehaver af Restaurant Dauphine gennem snart 10 år har han måttet sige nej til mange forespørgsler om mødelokaler, ligesom mange gæster fortsætter ned i byen til vin- og cocktailbarerne efter middagen hos Dauphine. Med åbningen af Les Trois kan han beholde sine gæster i huset.

De tre indehavere er gået sammen om ejerskabet af både Dauphine og Les Trois for at undgå konkurrence mellem de to steder, der ligger næsten dør om dør.

Når jeg selv går på vinbar, bliver jeg altid sulten på et tidspunkt, for der skal altså mange kilo mandler til at mætte en mand som mig.
Rolf Nordentoft, restauratør
Sammen med Rolf Nordentoft bliver Nicolai Bech overordnet køkkenchef for begge restauranter. Rolf Nordentoft vil være vært begge steder med ansvar for sammensætning af vin og menuer. Kim Thygesen, der også er uddannet tjener og sommelier, bliver overordnet restaurantchef for begge restauranter, ligesom han vil servere på Les Trois.

Vinbar med køkken

Aarhus har efterhånden mange vinbarer, men Les Trois vil skille sig ud med sit køkken.

»Når jeg selv går på vinbar, bliver jeg altid sulten på et tidspunkt, for der skal altså mange kilo mandler til at mætte en mand som mig, og så forlader jeg jo vinbaren for at få noget at spise. Hos os kan man gå op i vinbaren igen efter middagen,« forklarer Rolf Nordentoft.

Fordelen ved at kombinere vinbar og restaurant i samme hus er også, at gæsterne kan bestille maden, allerede mens de sidder i vinbaren, og så er drikkevarerne og første ret klar, når de kommer ned i restauranten.

Les Trois

Restaurant, vinbar og mødelokaler i Frederiksgade 29

  • Åbning: Den 1. juni.
  • Åbningstider: Restaurant: Kl. 12-15 og kl. 17.30-23. Vinbar: Kl. 16-01

Indehavere:

  • Nicolai Bech, 24 år: Udlært kok. Køkkenchef hos Dauphine siden 2016, nu overordnet køkkenchef hos Dauphine og Les Trois.
  • Rolf Nordentoft, 37 år: Udlært kok og tjener. Indehaver af Dauphine siden 2009, nu overordnet køkkenchef hos Dauphine og Les Trois. Indehaver af Dauphinevin.dk.
  • Kim Thygesen, 37 år: Udlært kok og tjener. Sommelier og bestyrelsesmedlem i Dansk Sommelier Forening. Indehaver af konsulentfirmaet Rethink Restaurants. Overordnet restaurantchef hos Dauphine og Les Trois.

Kim Thygesen vil hente vine ind fra hele verden til Les Trois.

»Rolf er Bourgogne-nørd, så vinkortet vil også have et stort udvalg af gamle Bourgogne-vine, det vil sige fra midt-80’erne og ældre endnu,« fortæller Kim Thygesen.

»Vi får Bourgogne helt tilbage fra 1940’erne, det udvalg finder du ikke på andre vinbarer i hele Europa,« siger Rolf Nordentoft og tilføjer med et smil: »Alle ender med at drikke Bourgogne. Hvis man ikke gør det, har man drukket for lidt vin i sit liv.«

Han demonstrerer restaurantens Coravin, der gør det muligt at skænke et glas uden at fjerne proppen fra flasken. På den måde kan man købe et enkelt glas af de sjældne og eksklusive Bourgogne-vine.

Cigar på terrassen

Vinbaren får en stor tagterrasse ud til gården med sol om dagen, så her vil man kunne få serveret sin frokost – restauranten vil have åbent fra kl. 12.

Halvdelen af terrassen bliver for rygere, der vil kunne nyde en cigar fra vinbarens udvalg af modnede cigarer.

»Les Trois bliver et feel good-sted for levefolk. Cigarer er en ekstravagant nydelse ligesom en god cognac til kaffen,« siger Kim Thygesen.

Vinbaren får også et stort udvalg af gin og tonic samt et mindre udvalg af klassiske cocktails. Men her bliver ingen larmende blendere eller høj musik. Her skal være fred og ro til at tale sammen.

Fransk mad og tjenerhåndværk

Madstilen bliver fransk ligesom på Dauphine.

»Det bliver det klassiske, franske køkken, hvor tingene er lavet fra bunden. Enkel mad uden pynt for pyntens skyld. Hvis en ingrediens er med i en ret, er det, fordi dens smag fuldender retten,« siger Nicolai Bech.

»Dauphine er ofte en helaftensforestilling med menuer på minimum tre retter. Hos Les Trois kan du få en enkelt ret fra a la carte-kortet og et godt glas vin, men du kan naturligvis også få tre retter,« forklarer Rolf Nordentoft.

Han er som Kim Thygesen også uddannet tjener, og de to vil dyrke det klassiske tjenerhåndværk – som tranchering og flambering ved bordet.

»Vi savner det klassiske håndværk og hele værtskabet, der mange steder er blevet taget ud af tjenerfaget, fordi studerende bliver sat til at servere. De er søde, men gæsten kan ikke spørge ind til vinen og maden, fordi de studerende ikke er udlært tjenere,« påpeger Rolf Nordentoft.

Inden de tre Les Trois-indehavere lejede Frederiksgade 29, havde huset stået tomt i to år. Derfor er det nu ved at blive renoveret fra kælder til kvist. Det sker i samarbejde med Aarhus-arkitekten Kristian Gatten fra bureauet Enkl.

»Og indretningen bliver ikke nordisk! Her bliver en varm og hyggelig stemning,« understreger Rolf Nordentoft.

Hans hjerte banker for det franske, også i indretningen.

En god madgade

Rolf Nordentoft har været med til at stifte Frederiksgadeforeningen, der er en sammenslutning af butikker, restauranter og andre aktører i gaden.

»Vi gik sammen for at skabe mere liv i gaden, og det er lykkedes. I dag er Frederiksgade en perle i byen, hvor du kan få det hele, og den er især en god madgade,« siger Rolf Nordentoft.

På grund af den store renovering af Frederiksgade 29 er åbningsdagen kun en cirkadato, men den er indtil videre sat til den 1. juni.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Tag selv vinen med
Vi koncentrerer os om maden, så sørger gæsterne for vinen, siger Le Basilic i Aarhus. Maden kunne nu godt trænge til mere opmærksomhed.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Sundhedsministeren gav mig en bredside - her kommer fakta

Camilla Fabricius
I JP Aarhus forleden giver sundhedsminister Ellen Trane Nørby mig en ordentlig bredside på baggrund af et indlæg, jeg har skrevet om ministerens underfinansiering af et landsdækkende psykiatrisk akutberedskab.

Debat: Kvalitet i folkeskolen handler ikke om sted

Jan Petersen (S), Mads Nikolajsen (SF)
Der er flere svar på, hvorfor overbygningsklasser skal samles.
Aarhus' historie

Tidligere politichef: Den sag glemmer jeg aldrig

Tidligere chefkriminalinspektør Allan Lund stod i 2003 i spidsen for efterforskningen af den dengang meget omtalte voldtægtssag fra Botanisk Have i Aarhus. Han tænker stadig på den uopklarede sag, selv om han nu er gået på pension.
Annonce
Ugen på spidsen
Aarhus sådan set
Annonce
Bolig
Sådan beskytter du boligen mod vandmasserne
En af konsekvenserne ved klimaforandringerne er mere nedbør og risiko for hyppigere oversvømmelser. Se her, hvordan du sikrer din bolig mod vandet. 
Se flere
Viden
Sygemeldte: Intensiv aktivering gør mere skade end gavn
Ny dansk forskning viser, at det ikke hjælper kun at skrue op for psykologtimer og genoptræning til sygemeldte - tværtimod. I stedet skal arbejdspladserne inddrages. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her